Nyhedsbrev fra Forsikringsenheden #6 - om arbejdsskader

Svarfrister til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Pr. 1. juli 2024 træder de nye regler for sagsoplysning i arbejdsskadesager i kraft. Det betyder bl.a., at arbejdsgivere og andre professionelle aktører nu kan risikere at få en bøde, hvis de ikke hjælper med at oplyse sagen. Fremover skal alle arbejdsgivere, lægehuse m.v. sende de nødvendige oplysninger senest 14 dage efter, at de har modtaget en rykker fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring – eller Ankestyrelsen, hvis sagerne er klagesager.

Såfremt virksomheden/I ikke har de nødvendige oplysninger eller kan fremskaffe dem hurtigt, er det vigtigt, at I underretter myndigheden om dette. Hvis fristen overskrides, kan det nemlig i yderste konsekvens føre til en politianmeldelse og straffes med bøde. Formålet med bøderne er at gøre sagsbehandlingen hurtigere, så de, der er kommet til skade eller er blevet syge, ikke skal vente længe.

Arbejdsskadeforsikring

Den lovpligtige arbejdsgiverforsikring er indeholdt i selvforsikringsordningen, men det er altid Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), der træffer afgørelse om, hvorvidt en skade i arbejdsregi kan anerkendes som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven. Loven omfatter personer, der er ansat til at udføre arbejde – lønnet som ulønnet.

I forhold til frivillige er det ligeledes AES, der vurderer, om de er omfattet af loven i den konkrete sag. AES vil således være den rette myndighed at rette konkrete henvendelser til. Telefon til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) er 70 11 12 77.

Der kan læses om frivillige på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside ved at følge dette link: https://www.aes.dk/dokument/notat-om-frivilligt-arbejde

En arbejdsskade skal anmeldes i EASY via www.virk.dk ved brug af MitID. Send gerne en kopi af anmeldelse til FE@km.dk

Som udgangspunkt er medlemmer af menighedsrådet ikke omfattet af arbejdsskadeloven.

Et menighedsrådsmedlem kan dog være omfattet af arbejdsskadeloven, hvis pågældende har udført noget arbejde, som går ud over de opgaver, der ligger i at være menighedsrådsmedlem. Der kan læses mere i Forsikringshåndbogen i afsnit 5 om arbejdsskadeforsikring.

Vi anbefaler derfor, at alle har en privat ulykkesforsikring, uanset om man er medlem af menighedsrådet eller udfører andet frivilligt arbejde.

Behandlingsudgifter i forbindelse med arbejdsskader

Behandlingsudgifter i forbindelse med arbejdsskader afholdes som udgangspunkt af den skadelidte. Det kan være muligt at få dækket behandlingsudgifter i forbindelse med en arbejdsskade. Det er skadelidte, der afholder udgiften til behandling i første omgang. Som udgangspunkt skal behandlingsformen være tilskudsberettiget efter lov om offentlig sygesikring.

Det er muligt at søge om at få dækket udgifter til behandling og genoptræning, mens sagen bliver behandlet hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Det er en betingelse, at behandlingen er nødvendig for den bedst mulige helbredelse og den skal hænge tidsmæssigt sammen med arbejdsskaden. Det er ikke nok, at behandlingen er lindrende. Angiv altid, om skadelidte er medlem af Sygeforsikring Danmark og i givet fald hvilken gruppe. Regninger for behandlinger fx fysioterapeut skal skadelidte selv betale i første omgang og derefter søge refusion hos Forsikringsenheden, hvor eventuelle tilskud vil blive fratrukket.