Der indbydes hermed til et informationsmøde om Feltpræstetjenesten den 8. marts 2024 kl. 10.00 på Ryes Kaserne i Fredericia (Treldevej 110, 7000 Fredericia). Mødet er færdigt inden kl. 15.00.
Med den nuværende normering på 95 værnspræster er værnspræstetjenesten blandt de største funktionspræstetjenester i folkekirken. Tjenesten varetages under rådighedsordningen og påvirker dermed også værnspræsternes kolleger både i det daglige, såvel som når en værnspræst er udsendt i international tjeneste gennem længere tid. Forsvaret er med sine knap 20.000 ansatte en af Danmarks største arbejdspladser. Desuden er der 40.000 veteraner. Det er dog ikke som udgangspunkt værnspræsternes opgave at yde kirkelig betjening til det store antal personer og deres pårørende. Det kan derfor være gavnligt for alle sognepræster at få kendskab til Forsvaret og værnspræstetjenesten. Dette informationsmøde sigter derfor ikke kun på rekruttering, men også på at oplyse alle interesserede om tjenesten.
Feltpræstetjenesten er meget meningsfuld, hvor der i ”menigheden” er en yderst stor anerkendelse, respekt og taknemlighed for den tjeneste, der ydes. Det er præstens kerneydelser, der skal lægges vægt på, hvor samtaler og sjælesorg fylder meget. Lige nu er der 4.770 værnepligtige (10% af en årgang), hvoraf ¼ er kvinder. Det tal vil øges betydeligt i de kommende år. Mange feltpræster er knyttet til arbejdet med de unge mennesker og er derfor også i den henseende ambassadører for folkekirken.
Som feltpræst skal man gennemgå en uddannelsespakke med et indledende basisforløb, hvor man får en lille værnepligtsuddannelse samt grundlæggende kendskab til feltpræstens primære arbejde. Det kendskab gøres større ved kurser i sjælesorg og etik, ligesom der gives et kendskab til Forsvarets organisation og opgaver samt international politik. Løbende holdes kundskaberne vedlige, hvilket også gælder indenfor de militære enkeltmandsfærdigheder som førstehjælp og aflæggelse af den årlige test i Forsvarets Fysiske Basiskrav.
Som feltpræst bliver man tilknyttet en militær enhed ved en af Hærens kaserner eller ved et Hjemmeværnsdistrikt. Der er træffetidsordning ved kasernerne, ligesom man yder gejstlig betjening ved feltgudstjenester på øvelser, jule- og nytårsgudstjenester, mindehøjtideligheder, Flagdagen, kranselægninger mv. Mange forestår også undervisning i etik og holder foredrag. Den daglige tjeneste sigter også på at stå i beredskab til at kunne varetage sin funktion under krig og væbnede konflikter. Feltpræster har desuden besøgstjeneste ved og udsendes sammen med danske soldater i udlandet.
De vigtigste kvalifikationer for at blive feltpræst er den gode vilje, vores gode teologiske uddannelse, lidt praktisk erfaring i præstens kerneydelser og en basal fysisk form. Det er ikke et krav, at man har aftjent værnepligt.
Med den oprustning af Forsvaret, der vil komme til at foregå igennem de næste mange år, vil der blive oprettet flere feltpræstestillinger. Der er derfor nu en god chance for at komme i betragtning til en stilling.
Tilmelding senest 29. februar 2024 på mail eller telefon til hærprovstens sekretær Connie Birch (41320208 - coeb@km.dk). Ved tilmelding skal oplyses fulde navn og cpr. nummer. Transportudgifter fra bopælen til Fredericia og retur refunderes jf. statens regler på området.
PROGRAM
Informationsmøde om Feltpræstetjenesten
09.30 – 10.00 Ankomst - kaffe
10.00 – 10.05 Thomas H. Beck: Velkomst og intro til dagen.
10.05 - 10.45 Thomas H. Beck: Orientering om feltpræstetjenesten: Uddannelse og opgaver
10.45 – 11.00 Kaffepause
11.00 – 11.30 Jakob Sandal: Daglig feltpræstetjeneste ved et regiment
11.30 – 12.30 Frokost i Cafeteriet
12.30 – 13.00 Kristine Krarup Ravn: ”At være ny feltpræst”.
13.00 – 13.15 Kaffepause
13.15 – 13.45 Birgith Vestergaard Thomsen: Udsendt som feltpræst.
13.45 – 14.00 Kaffepause
14.00 - 14.30 Thomas H. Beck: Orientering om feltpræstetjenesten: Økonomi, udsendelser, ansøgning om at blive feltpræst.
Har man ikke mulighed for at deltage, er man altid velkommen til at kontakte mig for nærmere information.