Fælles menighedsråd

Der er tale om en ren lokal afgørelse i menighedsrådene: Hvis et menighedsmøde i hvert sogn ønsker fælles menighedsråd, så kan det vedtages ved, at hvert af sognenes menighedsråd beslutter det.

Eksempel:

Tre menighedsråd i et provsti bliver på et fælles møde enige om, at de vil arbejde for at oprette fælles menighedsråd for de tre sogne.

Hvert menighedsråd indkalder derfor til menighedsmøde i deres eget sogn. Da menighedsmødet er for alle folkekirkemedlemmer i sognet (jf. menighedsrådslovens § 42), er det vigtigt, at indkaldelsen bliver kendt af dem alle. Derfor finder indkaldelsen sted via kirkebladet.

Da man skal finde ud af, om menighedsmødet ønsker fælles menighedsråd, holdes der sidst på mødet en afstemning. Det fremgår ikke udtrykkeligt af lovgivningen, om denne afstemning skal være skriftlig eller ej, men for at deltagerne frit kan give deres holdning til kende, anbefaler vi, at der bliver tale om en hemmelig skriftlig afstemning.

I det ene sogn bor 1200 folkekirkemedlemmer. Af disse møder 20 (inkl. menighedsrådet) frem. 15 af disse stemmer for, 2 stemmer imod, og 3 undlader at stemme, da de ikke er fyldt 18 år.

Resultatet – som viser, at menighedsmødet ønsker fælles menighedsråd – bliver herefter ført ind i menighedsrådets beslutningsprotokol.

På det førstkommende menighedsrådsmøde beslutter rådet, at det også går ind for at oprette fælles menighedsråd.

Der holdes tilsvarende møder i de to andre sogne, og da resultatet også her bliver tilslutning, er det hermed besluttet at oprette fælles menighedsråd.

Herefter sender de tre menighedsråd et brev til hhv. provstiudvalg, stift og Kirkeministeriet. I brevet orienterer rådene om beslutningen.

Bortset fra menighedsrådenes forberedende møder, som ikke er omtalt i lovgivningen, viser eksemplet, at man skal holde seks møder, når tre sogne ønsker at oprette fælles menighedsråd, nemlig et menigheds- og et menighedsrådsmøde i hvert af sognene. Det er vigtigt, at disse seks møder holdes adskilt, så man klart kan vise, at proceduren er overholdt. Det følger direkte af lovens bestemmelse, at man på alle seks møder skal tilslutte sig oprettelsen af det fælles menighedsråd. Hvis blot ét af de seks møder siger nej, så bliver det fælles menighedsråd ikke til noget.

Har to eller flere sogne fælles menighedsråd, fastsætter det fælles menighedsråd antallet af valgte medlemmer i rådet. Rådet må dog højst bestå af summen af det antal valgte medlemmer, som de deltagende menighedsråd enkeltvis er berettiget til, og skal mindst bestå af det antal valgte medlemmer, som det samlede antal folkekirkemedlemmer i de deltagende sogne ville berettige til, hvis sognene udgjorde én samlet menighedsrådskreds. Hvert sogn skal mindst have 1 valgt medlem.

Det afgørende er altså, at det er det fælles menighedsråd, der fastsætter antallet af valgte medlemmer, dog således at antallet ligger inden for en minimums- og en maksimumsværdi.

Som minimum skal det fælles menighedsråd indeholde så mange valgte medlemmer, som det ville have, hvis man opfattede de involverede sogne som ét stort sogn, jf. denne tabel, der viser nogle eksempler:

Udgangspunktet er her antallet af folkekirkemedlemmer, som bor i de involverede sogne. Reglen er, at det første tusinde folkekirkemedlemmer udløser fem valgte rådsmedlemmer. Herefter lægges yderligere ét valgt medlem til for hvert påbegyndt tusinde, dog således at der højest kan blive 15 valgte menighedsrådsmedlemmer.

Som maksimum kan det fælles menighedsråd indeholde så mange valgte medlemmer, som det ville have, hvis hvert sogn havde sit eget menighedsråd, og man herefter slog disse råd sammen til ét stort råd.

Hvis sogn A, B og C havde hhv. 320, 3.595 og 3.505 folkekirkemedlemmer, ville de tænkte selvstændige menighedsråd indeholde hhv. 5, 8 og 8 valgte medlemmer, altså tilsammen 21. Hvis de tre sogne i stedet blev betragtet som ét stort sogn, ville det have 7.420 folkekirkemedlemmer, og det ville give anledning til et menighedsråd med 12 valgte medlemmer.

