Per 1. januar 2025 er Thomas Munk Rønberg fra Helsingør Stift og Gertrud Yde Iversen fra Ribe Stift af de to stifters biskopper udpeget som koordinerende fængselspræster pa landsplan.
Det er de koordinerende fængselspræsters opgave at sikre, at nye fængselspræster fa r en god start, sørge for vidensdeling både internt og eksternt samt fungere som kontaktpersoner til Kriminalforsorgen.
I deres virke har de koordinerende fængselspræster ansvaret for i samarbejde med den gejstlige ledelse og Kriminalforsorgens institutionsledelser at skabe gode rammer og vilkår for folkekirkens tilstedeværelse i landets fængsler og arresthuse.
”Ud over hele landet yder folkekirkens fængsels- og arresthuspræster en meget stor indsats, der er værdsat både af de indsatte og af Kriminalforsorgen. Med ansættelsen af Gertrud Yde-Iversen og Thomas Munk Rønberg som koordinatorer vil vi understøtte den gejstlige betjening af fængsler og arresthuse,” lyder det fra Peter Birch, biskop over Helsingør Stift. Han fortsætter:
”De to er begge erfarne fængselspræster og kan styrke modtagelsen af nye fængsels- og arresthuspræster og fungere som kontakt til Kriminalforsorgen og ledelserne af det enkelte fængsel og arresthus.”
De to fængsels- og arresthuspræster har delt landet mellem sig i en øst- og en vestdel, således at Thomas Munk Rønberg er kontaktperson for fængsels- og arresthuspræsterne i Helsingør, København, Roskilde og Lolland-Falster stifter, mens Gertrud Yde Iversen er kontaktperson for fængsels- og arresthuspræsterne i Aalborg, Aarhus, Viborg, Haderslev, Ribe og Fyens stifter.
Kontakt:
Peter Birch, biskop over Helsingør Stift: 49 21 35 00
Elof Westergaard, biskop over Ribe Stift: 75 42 18 00