Folkekirkens kirker er en vigtig del af Danmarks kulturarv og udgør mange steder markante kulturhistoriske pejlemærker i landskabet.
Beskyttelsen af kirkerne og deres omgivelser sker både gennem den kirkelige lovgivning og gennem kommunernes planlægning.
I dette afsnit kan du læse om menighedsrådets, kommunens og stiftsøvrighedens roller i sager om kirkeindsigt, kirkefredninger og planlægning omkring kirkerne.
Hent afsnit som PDFSend afsnit som e-mail
Kommunerne har i mange kommuneplaner udpeget kirkeindsigtsområder omkring by- og landsbykirker.
Formålet er at sikre, at kirkerne fortsat kan opleves som markante kulturhistoriske pejlemærker, og at byggeri, tekniske anlæg og andre indgreb ikke slører eller forringer oplevelsen af kirkerne og deres omgivelser.
Inden for de udpegede kirkeindsigtsområder skal hensynet til kirkens betydning i landskabet tillægges særlig vægt.
Kirkebyggelinje
Naturbeskyttelseslovens § 19 fastlægger en kirkebyggelinje i en afstand af 300 m fra kirker, som hindrer bebyggelse over 8,5 m, medmindre kirken er omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen.
Naturbeskyttelseslovens § 19 fastlægger en kirkebyggelinje i en afstand af 300 m fra kirker, som hindrer bebyggelse over 8,5 m, medmindre kirken er omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen.
Det er kommunen der kan give dispensation fra kirkebyggelinjen.
Kommunen kan i visse tilfælde indarbejde en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 19 om kirkebyggelinjer i en lokalplan, jf. planlovens § 15, stk. 5.
Hvis en lokalplan indeholder en sådan dispensation, skal kommunen redegøre for, hvorfor dispensationen kan meddeles, og hvordan hensynet til kirken og kirkelandskabet er vurderet.
Stiftsøvrigheden vil i sager om dispensation fra kirkebyggelinjen være særligt opmærksom på planens betydning for kirkeindsigten, kirkeudsigten og de kulturhistoriske værdier omkring kirken.
Omkring kirker kan der være forskellige former for fredninger og beskyttelsesinteresser.
Vær opmærksom på, at en kirke kan være omfattet af flere forskellige beskyttelsesordninger samtidig, herunder Provst Exner-fredninger, fredninger efter naturbeskyttelsesloven, kirkebyggelinjer og kommunale udpegninger af kirkeindsigtsområder eller kulturmiljøer.
Formålet med disse fredninger kan blandt andet være at beskytte landskabet, kulturhistoriske værdier eller særlige naturinteresser.
Fredningsnævnet er myndighed på området og hører ofte stiftsøvrigheden og andre relevante myndigheder, inden der træffes afgørelse i en fredningssag.
En kirkes omgivelser kan være omfattet af flere forskellige beskyttelsesordninger samtidig, og det er derfor vigtigt at undersøge både fredninger og de kommunale planudpegninger, inden et projekt igangsættes.
Provst Exner-fredninger er fredninger af omgivelserne omkring bestemte kirker.
Fredningerne administreres af fredningsnævnene og fremgår i mange kommuner af kommuneplanens kort eller redegørelser om natur- og kulturhistoriske interesser. De kan også ses på kirkeplan.dk.
Hvis et projekt berører et fredet område, kan det kræve dispensation fra fredningen.
Ud over fredninger kan kommunerne i kommuneplanen udpege kirkeindsigtsområder omkring by- og landsbykirker. Formålet er at beskytte oplevelsen af kirken som et markant kulturhistorisk pejlemærke og bevare de væsentlige ind- og udsigter til kirken.
Kirkeindsigtsområder er ikke fredninger og administreres efter planloven som en del af kommunens planlægning.
Formålet kan dog i mange tilfælde minde om formålet med en Provst Exner-fredning, da begge ordninger søger at bevare kirkens landskabelige og kulturhistoriske værdier.
Det er staten, der administrerer de fredede bygninger, mens kommunerne har ansvaret for de bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer.
