Samtykke og anden hjemmel til behandling
Som udgangspunkt kræves der ikke samtykke til at behandle medarbejderes personoplysninger i et ansættelsesforhold. Behandling af personoplysninger i ansættelsesforhold er direkte reguleret af den danske Databeskyttelseslov.
I behøver derfor ikke samtykke til behandling af identifikationsoplysninger som fx
- Navn, adresse og telefonnummer, fødselsdato
- Oplysninger om nærmeste familie
- Uddannelse, udtalelser, tidligere beskæftigelse
- Nuværende stilling, arbejdsopgaver, arbejdstider og andre tjenstlige forhold
- Løn, skat, pensionsforhold og kontonummer til lønudbetaling
- Sygefravær, sygdomsperioder og andet fravær fra arbejde
Følsomme oplysninger, fx helbredsoplysninger, kan normalt kun registreres hvis medarbejderen har givet udtrykkeligt samtykke til det. Dog kan lovgivning eller overenskomster pålægge jer at registrere følsomme oplysninger, fx helbredsoplysninger i en § 56-aftale eller hvis I gennemfører en afskedigelsessag, hvor årsagen skal fremgå.
Fagforeningsforhold må kun registreres, hvis det er nødvendigt, fx fordi medarbejderen er tillidsrepræsentant.
Indsigt i opbevarede personoplysninger
Hvis en medarbejder beder om indsigt i de personoplysninger menighedsrådet har, skal menighedsrådet oplyse de konkrete oplysninger, så medarbejderen har mulighed for at vurdere, om oplysningerne er korrekte.
Videregivelse af personoplysninger
Personoplysninger om medarbejdere må kun videregives, hvis der er lovhjemmel.
Der er lovhjemmel til, at menighedsrådet må give personoplysninger til Skattestyrelsen eller til kommunen i forbindelse med en refusionssag. Oplysninger må også videregives til virk.dk i forbindelse med en arbejdsskadesag.
Derudover kan I også videregive personoplysninger til de forhandlingsberettigede organisationer (i forbindelse med lønforhandlinger eller personalesager) og til pensionsselskaberne.
Menighedsrådet må orientere en medarbejders kolleger om, at medarbejderen har ferie, fri, orlov eller er syg. Men menighedsrådet må ikke oplyse, hvor medarbejderen holder ferie, eller hvilken type orlov eller sygdom der er tale om.
Menighedsrådet må ikke orientere menigheden eller samarbejdspartnere om årsagen til fravær.
MUS-samtaler
Udviklingsplanen fra den årlige MUS skal opbevares i medarbejderens personalemappe. Oplysningerne må kun deles med personer, der har en ledelsesopgave over for medarbejderen.
Oplysninger om finansiering af kurser/uddannelse må dog deles med hele menighedsrådet, så menighedsrådet kan træffe beslutning om kompetenceudvikling.
Hvad der i øvrigt bliver talt om til medarbejderudviklingssamtale (MUS) er fortroligt mellem medarbejder og nærmeste leder. Lederen må derfor ikke dele oplysningerne med menighedsrådet eller en eventuelt ny personaleleder.
Offentliggørelse af medarbejders navn, kontaktoplysninger og billede
Menighedsrådet må gerne oplyse medarbejderes navn, arbejdsområde og arbejdsmæssige kontaktoplysninger på sogn.dk, egen hjemmeside og kirkebladet uden samtykke.
En medarbejder skal ikke bruge privat telefonnummer og privat mail- eller postadresse som led i sit arbejde. Hvis det alligevel sker, så skal medarbejder give samtykke til, at det offentliggøres. Intern deling af en medarbejders private kontaktoplysninger kan kun ske med samtykke.
Medarbejdere skal samtykke til brug af billeder.