Introduktion

I denne vejledning får du et overblik over de regler og krav i udbudsloven og tilbudsloven som er mest relevante for menighedsråd. Der er ikke tale om en udtømmende gennemgang af udbudsreglerne. Vejledningen henvender sig særligt til menighedsråd, kirkeværger og evt. byggeudvalg i menighedsrådene.

Udbudsloven og tilbudsloven gælder for statslige, regionale og lokale myndigheder. Menighedsråd er lokale myndigheder og har derfor pligt til at overholde reglerne i de to love.

1. Tilbudsloven og udbudsloven

Tilbudsloven indeholder de regler, der igennem mange år har været grundlaget for indgåelse af kontrakter om bygge- og anlægsprojekter, både i form af enkeltkontrakter med håndværkere og totalentreprisekontrakter.

Udbudsloven er baseret på et EU-direktiv og har til formål at sikre den bedst mulige udnyttelse af de offentlige midler gennem en effektiv konkurrence om opgaverne.

Reglerne i udbudsloven er omfattende og komplicerede, og der er mange formelle regler. Overholder en udbyder ikke reglerne – herunder de formelle regler – kan det medføre store ekstraomkostninger.

Ved visse typer af udbud kan det være relevant at søge professionel bistand for at sikre en korrekt håndtering af opgaven, fx ved at antage en bygherrerådgiver i forbindelse med en bygge- og anlægsopgave.

Hvis du efter at have læst vejledningen har spørgsmål eller er usikker på reglerne og deres forståelse, er du velkommen til at kontakte dit lokale stift, eller du kan søge yderligere oplysninger på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside Udbud (kfst.dk).

1.1 Tilbudsloven

Formålet med tilbudsloven er: 

  • at bidrage til et effektivt byggeri ved at fremme konkurrencen om offentlige eller offentligt støttede bygge- og anlægskontrakter, der ikke er omfattet af udbudsloven,
  • at åbne markedet for nye virksomheder, herunder at sikre fairness og ligebehandling,
  • at skabe gennemsigtige rammer for processen og derved bidrage til, at man undgår ressourcespild hos især tilbudsgiverne.

Tilbudsloven indeholder bestemmelserne for indhentning af tilbud på og tildeling af ordren på

  • udførelse af mindre bygge- og anlægsarbejder (under 40.100.744 kr. eksklusiv moms)
  • projektering og udførelse af mindre bygge- og anlægsarbejder (totalentreprise) (under 40.100.744 kr. eksklusiv moms)

Værd at vide: 

Tilbudsloven (retsinformation.dk)

1.2 Udbudsloven

Formålet med udbudsloven er at sikre den bedst mulige udnyttelse af de offentlige midler gennem en effektiv konkurrence om opgaverne.

Udbudsloven fastsætter rammerne for offentlige myndigheders indgåelse af kontrakt, når der afgives ordre om:

  • større bygge- og anlægsprojekter (til over 40.100.744 kr. eksklusiv moms)
  • tjenesteydelser af større omfang (over 1.601.944 kr. eksklusiv moms) eller
  • indkøb af varer til et samlet beløb over 1.601.944 kr. eksklusiv moms.

Værd at vide:

 Udbudsloven (retsinformation.dk)

Indhold
  1. Tilbudsloven og udbudsloven
    1. Tilbudsloven
    2. Udbudsloven