Strategien tager udgangspunkt i et grundlæggende princip om, at digitalisering ikke er et mål i sig selv, men et redskab, der skal understøtte fællesskab, nærvær og kvalitet i opgaveløsningen på tværs af folkekirken. Brugerne er fortsat i centrum. Løsningerne skal være enkle og meningsfulde og samtidig afspejle både lokale behov og behovet for driftssikkerhed og sammenhæng på tværs af folkekirken.
Digitaliseringsstrategien er et fælles styringsværktøj for Folkekirkens It og It‑Følgegruppen i den kommende femårs periode, hvor strategien skal hjælpe med at sikre, at der prioriteres rigtigt i forhold til digitaliseringen, og at digitaliseringen skaber reel værdi for folkekirken.
Strategien er blevet til på baggrund af input fra og sparring med en bred kreds af repræsentanter i folkekirken og ministeriet, herunder ansatte, menighedsrådsmedlemmer, præster, provster m.fl. samt af repræsentanter for Landsforeningen af Menighedsråd, Præsteforeningen, Provsteforeningen, Foreningen af Provstisekretærer, Kordegneforeningen, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Kirkemusikskolerne, Stifter, Folkekirkens Grønne Omstilling og Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.