I dette tilfælde ville det betyde, at det fælles menighedsråd kunne fastsætte antallet af valgte medlemmer til et passende antal mellem mindst 12 og højest 21.

I forbindelse med denne beslutning skal rådet samtidig beslutte, hvordan dette antal skal fordeles mellem de involverede sogne, og i den forbindelse skal det sikres, at hvert sogn mindst får ét medlem.

Menighedsrådet skal meddele biskoppen antallet af medlemmer af det fælles menighedsråd og fordelingen af medlemmer mellem de deltagende sogne

Har flere sogne fælles menighedsråd afholdes der et fælles orienteringsmøde for disse sogne. 

Har flere sogne fælles menighedsråd, kan valgbestyrelsen beslutte, at valgforsamlingen afholdes fælles for disse sogne. Opstilling af kandidater og stedfortrædere og afstemning om disse skal på valgforsamlingen ske særskilt for det enkelte sogn. Der udarbejdes særskilt valgliste for hvert af de pågældende sogne.

Hvis vi bruger ovenstående eksempel (afsnit 3.2), kan vi altså sige, at det fælles menighedsråd for sogn A, B og C nedsætter en valgbestyrelse, som har ansvaret for at gennemføre menighedsrådsvalget selvstændigt i hvert af de tre sogne. Man indkalder derfor kandidatlister fra sogn A med henblik på at besætte den ene plads i menighedsrådet, som sognet har fået tildelt. Det tilsvarende sker for sogn B og C.

Selvom de tre sogne har fået fælles menighedsråd, eksisterer de tre sogne fortsat som hver sin valgkreds. Dette har en række vigtige konsekvenser:

• Det kan tænkes, at medlemmerne vælges ved valgforsamlingen i sogn A og B, mens der bliver afstemningsvalg i sogn C.
   
• Det kan tænkes, at sogn A og C kan finde kandidater nok til at udfylde pladserne og et passende antal stedfortrædere, mens sogn B kun kan finde fire kandidater. Situationen er da den, at det fælles menighedsråd ikke bliver fuldtalligt: Selvom sogn A og C har kandidater i overskud efter at have besat hhv. en og fem pladser, kan sogn B kun besætte fire af sine seks pladser. Da valget foretages selvstændigt i hvert sogn, kan de overskydende kandidater fra sogn A og B ikke bruges til at udfylde de to tomme pladser hos sogn B.

Vi ser her en tydelig forskel på at oprette fælles menighedsråd for flere sogne og at slå de pågældende sogne sammen til ét. I førstnævnte tilfælde er hvert sogn tildelt et bestemt antal pladser i det fælles menighedsråd. Det betyder på den ene side, at det pågældende område er sikret en bestemt repræsentation i rådet, men det betyder på den anden side også, at netop dette område har ansvaret for at få udfyldt de tildelte pladser. Hvis der i stedet for havde fundet en sognesammenlægning sted, var alle tre sogne blevet til én valgkreds.

Når det fælles menighedsråd er oprettet, fungerer det efter de samme regler som de menighedsråd, der kun dækker et enkelt sogn.

Menighedsrådet vælger én kontaktperson. Dette er også tilfældet for et menighedsråd, der er fælles for flere sogne, i og med at dette menighedsråd er arbejdsgiver for samtlige ansatte kirkefunktionærer, uanset om de arbejder i alle sognene eller kun i nogle af dem.

Hvis et menighedsråd bestyrer et område med flere kirker, kan rådet vælge flere kirkeværger. Er der f.eks. tale om et fælles menighedsråd for tre sogne med fire kirker, så kan menighedsrådet beslutte, at der skal være én, to, tre eller fire kirkeværger. Denne ordning giver mulighed for at have en kirkeværge for hver enkelt kirke, som bor i lokalområdet og derfor let kan have sin jævnlige gang i kirken og på kirkegården.

Menighedsrådet afgør, om der nedsættes et kirke- og kirkegårdsudvalg fælles for de kirker, som menighedsrådet bestyrer, eller om der nedsættes et udvalg for hver kirke. 

