Dødsfald og begravelse

Efter § 14 i bekendtgørelse om begravelse og ligbrænding skal jordfæstelse eller ligbrænding ske senest 8 dage efter dødsfaldet med mindre andet gælder i henhold til sundhedslovgivningen. Kirkegårdsbestyrelsen eller krematoriet kan dog med embedslægens tilslutning give tilladelse til at forlænge fristen, "når forholdene taler derfor".

Styrelsen for Patientsikkerhed har givet en stående tilladelse til, at kirkegårdsbestyrelsen/krematoriet forlænger fristen fra 8 til 14 dage, når afdøde kan opbevares i et lokale med en temperatur på højst 4 grader indtil kort tid forud for begravelsen eller ligbrændingen. Læs eventuelt yderligere her: Udsættelse af begravelse | Styrelsen for Patientsikkerhed

I forhold til forpligtelsen til at afdøde opbevares i et lokale med en temperatur på højst 4 grader er det GiasCentrets opfattelse, at en forlængelse af fristen på 8 dage i forhold til jordfæstelse eller ligbrænding forudsætter, at afdøde kan opbevares ved en temperatur på højst 4 grader i hele perioden, det vil sige fra dødsfaldet indtil kort tid forud for begravelsen eller ligbrændingen, og at der således ikke blot er krav om, at afdøde kan opbevares ved en temperatur på højst 4 grader efter de 8 dage (i den ”forlængede” periode).

GiasCentret forstår videre reglerne sådan, at der ikke er krav i forhold til, hvilken temperatur afdøde skal opbevares ved, når jordfæstelse eller ligbrænding sker senest 8 dage efter dødsfaldet.

Hvis kirkegårdsbestyrelsen/krematoriet har givet tilladelse til at forlænge fristen, gælder kravet om, at afdøde skal opbevares ved en temperatur på højst 4 grader indtil "kort tid" forud for begravelsen eller ligbrændingen. "Kort tid" i den forbindelse må fortolkes restriktivt, det vil sige, at der er tale om et meget begrænset tidsrum afhængig af, hvor afdøde opbevares, og hvor højtideligheden/jordfæstelsen/ligbrændingen finder sted.

By-, Land- og Kirkeministeriet har oplyst, at spørgsmålet om, hvem der har forpligtelsen til at stille kølekapacitet til rådighed, ikke som sådan er reguleret ud over, at lig skal opbevares forsvarligt, og at det er den, der "har" afdøde, der har forpligtelsen hertil. Der er ikke nogen myndigheder, der er retligt forpligtede til at stille kølekapacitet til rådighed.

Det må med henvisning hertil konkluderes, at folkekirken ikke har nogen selvstændig forpligtelse til at stille kølekapacitet til rådighed.

Afdødes ønsker om begravelse eller brænding fremsat efter sit fyldte 15. år skal efterkommes.

Hvis der ikke foreligger ønsker fra afdøde, skal ønsker fra den person, der fremsætter anmodning om foretagelse af ligbrænding eller begravelse, som udgangspunkt efterkommes, med mindre en person, der stod afdøde nærmere, fremsætter et andet ønske.

Udtrykket ”de nærmeste pårørende” omfatter i rangorden afdødes ægtefælle, børn, forældre eller søskende. Andre forhold end ægteskabs- og slægtskabsforhold, såsom faste samlivsforhold, plejeforhold og lignende vil efter omstændighederne kunne tages i betragtning. Se pkt. II, nr. 1 i cirkulære om begravelse og ligbrænding.

Begravelsesmyndighedens afgørelse kan indbringes for skifteretten.

Afdødes ønske om gejstlig medvirken fremsat efter sit fyldte 15. år skal efterkommes.

Hvis afdøde var medlem af folkekirken på dødstidspunktet, skal dette ses som et udtryk for ønske om kirkelig begravelse med gejstlig medvirken, medmindre det modsatte godtgøres.

Hvis afdøde var medlem af folkekirken, og de pårørende ønsker en kirkelig begravelse eller bisættelse, er det ganske uproblematisk for begravelsesmyndigheden at tiltræde denne anmodning.

Hvis afdøde ikke var medlem af folkekirken eller et trossamfund udenfor folkekirken, og de pårørende derfor ikke ønsker en kirkelig handling, er det lige så uproblematisk for begravelsesmyndigheden at tiltræde anmodningen om, at der ikke skal være gejstlig medvirken.

Hvis afdøde ikke var medlem af folkekirken, men de pårørende er medlemmer og ønsker en kirkelig begravelse, kan begravelsesmyndigheden tillade dette. De pårørende har dog ikke noget krav på en kirkelig begravelse. Se Kirkeministeriets besvarelse 24. maj 1995 til Folketingets Kirkeudvalg om begravelse af ikke-medlemmer.

Hvis de pårørende fremsætter ønske om, at der ikke skal være gejstlig medvirken, er det begravelsesmyndighedens opgave at fastslå, om dette er i overensstemmelse med afdødes ønske. I de tilfælde, hvor afdøde ikke ønsker en kirkelig begravelse eller bisættelse, eller hvis afdøde har taget afstand fra folkekirken på anden vis, bør begravelsesmyndigheden naturligvis følge ønsket. Se vejledning om præsters medvirken til begravelser og bisættelser. 

Hvis et folkekirkemedlem ønsker begravelse af et andet trossamfund, har den folkekirkelige præst ingen del i begravelsen og skal ikke foretage jordpåkastelse.

Det er begravelsesmyndigheden, der på grundlag af anmodningen samt vedlagte dokumentation og øvrige foreliggende oplysninger afgør, om en præst skal medvirke ved begravelseshandlingen, herunder om jordpåkastelsesritualet skal anvendes. Begravelsesmyndighedens afgørelse kan indbringes for skifteretten.

