Barsel

Når en medarbejder inden for folkekirken skal på barsel, uanset om det er mor, far eller en medforælder, er der nogle generelle regler på arbejdsmarkedet, som gælder - og så er der særlige regler for medarbejdere, som er overenskomstansatte eller tjenestemænd, for de grupper er også omfattet af Statens Barselsaftale.

Barselsaftalen supplerer lovgivningens almindelige regler om ret til fravær og dagpenge med regler om ret til fx løn, pension og omsorgsdage.

Medarbejdere ansat uden for en overenskomst er omfattet af de generelle regler i Barselsloven og har dermed ret til fravær og dagpenge, men som udgangspunkt ikke rettigheder efter de supplerende regler i Barselsaftalen. Vilkårene for mor, far og medforældre beskrives nærmere i denne vejledning.

1. Mor fravær med løn

Her fremgår, hvor mange uger mor kan være fraværende fra arbejde med løn. 

  • Graviditetsorlov i op til 6 uger før fødslen. Det betyder, at mor kan gå fra 6 uger før forventet terminstato. Den dag, fødslen forventes at finde sted, medregnes i 6-ugers perioden, som den 42. dag.
  • Fravær (barselsorlov) i op til 10 uger efter fødslen med løn. De 10 uger regnes fra dagen efter barnets fødsel.
  • Fravær (forældreorlov) i op til 16 uger med løn. 10 uger med løn. Hvis far/medmor til barnet også er omfattet af barselsaftalen, kan de 6 ud af de 16 uger også anvendes af far/medmor eller de 6 uger kan deles, lønretten kan kun udnyttes af forældrene i 6 uger tilsammen.

Samlet kan mor være på orlov med løn i op til 26 uger efter fødslen (10 uger + 10 uger + 6 uger).

Mor skal underrette menighedsrådet om forventet fødselstidspunkt med et varsel på 3 måneder, hvis mor agter at udnytte retten til fravær før fødslen.

Når barnet er født, har mor 6 uger til at give besked til menighedsrådet om, hvornår arbejdet genoptages.

2. Far/medmor fravær med løn

Her fremgår, hvor mange uger far/medmor kan være fraværende fra arbejde med løn.

  • I forbindelse med barnets fødsel har far/medmor 2 ugers fravær, de regnes som udgangspunkt fra dagen efter barnet, er født, men efter aftale med menighedsrådet kan fraværet afvikles inden for de første 10 uger efter fødslen.
  • Forældreorlov optil 16 uger med løn. 10 ugers forældreorlov til far/medmor.

Hvis mor til barnet også er omfattet af barselsaftalen, kan de 6 ud af 16 uger også anvendes af mor eller de 6 uger kan deles. Lønretten kan kun udnyttes af forældrene i 6 uger tilsammen.

Samlet kan far/medmor være på orlov med løn i optil 18 uger (2 uger + 10 uger + 6 uger).

Far/medmor skal underrette menighedsrådet om forventet fødselstidspunkt med et varsel på 4 uger, hvis far/medmor agter at udnytte retten til 2 ugers fravær på fødselstidspunktet.

Når barnet er født, har far/medmor 6 uger til at give besked til menighedsrådet om, hvornår arbejdet genoptages, hvis retten til forældreorlov udnyttes.

3. Dagpenge- og fraværsret for medarbejder

I fællesskab har forældrene en dagpengeret på 48 uger efter fødslen. De fordeles som udgangspunkt med 24 uger til hver af forældrene.

  • 10 ugers barselsorlov og 14 ugers forældreorlov til mor.
  • 2 ugers fravær (ved fødslen) og 22 ugers forældreorlov til far/medmor.

Hver af forældrene har ret til at være fraværende på forældreorlov fra arbejde i op til 32 uger (kan udstrækkes til 40 eller 46 uger), men en del af fraværet vil være uden dagpengeret og dermed uden et forsørgelsesgrundlag fra arbejdsgiver eller det offentlige.

4. Dagpengerefusion til menighedsrådet

Menighedsrådet kan få dagpengerefusion under de perioder, der er lønret for medarbejderen.

Det er dog en forudsætning for medarbejderens lønret, at menighedsrådet får fuld dagpengerefusion i perioden, hvor der udbetales løn, bortset fra de 2 første ugers graviditetsorlov, hvor der ikke er dagpengerefusion.

Fuld dagpengerefusion betyder, at menighedsrådet får refunderet den gældende dagpengesats for samtlige timer, som medarbejderen er ansat til og dermed får løn for af menighedsrådet.

