Menighedsrådsvalg 2026: Få styr på datoerne

Oversigt over frister og andre vigtige datoer i forbindelse med menighedsrådsvalget 2026 er netop blevet offentliggjort af By-, Land- og Kirkeministeriet. Valget gælder for menighedsråd med en to-årig funktionsperiode.

17. september 2026 er der valg for de menighedsråd, som har en to-årig funktionsperiode. Det kan man se på den tidslinje, som By-, Land- og Kirkeministeriet netop har offentliggjort, og som kan ses på Folkekirkens Intranet i temaet Menighedsrådsvalg.

På tidslinjen kan man fx også læse, at orienteringsmødet skal afholdes den anden tirsdag i maj, og at fristen for at bekendtgøre orienteringsmødet er den 21. april 2026.

Efterårets udfyldningsvalg afholdes også 17. september
Udfyldningsvalg afholdes to gange årligt og er valg til de pladser i et menighedsråd, som er blevet ledige siden sidste udfyldningsvalg. I år, hvor der er valg til menighedsråd med to-årig funktionsperiode, afholdes udfyldningsvalget samme dato som menighedsrådsvalget. Biskoppen skal give tilladelse til, at menighedsrådet kan afholde udfyldningsvalg. Derfor skal menighedsråd, som ønsker at afholde udfyldningsvalg, have indhentet biskoppens tilladelse til udfyldningsvalg inden dette tidspunkt.

Læs mere om menighedsrådsvalget 2026

Under temaet Menighedsrådsvalg på Folkekirkens Intranet kan du læse mere om menighedsrådsvalget 2026. 
På siden kan man blandt andet finde en samlet tidslinje for valgets vigtigste datoer samt hvem du kan kontakte i dit stift, hvis du har spørgsmål eller har brug for rådgivning