Biskop Henrik Wigh-Poulsen
Foto: Gorm Branderup
Om Grand Prix, Gaza og gudstjeneste
Mon I så Melodi Grand Prix finale fra Malmø forleden? Jeg gjorde ikke. Nogle børnebørn krævede mit nærvær, så der var ingen konkurrence dér. Men mon ikke vi alle bemærkede uroen omkring Israels deltagelse. Selv her, i forbindelse med en – skulle man synes – uskyldig og hyggelig mediebegivenhed, gav krigen i Gaza anledning til slagord og kamp i gaderne. Vi ser det efterhånden så mange steder. Ikke kun ved demonstrationer, men også ved politiske debatarrangementer og på universiteter hjemme og ude. Det er som om, der – måske især blandt yngre generationer – er blusset en vrede op, der får frit løb og stjæler dagsordenen.
Vi lever i urolige tider med krige og katastrofer. Så hvorfor er det lige netop konflikten mellem Israel og Hamas, der kalder på så voldsomme modsætninger i befolkningerne. Er det, som nogle påstår, et nødråb fra de generationer, der har fået nok af den globale elendighed, og hvor billederne af dræbte børn, fortvivlede forældre og udbombede hjem er anledning til at sige, at nok er nok? Eller er der et urgammelt mørke på spil? En hengemt antisemitisme der får lov at spire blandt dem, der ikke længere har Holocaust i levende erindring? Også her, i forklaringen af, hvad der sker, støder udlægningerne sammen. Råt og brutalt.
Hvad Ukrainekrigen angår er vi entydigt på Ukraines side, fordi vi er entydigt truede af Rusland. I Gaza er det som om fronterne trækkes anderledes modsætningsfyldt op på kryds og tværs. Nogle fokuserer på Hamas grusomhed i terroranslaget mod Israel i oktober. Andre på voldsomheden i Israels militære fremfærd. Det er som om tidens mange konflikter og konfliktfyldte debatmiljø her projiceres op på den helt store globale skærm, og der ikke rigtig er plads til forbehold og forklaringer.
Og mærkeligt er det at tænke på, hvor meget områdets aldrig hvilende konflikter og den jødiske arv fylder i vores fælles kirke. I kirkerummet og ved hver eneste gudstjeneste herinde er det på færde: De gammeltestamentlige profetier der kalder på fred for fjender og genrejsning af Israel og dets folk. Paulus´ epistler om strid i menighederne mellem jøde- og hedningekristne. Jesu opgør med de skriftlærde og rettroende der finder sammen ved at holde andre ude. Salmerne der gør dig og mig til delagtige i den samme historie med Gud og hans folk. Kampen mod mørket mellem os og i os, når vi vil splitte og skille ud, selv når Gud kalder på os i sin søn og ved sin Ånd.
For i kirken og ved gudstjenesten er vi aldrig hægtet af verden og den virkelighed, der omgiver os her og nu. Det derude vibrerer i alt, vi har med at gøre herinde. Det vi hører og synger herinde, sætter perspektiv på alt det, der sker derude. Tidens konflikter hvor aktuelle og grusomme og voldsomme de end er, spejler sig på små og store måder i vores hverdag. Så sandt som vi har del i verden, og verden har del i os. I kirken derimod sættes en anden dagsorden, der handler om tilgivelse og barmhjertighed. En helt, helt anden dagsorden end den, der normalt fylder og betyder noget.
Vores opgave som præster, menighedsråd og kirkebetjening er, hvordan vi så hver især, bedst bidrager, at lade den dagsorden lyde. Det lyder måske ikke af så meget i verdens larm. Det har det for så vidt aldrig gjort, Men vores opgave er at være insisterende på den dagsordens vegne. Vi har og skal altid have noget andet at sige. Ikke mindst i denne konflikternes tid.
Glædelig pinse!