Der er som udgangspunkt kun dagpengeret til mor i 24 uger, og dermed refusionsmulighed til menighedsrådet ligeledes i 24 uger. Det er derfor nødvendigt, at far/medmor overfører 2 ugers dagpengeret til mor, hvis lønretten for mor skal bevares fuldt ud i uge 25 og uge 26 (se punkt Mor fravær med løn).

Hvis far/medmor ikke overdrager dagpengeret til mor, skal menighedsrådet kun udbetale differencen mellem dagpengesatsen og den sædvanlige løn i de 2 sidste uger til mor.

5. Overdragelse og øremærkning

Herunder fremgå, hvilken del af orloven som henholdsvis er øremærket til mor og far/medmor og hvilken del som kan overdrages. Vær opmærksom på undtagelser hertil i punkt 7.

Graviditetsorlov mor
- kan ikke overdrages.

Fravær mor
- Uge 1 - 2 efter fødslen er øremærket mor.
- Uge 3 - 10 (8 uger) kan overdrages til far/medmor.

Fravær for far/medmor
- 2 uger i de første 14 uger er øremærket far/medmor.

Forældreoverlov: Mor har som udgangspunkt 14 ugers forældreorlov med dagpenge.
- 9 af disse uger er øremærket til mor.
- 5 af disse uger kan overdrages til far/medmor.

Forældreorlov: Far/medmor har som udgangspunkt 22 ugers forældreorlov med dagpenge.
- 9 af disse uger er øremærket til far/medmor.
- 13 af disse uger kan overdrages til mor.

De øremærkede orlovsuger skal afholdes inden barnet fylder 1 år.

6. Ferieafvikling under barsel

Ferie kan som udgangspunkt ikke afholdes samtidig med orlov ved fravær under barsel, da det betragtes som en feriehindring.

Menighedsrådet kan derfor ikke varsle ferie i en periode, hvor medarbejderen er på barsel.

7. Undtagelser

Her fremgår de undtagelser der er til de generelle regler om øremærkning og overdragelse mellem mor og far/medmor.

Ikke-samboende forældre: Hvis forældrene ikke bor sammen på fødselstidspunktet, får den forælder, som barnet har folkeregistreadresse hos, 13 ugers orlov med dagpenge oveni de 24 ugers dagpenge.

De 13 ugers orlov skal som udgangspunkt holdes inden barnet fylder 1 år.
Den forælder, som ikke har bopæl med barnet, har alene mulighed for at holde 9 ugers forældreorlov med dagpenge, der er øremærket.

Ikke-lønmodtagere: Uanset om medforælder er lønmodtager, selvstændige eller ledige, får hver forælder som udgangspunkt 24 ugers orlov med dagpenge efter fødslen.

Men reglerne om ni ugers øremærket orlov med barselsdagpenge gælder kun for lønmodtagere. Er man ikke-lønmodtager, kan man vælge at overdrage op til 22 ugers orlov (24-2 uger) med dagpenge til den anden forælder.

Det betyder, at det blot er de 2 ugers fravær med barselsdagpenge ved fødslen for far/medmor, som ikke kan overdrages til mor.

Flerlingeforældre: Øget lønret til forældre med 2 eller flere børn ved samme fødsel, her er der ekstra 13 ugers lønret til hver.

Soloforældre: Øget lønret til forældre, hvor barnet kun har en forælder på tidspunktet for fødslen, her er der ekstra 10 ugers lønret.

8. Omsorgsdage

Omsorgsdage med løn

Medarbejderen optjener 2 omsorgsdage pr. år pr. barn. Omsorgsdagene bortfalder pr. 31. december bortset fra året, hvor fødslen har fundet sted – her kan dagene overføres til året efter. Medarbejderen har 2 omsorgsdage pr. år til og med det år, hvor barnet fylder 7 år.

Der er ingen varslingsregler for omsorgsdage, men medarbejderen skal anmode i god tid, og menighedsrådet bør normalt imødekomme anmodningen, medmindre det er uforeneligt med arbejdet.

9. Pensionsret

Medarbejderen skal have indbetalt pension under både den lønnede og den ulønnede del af orloven (dog ikke under en eventuel udstrækning af dagpengeperioden).  

Vil du vide mere?
Indhold
  1. Mor fravær med løn
    1. Far/medmor fravær med løn
      1. Dagpenge- og fraværsret for medarbejder
        1. Dagpengerefusion til menighedsrådet
          1. Overdragelse og øremærkning
            1. Ferieafvikling under barsel
              1. Undtagelser
                1. Omsorgsdage
                  1. Pensionsret