Økonomi i Folkekirken

Den økonomiske ordning omkring folkekirken stammer oprindeligt fra præstelønningsloven fra 1919 og de kirkelove, der blev gennemført i 1922. Efterfølgende har der været en række ændringer og tilpasninger.

I 1978 blev der nedsat et udvalg, der afgav betænkning i 1982, og den 19. december 1984 blev alle bestemmelser om økonomi samlet i lov om folkekirkens økonomi. I 2006 nedsatte regeringen udvalget om den lokale økonomi i folkekirken. Udvalget afgav i august måned 2007 betænkning nr. 1491, den såkaldte grønne betænkning.

Den aktuelt gældende bekendtgørelse kan til enhver tid findes på www.retsinformation.dk - søg på ”Bekendtgørelse af lov om folkekirkens økonomi”.

Nedenstående relaterer til lovbekendtgørelse nr. 95 af 29. januar 2020 om folkekirkens økonomi.

Økonomiloven, som officielt hedder "Lov om folkekirkens økonomi", er opdelt i følgende hovedafsnit:

Vil du vide mere? 

Bekendtgørelse af lov om folkekirkens økonomi

Cirkulære om kirke- og provstiudvalgskassernes budget, regnskab og revision m.v.

Vejledning om kirke- og provstiudvalgskassernes budget, regnskab og revision m.v.

Folkekirkens indtægter

Folkekirkens indtægter kommer primært fra fire kanaler.

Pengene til dækning af folkekirkens udgifter stammer først og fremmest fra medlemsbidrag, der kaldes kirkeskat. Kirkeskatten udgjorde i 2018 kr. 6.859 mio.

Kirkeskatten er sammensat af »den lokale ligning« (kr. 5.684 mio.) og af »landskirkeskatten« (kr. 1.175 mio.).

Den lokale ligning udgør altså langt den største del, og den opkræves med forskellige procenter fra kommune til kommune.

Kirkeskatteprocenten er først og fremmest afhængig af antallet af kirker i forhold til befolkningsantallet og skatteudskrivningsgrundlaget, men andre lokale forhold kan også spille en væsentlig rolle.

Landskirkeskatten fastsættes af kirkeministeren og opkræves i hele landet med den samme procentsats.

Folkekirken modtager desuden et tilskud fra statskassen, som ikke kun betales af medlemmer af folkekirken, men fra samtlige skatteydere. Pengene er øremærket til bestemte formål. I 2018 udgjorde statstilskuddet kr. 834 millioner.

Folkekirken bidrager også selv med indtægter, blandt andet fra folkekirkens kirkegårde, hovedsageligt fra betaling for vedligeholdelse af gravsteder. Gravstedskapitalerne udbetales løbende til kirkekasserne i takt med, at udgifterne til gravstedsvedligeholdelse afholdes. I de større byer administreres begravelsesvæsenet ofte af kommunen.

Med baggrund i økonomilovens § 2, stk. 3 udmøntes i vejledningens stk. 4.2.4. at kirkekassen kan udøve indtægtsdækket virksomhed i relation til den kirkelige virksomhed og begravelsesvæsenet. Den lokale kirkekasse kan altså udvide sin økonomi ud over den ramme, som ligningen giver. Formålet med bestemmelsen er at give mulighed for at en bedre udnyttelse af sognets aktiver. Sognets aktiver kan fx være lokaler i sognegården.

Desuden er der ejendomsindtægter (lejeindtægter, forpagtningsafgifter og lignende), renter med mere.
Afkastet af de lokale kirkelige kapitaler, der bestyres af stiftsudvalget, tilfalder fuldt ud de pågældende lokale kasser.

Menighedsrådene har hovedansvaret for kirkekassernes budget og forvaltning. Provstiudvalget meddeler rammebevillinger til menighedsrådene. Bevillingerne til de enkelte kasser sker i form af rammebevillinger til drift samt særskilte bevillinger til anlæg. Menighedsrådene kan frit omdisponere inden for rammebevillingen til drift. Omdisponeringer besluttes på menighedsrådsmøde.

Provstiudvalgets kompetence til blandt andet at meddele bevillinger til de enkelte kirkekasser og fastsætte ligningsbeløbet til dem, kan flyttes fra provstiudvalget til budgetsamrådet. Det kræver, at et flertal på mindst 2/3 af menighedsrådene er enige om det på det første budgetsamrådsmøde efter nyvalg. Beslutningen er bindende for menighedsrådenes funktionsperiode.

Kirkekasserne afholder lønudgifter vedrørende kirkefunktionærer. Lønudgifterne udgør gennemsnitligt 48 procent af samtlige lokale udgifter (2018-tal). Kirkekasserne afholder desuden drifts- og anlægsudgifter vedrørende kirker, kirkegårde, præsteboliger med videre samt andre udgifter vedrørende det lokale kirkelige liv.

Ifølge økonomilovens § 2 kan menighedsrådet af kirkekassen afholde udgifter vedrørende:

• Sognets kirkelige virksomhed
   
• Sognets begravelsesvæsen
   
• Indtægtsdækket virksomhed, som udøves i tilknytning til sognets kirkelige virksomhed og begravelsesvæsen jf. nr. 1 og 2
   
• Fremme af det kirkelige liv i provstiet
   
• Kirkelige formål af betydning for stiftet som helhed
   
• Den kirkelige betjening af folkekirkens medlemmer i udlandet
   
• Personregistrering.

