Orientering om de kommende lønforhandlinger, Aarhus Stift

Kære præster og provster i Aarhus Stift

Jeg skal med dette brev orientere jer alle om processen for de kommende lønforhandlinger i Aarhus Stift, herunder de aftalte sigtepunkter for forhandlingerne, muligheden for en lønsamtale med provsten og muligheden for at indstille sig til lønforbedring.

 

Tids- og procesplan for lønforhandlinger 2025 

Der er aftalt følgende tidsplan for lønforhandlingerne: 

Ultimo juni er der mulighed for at aftale en lønsamtale med provsten. Jeg skal gøre opmærksom på, at man fint kan søge om lønforbedring, selvom man ikke har haft en lønsamtale med provsten.

Hvis man har haft en lønsamtale med provsten, er det vigtigt, at man i ansøgningsskemaet orienterer om indholdet af samtalen, da jeg ikke på anden vis bliver bekendt med den. 

1. august åbnes der for linket til ansøgningsskemaer, hvor I har mulighed for at sende en ansøgning om lønforbedring. I vil på FIN finde linket til ansøgningsskemaet. 

Det er en fordel, hvis ansøgningerne er korte og præcise. 

29. august udløber ansøgningsfristen, hvorefter stiftet sender ansøgningerne til den enkelte provst og tillidsrepræsentant, med henblik på, at de i fællesskab kan udarbejde en indstilling til ansøgningerne. 

Medio september sender provsten og tillidsrepræsentanten deres indstillinger til mig og Præsteforeningens forhandlere. 

8. oktober er der lønforhandling. 

Senest 15. november sender stiftet indberetning til FLC om forhandlingsresultatet. 

Senest 30. november offentliggøres resultatet af lønforhandlingerne på FIN. 

Januar 2026 holder jeg evalueringsmøde med provster og tillidsrepræsentanter. 

 

Kriterier for forhandlingerne 2025

Jeg har aftalt med jeres lokale forhandlere Erik Søndergård, Vibeke Døssing Rudebeck og Iben Johanne Thomsen, at kriterierne for lønforhandlingerne i år skal være: 

Der skal lægges vægt på særlige indsatser på det religionspædagogiske område, samtidig med at der skal være fokus på særlige indsatser i løbet af året og det gode og stabile præstearbejde. 

Jeg ser frem til en god proces for lønforhandlingerne. 

 

Med venlig hilsen
Henrik Wigh-Poulsen