Til alle menighedsråd, provstiudvalg og stifter
By-, Land- og Kirkeministeriet har i dag sendt vedhæftede forslag til lov om ændring af lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m. og lov om folkekirkens økonomi (Understøttelse af menighedsrådenes vedligeholdelse af middelalderkirker og orientering om foreløbigt ligningsbehov) i høring til alle høringsparter på den vedlagte høringsliste.
Lovforslaget implementerer de anbefalinger fra Udvalget vedrørende bæredygtig finansiering af folkekirkens fællesopgaver, som forudsætter lovændring, og vedrører i det væsentlige følgende ændringer:
- Understøttelse af menighedsrådenes vedligeholdelse af middelalderkirker gennem etablering af en ny fællesfondsinstitution i form af en enhed for folkekirkens middelalderkirker, som kan overtage vedligeholdelsesansvaret for et mindre antal middelalderkirker.
- Præcisering af kirkeministerens hjemmel til at fastsætte procesmæssige regler, herunder frister for provstiudvalgenes drøftelse af de lokale kassers ligningsbehov med henblik på at sikre sammenhæng i de lokale og nationale processer, som har betydning for den samlede kirkeskatteprocents størrelse.
Høringsmaterialet er også tilgængeligt på Høringsportalen http://høringsportalen.dk/
Anbefalingerne fra Udvalget vedrørende bæredygtig finansiering af folkekirkens fællesopgaver kan læses her: https://www.blkm.dk/fileadmin/share/dokumenter/UBFFF_Sammenfatning.pdf
Fristen for eventuelle bemærkninger er den 25. august 2025 kl. 12.
Med venlig hilsen
Kirkeret og Tværgående Jura
By-, Land- og Kirkeministeriet