Opfølgning på resultater og anbefalinger fra undersøgelse af præsters trivsel 2026

Arbejdsgruppen vedr. præsters psykiske arbejdsmiljø (APPA) har nu udarbejdet en plan for opfølgning på den undersøgelse af præsters trivsel, som blev offentliggjort på Folkekirkens IntraNet tidligere på året.

Med undersøgelsen fik folkekirken opdateret viden om, hvad der skaber trivsel blandt folkekirkens præster samt 11 handlingsorienterede anbefalinger til indsatser, der kan styrke trivslen på de forskellige organisatoriske niveauer i folkekirken. 

Det er disse 11 anbefalinger, som arbejdsgruppen nu har lavet en plan for opfølgning på, som både indeholder aftaler om, hvad der skal videreformidles til hvem samt en række konkrete indsatser.

Opfordring til lokale indsatser til at forbedre præsters trivsel

Fra APPA skal samtidig lyde en opfordring til, at folkekirkens parter dykker ned i undersøgelsens resultater og anbefalinger, og bruger dette som afsæt for lokale indsatser til at forbedre præsters trivsel. Der er i denne sammenhæng udsendt brev til alle arbejdsmiljøudvalgene i præsternes arbejdsmiljøorganisation med samme opfordring.

Læs opfølgningsplanen her

Om undersøgelsen

- Det er APPA, som består af repræsentanter fra Sundheds- og Kirkeministeriet, præster, provster, biskopper, Landsforeningen af menighedsråd og stiftskontorchefer, der har fået foretaget undersøgelsen af præsters trivsel med fokus på at identificere de forhold, der fremmer præsters trivsel. 

- Undersøgelsen var også et led i opfølgningen på den landsdækkende arbejdsmiljøundersøgelse i folkekirken fra 2023, som pegede på, at der var visse forhold vedrørende særligt præsternes trivsel, som krævede nærmere undersøgelse.

- Alle landets præster blev på den baggrund i efteråret inviteret til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse, og 64 pct. - svarende til 1.451 ud af 2.263 præster - bidrog med svar på spørgeskemaundersøgelsen, som blev suppleret med dybdegående fokusgruppeinterviews med udvalgte præster. 

- Undersøgelsen blev foretaget af konsulentfirmaet Mindwork og analyseinstituttet Voxmeter.

Find undersøgelsen fra januar 2026 her