Kommunerne kan registrere og udpege bevaringsværdige bygninger. Udpegningen sker typisk på baggrund af en SAVE-registrering og fremgår af kommuneplanen.
Vurderingen af, om en bygning er bevaringsværdig, foretages typisk efter SAVE-metoden. SAVE er en systematisk registreringsmetode, hvor bygningens arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige værdier samt dens originalitet og tilstand vurderes.
Bygningens samlede bevaringsværdi kategoriseres efter en skala fra 1 til 9, hvor 1 til 3 svarer til en høj bevaringsværdi, 4 til 6 svarer til en middel bevaringsværdi og 7 til 9 svarer til en lav bevaringsværdi.
Bygninger med en bevaringsværdi fra 1 til 4 er udpeget som bevaringsværdige og må ikke nedrives uden kommunalbestyrelsens tilladelse.
En varig regulering af bevaringsværdige bygningers og kulturmiljøers fremtidige udvikling forudsætter som udgangspunkt en lokalplan, der kan fastsætte bestemmelser om blandt andet bevaring af bygningers hovedform, materialer og detaljering.
Folkekirkens kirker indgår som udgangspunkt ikke i kommunernes SAVE-registreringer, da kirkerne er omfattet af en særlig beskyttelse efter den kirkelige lovgivning.
Kommunerne kan i kommuneplanen udpege bevaringsværdige kulturmiljøer og kan gennem lokalplanlægning fastsætte bestemmelser, der understøtter bevaringen af de kulturhistoriske værdier.
Bevaringsværdige kulturmiljøer kan bestå af både kulturhistoriske enkeltelementer og sammenhængende helheder. Kulturmiljøerne er ofte egnstypiske og repræsentative for et område og har en stor fortælle- og bevaringsværdi, fordi de viser områdets historiske udvikling gennem længere tid.
Som grundlag for udpegningen af de enkelte kulturmiljøer udarbejdes en redegørelse, der beskriver de kulturhistoriske værdier og fastlægger de nærmere retningslinjer for administrationen af områderne.
Inden for de udpegede kulturmiljøer skal de kulturhistoriske værdier i videst muligt omfang beskyttes. Der bør derfor normalt ikke opføres byggeri eller etableres anlæg, som ødelægger eller i væsentlig grad forstyrrer oplevelsen af de kulturhistoriske værdier.
Byggeri, anlægsarbejder og andre indgreb i de udpegede kulturmiljøer skal ske med størst mulig hensyntagen til de kulturhistoriske værdier.
Kommuneplanen fastlægger de overordnede mål og retningslinjer for kommunens udvikling og arealanvendelse.
Kommuneplanen danner grundlag for senere lokalplanlægning og administration af det åbne land.
Retningslinjerne i kommuneplanen har derfor stor betydning for, hvordan områder omkring kirker kan udvikle sig, og hvilke hensyn der skal tages til kirkeomgivelserne i fremtidige plan- og byggesager.
Kommuneplanen indeholder blandt andet retningslinjer for natur, landskab, kulturmiljøer og kirkeomgivelser og har derfor stor betydning for beskyttelsen af kirkerne og deres omgivelser.
Kommunerne skal revidere kommuneplanen hvert fjerde år. Kommuneplanen omfatter en planperiode på op til 12 år.
Forslag til kommuneplaner offentliggøres i Plandata og sendes i offentlig høring i mindst 8 uger.
Plansager, der kan påvirke kirker og kirkeomgivelser, screenes indledningsvis af Plancentret i Aalborg Stift, inden de eventuelt sendes videre til det relevante stift.
Kommuneplanforslag sendes desuden i høring hos de statslige myndigheder, herunder Sundheds- og Kirkeministeriet, som videresender planerne til det relevante stift.
Hvis stiftet vurderer, at kommuneplanforslaget kan påvirke kirker eller kirkeomgivelser væsentligt, gennemgår stiftet planen nærmere og kan hvis det er nødvendigt høre de berørte menighedsråd eller indhente yderligere oplysninger.
Hvis stiftet vurderer, at kommuneplanforslaget væsentligt tilsidesætter de nationale interesser i beskyttelsen af kirkeomgivelserne, kan stiftet indstille til Sundheds- og Kirkeministeriet, at der fremsættes en statslig indsigelse mod planen.
