Dansk biskop er kandidat til international toppost

Biskop Henrik Stubkjær er kandidat til at blive præsident for Det Lutherske Verdensforbund.

Henrik Stubkjær ser det som en stor mulighed for at den danske folkekirke kan få central indflydelse på den lutherske kirke på verdensplan, hvis han bliver valgt. 

-Der er brug for kirkens stemme, blandt andet som forkæmper for demokratiet og som værdisætter, fortæller Henrik Stubkjær. 

En stemme der kan blive hans, hvis han vælges som ny præsident på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling, der i år holdes i Krakow i Polen fra den 13. til den 19. september. Her skal der vælges en afløser for ærkebiskop Musa Panti Filibus fra Nigeria, der har siddet på posten de seneste syv år.  

Biskop Henrik Stubkjær er blevet opfordret til at stille op og har støtte fra blandt andet samtlige nordiske lande i forbundet, hvor han de seneste seks år har siddet som formand i deres humanitære afdeling World Service. En tid der har lært ham meget. 

-Du lærer noget om tolerance, i et forbund hvor der er højt til loftet og stor rummelighed. Noget der også er en nødvendighed, når man repræsenterer 77 millioner lutheranere fordelt på 99 lande. 

Godt for folkekirken

Peter Fischer-Nielsen, der er stiftspræst for de internationale forbindelser i Viborg Stift, ser det som en unik mulighed for folkekirken, hvis man får valgt en dansk biskop til præsident for verdensforbundet.  

- Med centralt placerede danskere i de internationale organisationer, som folkekirken er medlem af, bliver det lettere for os at få øje på den inspiration, vi kan hente fra andre lutherske kirker i verden, siger stiftspræst Peter Fischer-Nielsen, der sidder som Viborg stifts rådsmedlem i Det Mellemkirkelige Råd.

Læs også: Viborg stift: Stubkjær kandidat til international toppost

Søren Abildgaard, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen af Menighedsråd og delegeret ved LVF-generalforsamlingen, ser Stubkjær som en stærk kandidat. 

-Det er en stor glæde, at Henrik Stubkjær er blevet opfordret til at stille op til posten som præsident for LVF. Det er en anerkendelse af hans hidtidige virke for LVF og af hans kompetencer, at der er bred opbakning globalt til hans kandidatur, udtaler Søren Abildgaard. 

-For folkekirken og for de lutherske kirker i Norden er det en oplagt mulighed for at synliggøre betydningen af medlemskabet for vores menigheder. Folkekirken er lokalt forankret, men er også en del af en større global kirke. Muligheden for at lade sig inspirere og for at inspirere andre steder i verden bliver kun større med Henrik Stubkjær som præsident for LVF,” konkluderer Søren Abildgaard.

Biskop Henrik Stubkjær er indtil videre eneste opstillede kandidat til posten som præsident for Det Lutherske Verdensforbund, der afgøres i september. Hvis han vælges, vil det være første gang en dansker beklæder embedet som præsident i LVF, og Henrik Stubkjær vil fortsætte med at være biskop i Viborg stift.

Hvad er Det lutherske Verdensforbund? 

Det lutherske Verdensforbund er et forbund af 149 lutherskekirker i 99 lande. Medlemskirkerne repræsenterer 77 millioner lutheranere i verden. Det lutherske Verdensforbund ledes af et råd på 48 medlemmer, som mødes årligt. Generalsekretær er den estiske teolog og præst Anne Burghardt, som er organisationens første kvindelige generalsekretær og præst 

Der arbejdes blandt andet med teologi og mission inden for en luthersk kontekst, og så er der et omfattende nødhjælpsarbejde i World Service afdelingen. 

Den nuværende præsident for LVF er ærkebiskop Dr Musa Panti Filibus fra Kristi Lutherske kirke i Nigeria, som har en venskabsrelation med Viborg Stift. 

Præsidenten vælges for en periode på syv år. 

Yderligere information

Læs mere om Det Lutherske Verdensforbunds på deres hjemmeside:  
The Lutheran World Federation 

Læs mere om biskop Henrik Stubkjær 
Bispeembedet | viborgstift.dk 

Læs mere på Wikipedia: 
Henrik Stubkjær - Wikipedia