Det er glædeligt, at Folketidende har fundet plads til at omtale det kommende menighedsrådsvalg i folkekirken på lederpladsen den 14. maj. Det er desværre også tæt på det eneste rigtige, der står i den leder. Altså at der er menighedsrådsvalg i år.

Jeg er med på, at konkurrencen fra de sociale medier er blevet hårdere for de trykte aviser, der hver dag kæmper om annoncekronerne – og at intet giver flere klik end saftige konflikter.  

Jeg skal ikke kunne sige, om det er årsagen, men må bare konstatere, at chefredaktøren for Folketidende desværre falder for fristelsen til at reducere valget til banalt konfliktstof, og en anledning til at slå på de godt 450 mennesker, der frivilligt investerer tid, energi og hjerteblod i arbejdet i menighedsrådene på Lolland-Falster. 

Herudover er lederen behæftet med grove generaliseringer og direkte fejlantagelser. 

Det er fx ikke korrekt, at menighedsrådene ”de facto hyrer og fyrer præsterne”, som der står i lederen. Præsterne er som embedsmænd ansat af Kirkeministeriet. Misforståelsen opstår formentlig, fordi menighedsrådene kan ”kalde” en præst, hvilket vil sige, at man formulerer et stillingsopslag og efter vejledning fra biskoppen indkalder de kandidater, man ønsker at høre til en prøveprædiken og samtale. Derefter peger menighedsrådet på den præst, man helst vil have, og biskoppen indstiller til ministeriet hvilken præst, der ønskes ansat. Men det er altså i sidste ende kirkeministeriet, der ansætter præsten, og biskoppen, der har det daglige arbejdsgiveransvar  

Folkekirken fungerer ikke som et A/S, og jeg er med på, at det kan være forvirrende, hvis man ikke sætter sig ordentligt ind i det. Det kan måske ligefrem forekomme mærkeligt, men præsters ansættelsesvilkår har en klar historisk og teologisk begrundelse, som det vil føre for vidt at komme ind på her. Men en vigtig faktor er netop at sikre præsternes uafhængighed af menighedsrådet. 

Så er der økonomien. Det er en meget grov generalisering at postulere, at der ofte er rod i menighedsrådenes økonomi. Folkekirkens samlede indtægter og årlige udgifter er på lidt over 9. mia. kr., og heraf forvalter de lokale provstier og menighedsråd 80%. Altså over 7 mia. Kr. Og det gør menighedsrådene i langt de fleste tilfælde samvittighedsfuldt og i fuld overenstemmelse med alle regler. Hvordan ved jeg det? Fordi menighedsrådene er underlagt både almindelig revision og såkaldt forvaltningsrevison - altså en vurdering af, om pengene er brugt “fornuftigt”. En kontrol som er mere omfattende, end den er for et aktieselskab. 

Hvad chefredaktøren måske hentyder til her, er debatten om, at det er blevet mere krævende at være medlem af et menighedsråd, fordi folkekirken, som resten af samfundet, er blevet mere og mere regelstyret. Det kræver større og større viden, hvilket kræver flere kompetencer af landets menighedsråd. Dét er klart en udvikling og en udfordring, som skal tages alvorligt. Af samme grund har Kirkeministeriet igangsat et arbejde med en revision af menighedsrådsloven. Et arbejde jeg hilser meget velkommen. Måske skal nogle af de tungeste opgaver med personaleansvar og bygningsvedligeholdelse løftes væk fra de enkelte menighedsråd. Heldigvis er det noget, hele folkekirken allerede har fokus på samtidig med, at vi forsøger på at klæde menighedsrådene bedst muligt på til opgaven med kurser og hjælp fra stiftet mm. 

Endelig er der ledelse og arbejdsmiljøet. Det er korrekt, at der er konflikter i folkekirken - præcis som på alle andre arbejdspladser. Det er også korrekt, at konflikterne ofte afspejler den særlige struktur, som findes i folkekirken. Ligesom konflikter på andre arbejdspladser afspejler deres struktur. At medierne interesserer sig mere for en konflikt mellem fx en præst og et menighedsråd, end når brugsuddeleren og kassedamen har en konflikt, giver et fortegnet billede. Men det er usagligt at slutte fra enkeltsager og ophøje det til norm for hele folkekirken.  

At det alene skulle være menighedsrådene, der er ansvarlig for konflikterne, stemmer heller ikke overens med min erfaring. Hvor der er mennesker, er der konflikter, fordi vi ser tingene fra forskellige perspektiver. Det i sig selv er ikke dårligt, men kan bidrage til at skabe udvikling, når blot respekten for forskellighed er til stede. Det er den heldigvis langt de fleste steder. 

Når over 12.000 mennesker på landsplan, og 450 af dem på Lolland-Falster, vælger at påtage sig ansvaret i et menighedsråd med det arbejde, der følger med, så er det netop fordi, det giver menig for dem at bidrage til lokalsamfund og kirke. Og de gør et kæmpe stykke arbejde for os alle sammen, for vores kirke, vores kulturarv, vores lokalmiljø - et arbejde som ikke ligefrem opleves lettere, hvis de igen og igen skal være pressens prygelknabe.   

Derfor synes jeg også, at det er ærgerligt, at Folketidende kaster grus i maskineriet netop nu, hvor der skal rekrutteres nye medlemmer. Tillad mig at foreslå chefredaktøren selv at stille op til det kommende menighedsrådsvalg og andre med ham, hvis man er utilfreds med det arbejde, som de nuværende menighedsråd udfører.  

Marianne Gaarden, biskop i Lolland-Falsters Stift