Godt nytår fra Københavns biskop til menighedsrådsmedlemmer i Københavns Stift

Du er en del af det mest meningsfulde fællesskab, man kan forestille sig, og i en tid med meget uro i verden har du en vigtig rolle i den folkekirke, der skaber håb og store oplevelser, både inde i og uden for kirkerummet, skriver Peters Skov-Jakobsen blandt andet i sin nytårshilsen 2025 til alle menighedsrådsmedlemmer i Københavns Stift 

Peter Skov-Jakobsen
Peter Skov-Jakobsen opfordrer i sin nytårshilsen alle menighedsrådsmedlemmer til at have særlig fokus på menighedsrådets ledelsesansvar og gribe til handling, hvis der opstår udfordringer med trivslen i kirkerne.

København 10. januar 2025
 

Kære menighedsrådsmedlem

Menighedsrådene har konstitueret sig, og der er nok at glæde sig over her i Københavns Stift, som – på trods landets laveste medlemstal - havde landets næst-færreste antal ubesatte pladser. Det vidner om virkelyst og engagement i det kirke- og kulturliv, vi som folkekirke skaber, og som er en hjørnesten i vores samfund.

Vi er rammen om gudstjenesten og familiens vigtige personlige kirkelige handlinger. Vores indsats for børnefamilier - medlemmer af folkekirken eller ej - er væsentlig. Vi tilbyder babysalmesang, gravid-samtaler, eksistenssamtaler, børnerytmik med meget mere. Vores kor og hele musiklivet i kirkerne er med til at skabe en folkelighed om folkekirken. Vores sociale arbejde fylder en væsentlig rolle i samfundet. Det er uvurderlige indsatser.

At være en relevant kirke, der formår at etablere meningsfulde møder mellem mennesker og kirke, kommer ikke af sig selv. Det kræver, at der på de enkelte kirkelige arbejdspladser er velfungerende rammer for arbejdet, så iderigdommen kan flyde frit, og meninger kan brydes. Med iderigdom og inspiration følger uenighed og diskussion, og vi skal have fokus på at finde frem til de bedste løsninger. Her er samtalen afgørende. Som bestyrer af debatprogrammet på DR2 Clement Kjersgaard siger: Jo mere uenig du er, des pænere skal du tale.

De seneste år er der kommet øget fokus på arbejdsmiljøet i folkekirken, og som menighedsrådsmedlem har du medansvar for at skabe rammer for et sundt arbejdsmiljø. Rapporten ’Undersøgelse af det psykosociale arbejdsmiljø i folkekirken’ fra januar 2024 viste, at ansatte i folkekirken oplever en usædvanlig høj grad af tilfredshed og følelse af meningsfuldhed i deres arbejde, og vi vil i højere grad end på andre arbejdspladser anbefale vores arbejdsplads til andre. Det er stærkt!

Men undersøgelsen viste også, at en fjerdedel af folkekirkens ansatte er usikre på, hvem deres leder er, og at mobning er mere udbredt i folkekirken end på andre arbejdspladser. Det skal vi tage alvorligt. Vi skal have et vågent øje med samarbejdet, som udspiller sig mellem præsterne og de øvrige ansatte, som har hver deres ledelse. Vi skal være bevidste om, at alle ansatte, som henvender sig til deres leder med problemer, har krav på at blive taget alvorligt.

Jeg vil derfor opfordre dig til at have særlig fokus på menighedsrådets ledelsesansvar, og gribe til handling, hvis der opstår udfordringer med trivslen hos jer. Hvis du har brug for rådgivning og hjælp, er du altid velkommen til at kontakte os i Københavns Stift. Læs mere her: Arbejdsmiljø | Københavns Stift og her: Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning - Arbejdsmiljø i Folkekirken

Ved i det hele taget at tage hånd om arbejdsmiljøet er du som nyt menighedsrådsmedlem med til at sikre, at folkekirken i Københavns Stift bliver ved med at være en institution af afgørende betydning for både samfund og for de mennesker, der bor her i stiftet.

Du er en del af det mest meningsfulde fællesskab, man kan forestille sig, og i en tid med meget uro i verden har du en vigtig rolle i den folkekirke, der skaber håb og store oplevelser, både inde i og uden for kirkerummet. 

Godt nytår!

Peter Skov-Jakobsen
Københavns biskop