Der kan være stor kulturhistorisk værdi i de kirkelige tagværker – hvad end det er næsten komplette, historiske konstruktioner eller dele af ældre tagværk, der er genanvendt i nyere konstruktioner.
Der kan være stor kulturhistorisk værdi i de kirkelige tagværker – hvad end det er næsten komplette, historiske konstruktioner eller dele af ældre tagværk, der er genanvendt i nyere konstruktioner.
Hent afsnit som PDFSend afsnit som e-mail
Renovering og udskiftning af tag og tagværk skal altid godkendes af stiftsøvrigheden uanset kirkens alder.
De kirkelige tagværker er nutidens vigtigste og næsten eneste kilde til middelalderens tømrerhåndværk. I nogle tagrum kan man finde bevaret tagspær og tømmer helt tilbage fra 1100-tallet.
Det anbefales i projektets opstartsfase, at istandsættelse af et tagværk drøftes på et møde med stiftet, Nationalmuseet og den kgl. bygningsinspektør.
Det skal være en kirkekyndig arkitekt og håndværkere med erfaring med historiske konstruktioner, som tilknyttes et projekt for istandsættelse af historisk kirkeligt tagværk.
Arkitekten og eventuelt tømreren skal som en del af projektbeskrivelsen foretage en gennemgang og registrering af tagværket og beskrive dets skadesomfang og forslag til istandsættelse.
Registreringen af tagværket kan først fuldføres, når tagbeklædningen på den nederste del af tagfladen er fjernet. Tagbeklædningen kan ikke fjernes før det er godkendt af stiftsøvrigheden. I tagsager anbefales det at, der afholdes et møde på stedet, når tagbeklædningen er fjernet, med deltagelse af menighedsrådet, arkitekten, håndværkere og Nationalmuseet.
På mødet kan det i samråd med Nationalmuseet besluttes, hvad der kan og skal erstattes, og hvad der på trods af skader skal forblive på plads, samt hvor der i stedet med fordel kan anvendes nye pålaskninger, hjælpespær og lignende. Ved mødet mellem menighedsrådet, arkitekt og Nationalmuseet kan der desuden tages stilling til, om der er økonomi i projektet til, at der tages prøver af tagværket til såkaldt dendrokronologisk (årrings) aldersbestemmelse.
Ved istandsættelse af historisk tagværk skal der skal altid benyttes traditionelle tømmersamlinger og førsteklasses egetømmer. Det er sjældent, at der gives tilladelse til anvendelse af trykimprægneret træ, lim, skruer og sømbeslag.
Arbejdet så vidt muligt skal udføres som traditionelt tømrerhåndværk.
Tagbeklædningen hviler på langsgående lægter eller brædder, som er sømmet på oversiden af spærene. Lægter og brædder bærer beklædningen af tegl, bly, skifer samt i enkelte tilfælde træspån eller kobber. Blypladerne er støbt og lægges fast med omrullede kanter og særlige beslag. Skifer og spån sømmes på brædderne.
Siden taget blev lagt, har dets underside, set inde fra loftet, stået fuldt synlig mellem spær og lægter. Tegltagenes tæthed er blevet sikret indefra med understrygning, dvs. med indpresset mørtel mellem stenene.
Understrygning skal udføres af kyndige murere og med den rigtige mørtelblanding iblandet fæhår.
Istandsættelse af et blytag på en kirke over 100 år skal godkendes af Stiftsøvrigheden.
Bly på kirketage kendes helt tilbage til de ældste stenkirker. Det er giftigt, men det er stadig tilladt at bruge bly på kirker.
Blytage på middelalderlige kirkebygninger er undtaget fra det generelle blyforbud og der kan lovligt anvendes bly til småreparationer og større istandsættelser og det kræver ikke særlig tilladelse fra Miljøstyrelsen.
På kirker med blytage vil jorden langs facaderne være forurenet af bly. Dette skyldes afvaskning af tagfladerne, når der regner.
Den blyforurenede zone, er afgrænset til tagvandets nedslagszone, hvilket vil sige en meter bræmme langs facaderne, hvor regnvandet løber direkte ned på jorden og med faldende koncentration væk fra kirkebygningen. Omfanget af forureningen kan variere fra sted til sted, afhængigt af faktorer som jordbundsforhold og hvor længe taget har været tækket med bly. Så tæt på kirken, vil gravearbejde eller andre former for jordbearbejdning normalt kun forekomme sporadisk. Så længe jorden ikke skal flyttes eller jævnligt håndteres, vil den blyforurenede jord ikke umiddelbart give anledning til at foretage særlige foranstaltninger, herunder undersøgelser af jorden.
Giver forholdene ved den enkelte kirke anledning til spørgsmål kan menighedsrådet kontakte stiftet for nærmere råd og vejledning.
Oplægning af blytag på en kirke, der ikke allerede er beklædt med bly, kræver Miljøstyrelsens godkendelse. Stiftsøvrigheden har ingen principiel holdning til anvendelse af bly som tagbeklædning.
