Rasmus Peytz Stephansen er optaget af at brede kendskabet til kristendommen ud til dem, folkekirken ikke har kontakt med i forvejen, og arbejder som præst på Amager. Fra 1. januar er det desuden hans opgave at styrke samarbejdet mellem folkekirken og ungdomsuddannelserne.
Rasmus Peytz Stephansen har gået på HTX og læst programmering og IT, inden han begyndte at læse teologi.
- Jeg fandt Gud i maskinen. Jeg havde brug for mere frie rammer, hvor jeg kunne lægge min egen sjæl i mit arbejde. Efter jeg var blevet konfirmeret, lå der en tanke i baghovedet om at blive præst. Og den lå der stadig, da jeg fandt ud af, at IT-verdenen slet ikke var mig.
Han forklarer, at han kommer fra en middelklassefamilie, og at læsning ikke var en naturlig del af hans opvækst.
- Så for mig har det at studere været noget, jeg skulle lære. Og jo mere jeg læste på universitetet, jo mere blev jeg bekræftet i, at jeg netop skulle ud og gøre de akademiske tanker spiselige for almindelige middelklassemennesker.
I februar 2024 begyndte han som sognepræst i en deltidsstilling i Skelgårdskirken på Amager. Og fra 1. januar supplerer han præstearbejdet med en deltidsstilling som udviklingskonsulent i Københavns Stift.
- Jeg vil som sagt gerne formidle for dem, der normalt ikke søger kirken, så det gav super meget mening for mig at gå efter stillingen som udviklingskonsulent som en måde at få kristendommen bredt ud til andre end dem, vi har kontakt med i forvejen. At give dem nogle værktøjer, så de kan bruge det i deres eget liv, siger Rasmus Peytz Stephansen, som arbejder sammen med konsulent Nanna Munch Larsen om at styrke folkekirkens samarbejde med ungdomsuddannelserne.
Konkret skal Rasmus Peytz Stephansen lave undervisningsforløb til de forskellige ungdomsuddannelser og samtidig have fokus på at styrke samarbejdet mellem folkekirken og ungdomsuddannelsesinstitutionerne.
- Jeg glæder mig til at se, hvordan det kommer til at fungere i virkeligheden, når jeg får sat et uddannelsesforløb i gang, og hvordan mødet med religion berører eleverne, siger Rasmus Peytz Stephansen.
Navn: Rasmus Peytz Stephansen
Titel: Udviklingskonsulent
Ansættelsestidspunkt: 1. januar 2025
Timetal: 18,5 timer
Uddannelse: kandidatgrad i teologi fra Københavns Universitet 2023
Alder: 28 år.
Læs mere
Københavns Stift: Første ansættelse til FSU på plads - Københavns Stift - Nyheder - Site