Nedenfor finder I de 4 ting, som vi altid beder jer gøre som det første, hvis der har været storm eller orkan i jeres område:
1. Tjek alle jeres bygninger
Gå jeres bygninger – såsom fx kirken, graverhuset, præstegården og menighedshuset – grundigt igennem for skader både ude og inde. Vær her særligt opmærksom på tag, loft og kælder.
2. Begræns skaden
Opdager I en skade, skal I gøre, hvad I kan for at forhindre, at den bliver værre (få evt. hjælp fra skadeservice, jeres lokale tømrer, glarmester m.v. til den indledende nødreparation).
Husk også, at skader på selve kirkebygningen altid skal anmeldes til Nationalmuseets kirkekonsulentfunktion. Kirkekonsulenterne vil herefter foretage besigtigelse af kirken og hjælpe jer med at sikre, at både bygningen og inventaret bliver bevaret og sikret på den mest forsvarlige måde.
Vær opmærksom på, at istandsættelse af kirkebygningen i visse tilfælde kan kræve godkendelse fra stiftsøvrigheden i jeres eget stift.
3. Dokumentér skaden
Sørg for at dokumentere skaden grundigt ved at tage billeder fra flere vinkler. Det er i øvrigt en stor hjælp, hvis I samtidig beskriver skadens omfang, hvad der konkret skal udbedres, og vedlægger et prisoverslag på arbejdet. Gem desuden alle aftalesedler, tilbud, kvitteringer og fakturaer, hvis I senere skal dokumentere jeres udgifter over for os.
4. Anmeld skaden til Forsikringsenheden
Når I er klar til at anmelde skaden til Forsikringsenheden, skal I ikke logge ind. I skal blot gå ind på Folkekirkens Intranet (FIN) og finde fanen ’Vejledninger’. Her vælger I ’Folkekirkens Forsikrings- og Selvforsikringsordning’ og trykker på ’Anmeldelse af skade’. Under afsnit 1 kan I downloade selve skadesanmeldelsesblanketten. Når I har udfyldt blanketten, skal den blot indsendes sammen med relevant dokumentation til Forsikringsenheden på fe@km.dk.
NB: Hvis I vurderer, at reparationerne vil løbe op i mere end 50.000 kr., skal I huske at indhente minimum to tilbud, idet det kan medvirke til at skabe konkurrence mellem tilbudsgiverne og give jer den bedst mulige pris. Vi er opmærksomme på, at det ikke altid er muligt at indhente flere tilbud. I de tilfælde skal I kunne dokumentere, at I har forsøgt – fx ved at gemme kopier af sendte mails eller beskrive de bestræbelser, I har gjort jer for at indhente priser hos andre.