Når afdøde ikke efterlader sig pårørende, må bopælskommunen påtage sig de opgaver, der påhviler de nærmeste pårørende.

Præsten fastsætter begravelseshandlingen med den, der har anmodet om begravelsen. Den, der fremsætter anmodning om foretagelse af en begravelse, kan bestemme, om begravelsen skal foregå i stilhed. Det er kun de personer, anmoderen har underrettet om tid og sted for begravelsen, der er inviteret. Præsten må normalt respektere dette. Hvis personer, der stod afdøde nær, har andre meninger, må præsten lave et skøn. Præsten kan kræve en erklæring på tro og love om, at det var afdødes sidste vilje, at personerne ikke skulle deltage i begravelsen. Præstens skøn skal foreligge i fornøden tid inden begravelsen og være tilstrækkelig klar.

Uenighed om valg af sted for begravelseshøjtideligheden kan ikke behandles af nogen offentlig myndighed.

Der er normalt adgang for alle til at overvære kirkelige handlinger. Hvis den, der har anmodet om den kirkelige handling, har et rimeligt motiveret ønske om at lukke handlingen, kan præsten beslutte at gøre dette. Det er dermed muligt at udelukke personer fra deltagelse i en begravelse.

Sognepræsten på afdødes bopælssted er begravelsesmyndighed i henhold til lov om begravelse og ligbrænding § 6, stk. 1. 

Kister og urner skal nedsættes på folkekirkens kirkegårde eller anden godkendt gravplads. Det fremgår af begravelseslovens § 2, stk. 1. Det er som udgangspunkt ikke tilladt at nedsætte kister og urner andre steder. Biskoppen kan dog give tilladelse til at nedsætte en urne på privat grund, hvis en række betingelser er opfyldt. Læs mere under afsnittet om ”Urnenedsættelse på privat grund”.

Hvis afdøde havde andet ønske om begravelsessted, skal dette så vidt muligt imødekommes.

Det er som udgangspunkt kirkegården i sognet, hvori afdøde var bosiddende, der er begravelsessted jf. lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde § 14. 

Efter bestemmelsen har sognets beboere ret til at blive begravet på kirkegården i det sogn, hvor de bor. Også udensognsboende har ret til begravelse, hvis de har en særlig tilknytning til sognet. Særlig tilknytning foreligger, hvis man tidligere har haft bopæl i sognet, hvis man har nære pårørende, der bor i sognet, eller hvis man har forældre, ægtefælle eller børn, der er begravet på en kirkegård i sognet.

Andre udensognsboende har som udgangspunkt også adgang til at blive begravet på kirkegården. Menighedsrådet kan dog afvise dette, hvis det er nødvendigt ud fra hensynet til den nuværende eller fremtidige betjening af sognets egne beboere. 

De pårørende kan få urnen udleveret i umiddelbar tilknytning til urnenedsættelsen eller askespredningen. Se Kirkeministeriets brev af 13. juni 2018 om opbevaring af urne i hjemmet.

De pårørende må ikke permanent have en urne stående derhjemme, da det ikke er en anerkendt begravelsesform i Danmark.

Hvis kirkegården ikke får indleveret en urne til nedsættelse som aftalt, skal kirkegården eller præsten kontakte de pårørende med henblik på aftale omkring urnenedsættelsen.

Krematorierne oplever ofte, at urnen ikke afhentes. Hvis hverken de pårørende eller en eventuel bedemand tager initiativ til, at urnen afhentes, bør krematoriet i første omgang kontakte de pårørende og/eller bedemanden. 

Hvis det ikke er muligt at få kontakt til de pårørende og/eller bedemanden, bør krematoriet i tilfælde, hvor urnen skal nedsættes på en kirkegård, overdrage urnen til den kirkegård, der fremgår af afgørelsen om begravelse og ligbrænding med henblik på nedsættelse i overensstemmelse med begravelsesmyndighedens afgørelse. 

Er der ikke truffet afgørelse herom, er krematoriet berettiget til at nedsætte urnen på en af folkekirkens kirkegårde, jf. begravelseslovens § 2, stk. 1.

Kirkegården oplever også ofte, at de pårørende ikke reagerer på kirkegårdens henvendelse vedrørende nærmere aftale om nedsættelse af urnen, når denne er modtaget af kirkegården. I en sådan situation er kirkegården også berettiget til at nedsætte urnen på kirkegården, jf. begravelseslovens § 2, stk. 1.

Kirkegården eller krematoriet må herefter efterfølgende inddrive omkostningerne for urnenedsættelsen og gravstedet i boet eller hos de pårørende, hvis ikke der er penge i boet.

Problemstillingen har været forelagt for By-, Land- og Kirkeministeriet.

Det er muligt at fastsætte en bestemmelse i kirkegårdsvedtægten om, at ingen må overvære kiste- og urnenedsættelser i den anonyme fællesplæne. Hensynet til de pårørende kan dog i særlige tilfælde begrunde, at de til trods for bestemmelsen i kirkegårdsvedtægten kan være til stede ved nedsættelsen. Det kan fx være tilfældet, hvis det var afdødes ønske, at de pårørende er til stede.

GiasCentret kan dog ikke anbefale en sådan bestemmelse, idet pårørende som udgangspunkt og i videst mulige omfang bør have lov til at overvære nedsættelser.

Hvis det var afdødes ønske, at ingen må overvære nedsættelsen, skal det dog altid respekteres.

Der er foretaget flere høringer af Kirkeministeriet omkring problemstillingen:

• Kirkeministeriets svar fra januar 1997
• Kirkeministeriets svar fra juni 1997
• Kirkeministeriets svar fra 2003
• Kirkeministeriets svar fra maj 2022

Når et menneske dør.