Lovgivning om folkekirkens bygninger, kort intro

Selv om kirkerne ikke er fredede, fremstår de i en stand, som er unik for middelalderbygninger.  

Vedligeholdet af de danske kirker varetages i et samarbejde mellem menighedsråd, de kirkelige myndigheder (provstiudvalg, stiftsøvrighed og kirkeministeriet) samt en række fagkonsulenter.  

Dette samarbejde strækker sig tilbage til 1861, hvor der blev der udsendt en kirkesynslov for at sikre, at kirkebygningerne fremstod velholdte, var forsynet med nødvendigt inventar og med pæne kirkegårde.  

Loven var så grundig, at det ved bygningsfredningslovens udarbejdelse i 1918 blev konkluderet, at kirkerne var i trygge hænder hos de kirkelige myndigheder og det blev opretholdt, da kirkesynsloven i 1922 blev revideret. På det tidspunkt var stort set alle danske kirker overgået til selveje under et menighedsråd, og rammerne for vedligehold og renovering af kirker og kirkegårde fik den form, der den dag i dag fortsat eksisterer.  

Loven, der i dag danner rammen om vedligehold og renovering af kirkerne og kirkegårde, er: ”Lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde”. Loven er suppleret med en bekendtgørelse ”Bekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde”, som indeholder mere detaljerede regler og fordeling af kompetencen mellem menighedsråd, provstiudvalg og stiftsøvrighed.

Loven har til formål, at folkekirkens bygninger danner de bedst mulige rammer om menighedens gudstjenester og kirkelige handlinger, sørge for at der er tilstrækkelig plads til begravelser og at kirkegården fremstår velholdte og værdig samt at sikre, at der ikke sker kulturforringelse af bygninger og kirkegårde.

Der er derfor to sideordnede hensyn, som menighedsrådet og de kirkelige myndigheder skal varetage i sager om kirken og på kirkegården. Nemlig både at skabe de bedste rammer for at menighedsrådet kan fremme sognets kirkelige liv, men uden at dette går ud over kirkens og kirkegårdens kulturhistoriske værdier. Det er i sidste ende stiftsøvrighedens ansvar at foretage saglig vægtning mellem de to hensyn.

Det er menighedsrådet, der er bestyrelse for kirkerne og kirkegårdene, og derfor ansvarlige for at de generelt fremstår i velholdt stand herunder løbende vedligehold og tilsyn.

I det daglige er det menighedsrådet, der har ansvaret for opsynet med kirken og det daglige vedligehold. 

Det der kan karakteriseres som dagligt vedligehold kan menighedsrådet selv træffe beslutning om, men der er andre områder hvor menighedsrådets ønsker og planer skal godkendes af enten provstiudvalget eller stiftsøvrigheden.

Menighedsrådet har også initiativretten til større ombygninger, renoveringer og omlægning af kirkegården. 

Det der kaldes ”almindeligt/dagligt vedligehold”, er det eneste hvor menighedsrådet selv må tage initiativ til udbedring eller udskiftning uden først at søge om tilladelse.  

Hvad man betegner som ”almindeligt/dagligt vedligehold” er også afhængigt af, om kirken er over eller under 100 år gammel. Der er ganske få ting der hører under kategorien ”almindelig/dagligt vedligehold” når kirken er over 100 år gammel.

Eksempler på vedligeholdsarbejde som menighedsrådet selv må, uanset kirkens alder:

• Udskiftning af defekte tagsten med tilsvarende sten som eksisterende.
   
• Udskiftning af defekte tagrender/nedløbsrør.
   
• Udvendig vedligeholdelseskalkning, dvs. kun overfladebehandling og ikke afrensning. Hvis kirken er over 100 år, bør man altid kontakte Nationalmuseets Kalkningstjeneste, før man går i gang, for råd og vejledning om de bedste metoder til udvendig kalkning af kirken.
   
• Afrensning med vand af kalkede hvide vægge.

Kirker under 100 år – ting som menighedsrådet selv kan træffe beslutning om:

• Istandsættelse af murværk og konstruktioner.

Kirker over 100 år – ting som menighedsrådet selv kan træffe beslutning om:

• Løbende vedligehold af udvendigt murværk og konstruktioner, dog ikke indgreb i hverken murværket eller kirkens konstruktioner.

Hvis man er i tvivl, om hvad der er almindeligt/dagligt vedligehold, kan man altid kontakte sit lokale stift for råd og vejledning.