Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning byder velkommen til Randi Hoffmann, der med mere end 30 års erfaring som psykolog bringer et solidt fundament af viden om arbejdsmiljø, samarbejde og organisatoriske processer med sig.
”Jeg glæder mig til at komme ud og møde jer, når I vil udvikle jeres arbejdsmiljø,” siger hun. Gennem sin karriere har hun arbejdet indgående med organisationsforandringer i både globale, offentlige og private virksomheder – ofte med fokus på konfliktløsning, relationer og samarbejde. Forebyggelse og trivsel er drivkræfter, der har fulgt hende gennem hele arbejdslivet.
Ud over psykologfaget har hun også en journalistisk uddannelse, som har styrket hendes kommunikative tilgang til både rådgivning og formidling. Erfaringen er blandt andet blevet brugt hos CRECEA som autoriseret arbejdsmiljørådgiver, samt i en række ledende HR-stillinger: som HR Partner i VELUX, HR-chef i Toldstyrelsen og HR-direktør i Johnson Controls.
Undervisning og formidling fylder også meget i hendes virke. Hun har gennem mange år undervist, holdt oplæg og faciliteret workshops for medarbejdere og ledere på alle niveauer.
Med denne brede erfaring ser hun frem til at støtte folkekirkens arbejdspladser i deres arbejde for et stærkt, sundt og bæredygtigt arbejdsmiljø.