§ 2 er en bred afgrænsning af, hvad menighedsrådet må bruge kirkekassens midler til, men ikke hvad de skal afholde udgifter til.

Som følge af § 2 har kirkeministeriet udarbejdet vejledende materiale til menighedsrådene om disponeringsregler, regnskabsinstruks og kontoplaner.

Når et pastorat består af to eller flere kirkekasser, er der tale om et flersogns-pastorat. I forhold til økonomien føres præstegårdens budget og regnskab i én af pastoratets kirkekasser. Den udvalgte kirkekasse modtager derfor formelt set to driftsrammebevillinger.

Præstegårdsbevillingen har dermed sin egen driftsramme, som indstilles af et præstegårdsudvalg. Præstegårdsbevillingen må ikke sammenblandes med den bestyrende kirkekasses almindelige driftsramme.

Overførsel af midler fra præstegårdsbevilling til den bestyrende kirkekasses regnskab og budget må kun ske efter indstilling fra præstegårdsudvalget og med provstiudvalgets tilslutning.

Ifølge § 23 a i økonomiloven kan stiftsudvalget udskrive et bindende stiftsbidrag.

Bidraget kan bruges til følgende aktiviteter:

• Kommunikation mellem stiftet, menighedsråd og præster
   
• Formidling af kristendom
   
• Udviklingsprojekter inden for undervisning, diakoni, IT, medier, kirkemusik og lignende.

Senest d. 1. marts skal stiftsrådet melde rammen for det kommende års bidrag til provstiudvalgene.  

Bidraget fordeles mellem ligningsområderne i stiftet i forhold til det samlede lokale kirkelige ligningsbeløb, der er fastsat i indeværende år. Er der flere provstier i et ligningsområde, fordeles bidraget mellem provstierne i ligningsområdet i forhold til det samlede ligningsbeløb i indeværende år for hvert af ligningsområdets provstier.

Provstiudvalget orienterer menighedsrådene om bidragets størrelse i forbindelse med budgetprocessen. Det samlede bidrag i ligningsområdet kan ikke overstige 1 procent af det samlede lokale ligningsbeløb. Stiftsbidraget vil blive opkrævet hos provstierne kvartalsvis forud.

Fællesfonden kan betegnes som folkekirkens hovedkasse, som på regionalt og nationalt niveau dækker en række udgifter, der ikke direkte er knyttet til de enkelte sogne eller provstier, og som heller ikke bliver dækket af statens tilskud. Fællesfondens område er nærmere fastlagt i økonomilovens § 11.  

Kirkeministeren er ansvarlig for fællesfondens budget og forvaltning.  Budgettet fastsættes blandt andet på grundlag af budgetforslag fra de stifter og institutioner, som finansieres af fællesfonden.

Fællesfonden dækker folkekirkens andel (60 %) af lønnen til præster, særpræster og provster, samt øvrige udgifter i forbindelse med præster og provster. 
Fællesfonden dækker desuden blandt andet løn- og driftsudgifter ved stiftsadministrationerne, drift af folkekirkens IT-systemer, drift af uddannelsesinstitutioner for præster og kirkefunktionærer, pension til tidligere tjenestemandsansatte kirkefunktionærer, udligningstilskud til økonomisk svage områder samt en række mindre tilskud til forskellige formål.

Fællesfondens indtægtskilde er landskirkeskatten. Landskirkeskattens størrelse fastsættes af kirkeministeren i henhold til § 15, stk. 3, i økonomiloven.

Landskirkeskatten fordeles mellem ligningsområderne i forhold til det senest konstaterede udskrivningsgrundlag for kirkeskat og indgår derefter i beregningen af kirkeskatteprocenterne sammen med de ligningsbeløb, som udskrives til de lokale kirkelige kasser.

Statens økonomiske støtte til folkekirken udspringer af grundlovens § 4, ifølge hvilken "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten".

Det er ikke nærmere omtalt i grundloven, hvordan staten skal understøtte folkekirken. Det er imidlertid den gængse opfattelse i stats- og kirkeretlig litteratur, at statens understøttelse skal bestå i en støtte af "moralsk" karakter og af en økonomisk støtte, men at det i øvrigt er overladt til lovgiver at bestemme udformningen og omfanget af støtten. I 2018 var bevillingerne på i alt cirka 834 millioner kroner.

Det lovmæssige grundlag for statens tilskud er primært økonomilovens § 20:

”Af folkekirkens udgifter afholder statskassen:

1. Lønninger, pensioner og andre ydelser til biskopperne.
    
2. Pensioner og efterindtægt i henhold til lov om tjenestemandspension vedrørende provster og præster.
    
3. Udgifterne ved den kirkelige betjening af Christiansø og Hirsholmene.
   
   Stk.2. Statskassen yder herudover et årligt tilskud til fællesfonden svarende til 40 pct. af fællesfondens udgifter til lønninger til provster og præster. Det antal stillinger, der finansieres som nævnt i 1. pkt., fastsættes på de årlige finanslove.
   
   Stk. 3. Endvidere udreder statskassen tilskud, hvis størrelse fastsættes på finansloven, dog mindst 14 mio. kr. årligt, til restaurering af kirker og af kirkers historiske inventar samt særligt bevaringsværdige gravminder.”

Udover de lovbundne ydelser vedrørende folkekirken yder staten en række tilskud inden for Kirkeministeriets område, der ikke har tilsvarende specifikt lovgrundlag. De tilskud ydes på grundlag af aktstykker eller politiske beslutninger, som er udmøntet i, at bevillingerne optages på de årlige finanslove.