'Religionernes Folkemøde' i Nørrebrohallen handlede om dialogen mellem kristne og muslimer. Og viste muligheder for konkret samarbejde om det sociale arbejde i bydelen.
Lørdag blev det første ”Religionernes Folkemøde” Nørrebro-Nordvest afholdt. En række kirker og moskéer deltog med stande, og fra fællesscenen var der diverse kulturelle indslag og debatter.
Søren Dalsgaard, medlem af Stiftsudvalget for Religionsmøde, var én af arrangørerne, og han mener, at det lykkedes med at få det lokale religionsmøde synliggjort.
”Det er et godt afsæt til det videre arbejde med at bygge bro på tværs af religioner på Nørrebro og i Nordvest. Vi havde kort tid til planlægningen og kunne fx godt have haft en endnu større mangfoldighed og repræsentation af trossamfund til stede på dagen. Flere har meldt tilbage, at de gerne vil være med næste gang, så det er bare med at arbejde videre i samme retning.”
Diapraksis i stedet for dialog
Et af emnerne fra fællesscenen var religioner og det sociale arbejde. Både kirke og moskéer er meget engagerede i socialt arbejde i bydelen, og Søren Dalsgaard mener, at debatten viste et potentiale til mere samarbejde på tværs.
”Det var godt at få italesat, hvad det er i hver vores religiøse tradition, som motiverer os til at engagere os i forhold til socialt udsatte. Når vi tænker på religionsmøde, har vi tendens til at fokusere på dialog, men måske er det tid til at fokusere mere på diapraksis – at gøre noget sammen?”
Næste år på gaden?
'Religionernes Folkemøde' var et samarbejde mellem Nørrebro Provsti, Bispebjerg-Brønshøj Provsti, Stiftsudvalget for Religionsmøde og civilsamfundsorganisationen RESAM - Religion og Samfund. Håbet blandt arrangørerne er, at det bliver en årligt tilbagevendende begivenhed.
”Jeg tror, det kan blive et flagskib for møder på tværs af religioner i vores bydele. Næste gang med flere trossamfund og flere besøgende. Måske vi endda skulle gøre det på en anden årstid og rykke ud i gadebilledet, så vi er tættere på, hvor folk er?”
Projektet var finansieret med støtte fra Københavns Kommune.