Et kommuneplantillæg ændrer eller supplerer den gældende kommuneplan.
Kommunen udarbejder et kommuneplantillæg, når et projekt eller en lokalplan ikke er i overensstemmelse med den gældende kommuneplan.
Et kommuneplantillæg udarbejdes ofte samtidig med en lokalplan.
Kommuneplantillægget fastlægger de overordnede rammer for udviklingen af et område, mens lokalplanen fastsætter de konkrete bestemmelser for områdets anvendelse og bebyggelse.
Kommuneplantillæg kan have stor betydning for kirker og kirkeomgivelser, fordi de kan ændre de overordnede rammer for et områdes udvikling, herunder mulighederne for nyt byggeri, tekniske anlæg og ændret arealanvendelse.
Forslag til kommuneplantillæg offentliggøres i Plandata og sendes i offentlig høring i mindst 4 uger.
Plansager, der kan påvirke kirker eller kirkeomgivelser, screenes indledningsvis af Plancentret i Aalborg Stift, inden de eventuelt sendes videre til det relevante stift.
Hvis stiftet vurderer, at et kommuneplantillæg kan påvirke kirker eller kirkeomgivelser væsentligt, gennemgår stiftet planen nærmere og kan om nødvendigt høre de berørte menighedsråd eller indhente yderligere oplysninger.
Hvis et kommuneplantillæg væsentligt tilsidesætter de nationale interesser i beskyttelsen af kirkeomgivelserne, kan staten fremsætte en indsigelse mod planen. Hvis der fremsættes en statslig indsigelse, kan kommuneplantillægget ikke vedtages endeligt, før der er opnået enighed om de nødvendige ændringer.
En lokalplan er en plan, der fastsætter bindende bestemmelser for anvendelse og bebyggelse inden for et afgrænset område. Ved lokalplanlægning kan de mange forskellige interesser i et område afvejes, herunder hensynet til natur, landskab, kulturhistoriske værdier og kirkeomgivelser.
Lokalplaner kan have stor betydning for kirker og kirkeomgivelser, fordi de blandt andet kan fastlægge bestemmelser om bygningers placering, højde, omfang og anvendelse.
I visse tilfælde kan en lokalplan indeholde en dispensation fra kirkebyggelinjen. I disse tilfælde skal kommunen redegøre for, hvordan hensynet til kirken og landskabet kirken er placeret i er vurderet.
Forslag til lokalplaner offentliggøres i Plandata og sendes i offentlig høring. Høringsperioden er som udgangspunkt mindst 4 uger.
Plansager, der kan påvirke kirker eller kirkeomgivelser, screenes indledningsvis af Plancentret i Aalborg Stift, inden de eventuelt sendes videre til det relevante stift.
Hvis stiftet vurderer, at en lokalplan kan påvirke kirker eller kirkeomgivelser væsentligt, gennemgår stiftet planen nærmere og kan om nødvendigt høre de berørte menighedsråd eller indhente yderligere oplysninger.
Stiftet vil ofte høre de berørte menighedsråd for at få belyst de lokale forhold. Stiftet kan desuden vælge at høre den kongelige bygningsinspektør eller andre sagkyndige.
Hvis et lokalplanforslag væsentligt tilsidesætter de nationale interesser i beskyttelsen af kirkeomgivelserne, kan staten fremsætte en indsigelse mod planen. Hvis der fremsættes en statslig indsigelse, kan lokalplanen ikke vedtages endeligt, før der er opnået enighed om de nødvendige ændringer.
Lokalplanen er det planredskab, der har størst betydning for, hvordan et konkret område kan udvikles. Det er derfor ofte i forbindelse med lokalplanlægningen, at hensynet til kirker og kirkeomgivelser bliver vurderet nærmere.
Eksempler på lokalplaner, der kan påvirke kirker og kirkeomgivelser
Udarbejdet af
Stifterne i Danmark i samarbejde med Landsforeningen af Menighedsråd og med bidrag fra Nationalmuseet.
Opdateret
30. juni 2026