Andreas Skovbo Meng tiltræder 1. juni embedet som sognepræst i Havnbjerg Pastorat på Als. Han er vokset op med kirke og kristendom i Hirtshals, har flirtet med asetroen og har en fortid som soldat. Mød ham her.

Andreas Skovbo Meng (33) er opvokset i Hirtshals' vindomsuste klitter ved hav og strand, overstrøet med den tyske værnemagts betonefterladenskaber. 

- Det var et godt sted at vokse op og udgå fra - selvom man som ungt menneske kan have svært ved at se skoven for bare træer. Min barndom var fyldt af kirkegang og kristendom, som dog blev mødt af meget stor aversion fra den Andreas, jeg var som teenager, fortæller den nye præst i Havnbjerg Pastorat.

- I stedet vendte jeg mig mod asatroen, indtil jeg i starttyverne havde en temmelig ufrivillig omvendelseserfaring. På den måde har jeg ved egen person gennemgået Danmarks væsentligste historiske begivenhed: Fra vrede Odin til Hvide Krist - men uden at glemme de nordiske myters pædagogiske og forberedende værdi. 

Hvorfor blev du præst?
- En feltpræsts tilskyndelse, en personlig interesse for kristendom og en naturlig dygtighed til at forstå og formidle kristendommens budskab. Men i takt med, at jeg fik større indsigt i præstefaget, så jeg også, hvilken velsignelse det er, at komme tæt på andre mennesker og blive lukket ind i deres liv. Det er min (sparsomme) erfaring, at med præsten kan man tale ærligt og umiddelbart - og blive talt ærligt og umiddelbart til. Af den grund, at man ikke skal være andet overfor andre, end hvem man er. Man er som præst fri fra at være behandler og ekspert. En sjældenhed nu om dage.

Hvad oplever du som den vigtigste udfordring ved at være menneske i Danmark i dag?
- Udfordringen for mennesker i dag adskiller sig ikke synderligt fra de udfordringer, som fortidens menneske stod overfor. Som dem må vi også fødes, leve, elske, hade, grine, græde og dø, alt sammen i ansvar overfor ham, der har givet os livet, og under hvis nåde det til stadighed gives. Men det er da klart, at vi også står overfor udfordringer, som er nye for os. 

- En af de udfordringer er en stadig større teknologisk tankegang: Alt skal være effektivt og rationelt, og hvis noget i livet ikke passer i det skema, søges det straks omgjort. Derfor tror vi også, at vi kan indrette samfundet med hinanden efter det, der er mest fornuftigt og giver det bedste resultat - ofte på bekostning af vores menneskelighed. 

- På samme måde er vi også i større grad begyndt at se på vores kroppe som halvfærdige maskiner, der kan forbedres ved f.eks. nye apps. Det er et spørgsmål om tid, inden vi får overbevist os selv om, at det eneste fornuftige er at sammenkæde vores biologi med maskinen, fordi maskinen ikke rammes af sygdom og dødelighed. Men hvad sker der med os mennesker, når besværligheden ved livet gradvist udviskes? Eller når vores tankegang helt bliver overtaget af algoritmens? Jeg håber på og beder om, at vi igen og igen må blive bundet til vores kroppe, vores jord, og derved også vores menneskelighed.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- Den opgave, kirken altid har haft: At døbe, samle sig om nadveren og udråbe budskabet om den Gud, som kom for at befri os fra os selv, vores manglende tro og vores død, ved at kæmpe, tro og sejre for os. Det gør folkekirken ved forskelligartede gudstjenester, foredrag, konfirmandundervisning, voksenundervisning, sang, højskoleaftener og meget mere. Folkekirkens vigtigste opgave er at gøre, hvad den har gjort i århundreder. Det må vi ikke miste af syne. Der er en fare for, at vi vil lefle for alle tendenser, der rører sig i tiden i et håb om at gøre os lækre. Vi skal være den åndelige ballast, som sognet har brug for - og være det uforfærdet, friskt og glædeligt!