Stiftsøvrigheden vil tage stilling i den enkelte sag på grundlag af en konkret vurdering og de indstillinger, som konsulenterne afgiver. Menighedsrådet kan med fordel anmode stiftet om en principgodkendelse af materialevalget, evt. efter en drøftelse på stedet i et møde med deltagelse af konsulenterne. Når et forslag om at anvende bly til tagbeklædning er godkendt, vil stiftet gerne være behjælpeligt med kontakt til Miljøstyrelsen.
Hvis man lægger et undertag, vil det medføre at tagfladen hæves og der vil ske en opretning af tagfladen. Desuden kan man ikke undgå indgreb i taggavlene, som tagfladerne skal løbe ind i af hensyn til tagets tæthed.
Disse ændringer vil indebære at kirken rent æstetisk kommer til at fremstå anderledes, særligt i de tilfælde, hvor der kun etableres undertag på dele af kirkens tagflader.
Man bør derfor altid gøre sig overvejelser om kirkens, og særligt tagfladernes, symmetri og udtryk, før man går i gang med et undertagsprojekt. Disse overvejelser skal fremgå af projektbeskrivelsen.
Set indefra forsvinder desuden synet af det historiske håndværk og tagstenene, når de erstattes af brædder med sorte striber imellem. Selv om loftrummet ikke er kirkens mest besøgte lokale, så rummer det ofte kulturhistorisk værdi, og dets fremtræden og bevaring må ikke negligeres.
Reglerne om arbejdssikkerhed vil i dag ofte være en hindring for arbejdets udførelse, især i kirker med hvælv, hvor der ofte er meget snævert, og hvor stilladser kan være umulige at sætte op. I situationer, hvor arbejdsforhold i forbindelse med understrygning ikke kan forbedres med gangbroer eller lignende, kan det komme på tale at oplægge et undertag, som ikke skal understryges.
Et projekt for etablering, ændring eller optimering af udluftning af kirkens tagrum skal godkendes af stiftet.
Der skal sørges for god udluftning af ethvert tagrum bl.a. for at undgå fugt og borebiller.
Bly, som angribes af fugt på undersiden, kan reagere ved at drysse giftige blyilte ned som pulver, og fugt forårsaget af dårlig ventilation skader alt.
Der skal være tilstrækkeligt med trækhuller i det vandrette bræt (sugfjæl), som lukker af forneden under tagets udragende del. Hullerne skal have trådnet indvendigt for at holde fugle og større kryb ude, og der skal indbygges udluftningshuller opadtil i taget, så luften kan fornyes.
Tag og loft skal efterses med jævne mellemrum, det vil sige ikke kun i forbindelse med provstesyn.
Hvis der har været kraftigt regnvejr eller snestorm kan det anbefales at kirkeloftet tjekkes, om der har regnet ind, eller der ligger fygesne som skal fjernes, før den smelter og giver vandskade.
Hvælvlommer
Oprensning af hvælvlommer skal godkendes af stiftsøvrigheden.
I hvælvlommer ligger der ofte gammelt mørtel og byggemateriale. Forslag til oprensning af hvælvlommerne er nogle gange en del af projekter for tag og tagværker.
Normalt oprenses hvælvlommer ikke, da det ikke har positiv virkning på bygningen og i værste fald kan skade rester af kalkmalerier og gammel puds fra før hvælvenes tid. Hvis det vurderes, at hvælvlommerne bør oprenses helt eller delvist, skal der redegøres for dette i projektbeskrivelsen på en måde, så det er muligt at vurdere, om:
Hvis stiftsøvrigheden giver tilladelse til projektet, skal det praktiske arbejde planlægges sammen med Nationalmuseet og det skal aftales om en arkæolog eller konservator skal deltage i dele af arbejdsprocessen.
Fyld fra hvælvlommer skal altid soldes.
Hvælvoversider
Pudsning af hvælvoversider skal godkendes af stiftet.
Hvælvoversider kan rengøres ved støvsugning, og det øverste lag af hvælvlommer renses med hånden for smuds og fugleekskrementer.
Hvælvoversiderne bør behandles før eller samtidig med, at hvælvundersiderne behandles, og altid på den tid af året, hvor kirkerummet er uopvarmet.
Ved arbejder over hvælv anvendes så lidt vand som muligt. Der anvendes kun kulekalksmørtler.
I nogle tilfælde anbefaler Nationalmuseet at pudse hvælvenes oversider helt eller delvist. Anbefalingen er afhængig af forholdene. Det anbefales, at hvælvoversiden registerets, inden det pudses. Detaljeringsgraden varierer efter de antikvariske værdier. Fotografering og en kort beskrivelse er den enkleste metode.
Udarbejdet af
Stifterne i Danmark i samarbejde med Landsforeningen af Menighedsråd og med bidrag fra Nationalmuseet.
Opdateret
31. juli 2023