Fremgangsmåden kan i praksis bestå af følgende led:

• Menighedsrådene drøfter, om man er interesseret i at oprette fælles menighedsråd.
• I den forbindelse tager man også stilling til, om man ønsker dispensationer fra de gældende bestemmelser.
• Hvis dispensationer er relevante, kan det drøftes med stiftet, om ønsket forventes imødekommet.
• Hvis der fortsat er et ønske om sammenlægning, holder man menighedsmøder i hvert af sognene. Det kan være praktisk at holde disse møder på samme tid og sted, da det giver mulighed for at give en fælles introduktion til, hvorfor man ønsker at oprette fælles menighedsråd, og hvordan dette i givet fald kommer til at se ud.
  Det er imidlertid vigtigt, at det kun er introduktionen samt eventuelle opklarende spørgsmål, der foregår fælles for de forskellige menighedsmøder. Det er nemlig afgørende, at selve debatten og afstemningen finder sted på selvstændige menighedsmøder i hvert sogn. Afstemningen, der hvor alle folkekirkemedlemmer, der har valgret i sognet, kan deltage, bør foregå skriftligt.
  
  Der er ikke noget krav om, hvor mange af sognets folkekirkemedlemmer, der skal møde op til menighedsmødet, for at dette er beslutningsdygtigt. Det afgørende er, at mødet er indkaldt så tydeligt og i så god tid, at alle har haft rimelig mulighed for at deltage. Det kan ske med en indkaldelse via kirkebladet eller en af de lokale aviser.
   
• Hvis der på alle menighedsmøderne var flertal for at oprette fælles menighedsråd, kan menighedsrådene derefter beslutte det. Disse møder skal naturligvis foregå selvstændigt i hvert sogns menighedsråd.
• Hvis der i alle menighedsråd var flertal for at oprette fælles menighedsråd, er det hermed besluttet.
• Kirkeministeriet skal herefter orienteres om, at det er besluttet at oprette et fælles menighedsråd. Det sker ad tjenstlig vej, hvilket betyder, at menighedsrådene sender en meddelelse herom til provstiet, der sørger for at videresende den til det relevante stift, som til sidst sender meddelelsen til ministeriet.                                                                                                                              Menighedsrådenes orientering bør indeholde kopi af beslutningsprotokollerne vedrørende oprettelse af fælles menighedsråd samt oplysning om dels det vedtagne navn for det fælles menighedsråd, dels hvilket af menighedsrådenes CVR-numre, der ønskes anvendt. Hvis X sogns CVR-nummer ønskes anvendt, bør navnet for det fælles råd være ”X og Y Sognes Menighedsråd”. Omvendt hvis Y sogns CVR-nummer ønskes anvendt, bør navnet være ”Y og X Sognes Menighedsråd”. Alternativt kan det fælles menighedsråd oprettes på et nyt CVR- nummer.

Når menighedsrådene beslutter, at de vil arbejde for at oprette fælles menighedsråd, bør de også afgøre, hvornår de ønsker, at det fælles menighedsråd skal træde i kraft. Det enkleste er at lade det ske i forbindelse med det førstkommende ordinære menighedsrådsvalg, men det behøver ikke nødvendigvis at være sådan.

For at kunne oprette fælles menighedsråd med virkning fra det ordinære menighedsrådsvalg, skal hele den lokale beslutningsproces være afsluttet omkring 5 uger inden orienteringsmødet, og man skal indberette beslutningen til stiftsadministrationen omkring den 1. april i valgåret, så kandidatsystemet kan være klar til valget. De endelige frister vil fremgå af valgcirkulæret for det pågældende valgår.

Hvis man ønsker, at det fælles menighedsråd skal træde i kraft mellem to ordinære menighedsrådsvalg, kan dette lade sig gøre efter forhandling med biskop og Kirkeministeriet.

Hvis menighedsrådene ønsker andre vilkår for det fælles menighedsråd end de beskrevne, kan der søges dispensation fra den kirkelige lovgivning. Det fælles menighedsråd etableres da i henhold til en vedtægt for samarbejdet, som sendes til godkendelse i Kirkeministeriet via provsti og stift.

Som alternativ til at etablere fælles menighedsråd for flere sogne, kan menighedsrådene beslutte at lægge sognene sammen. Det betyder blandt andet, at valg af menighedsråd sker som ét samlet valg.

Der er ingen lovbestemmelse om sammenlægning af sogne. Proceduren er følgende:  

A)
Menighedsrådene træffer beslutning om sognesammenlægning på menighedsrådsmøder.
Menighedsrådene tager stilling til følgende:

1. Navn på det nye, sammenlagte sogn
2. Hvornår sammenlægningen skal gælde fra
3. Evt. ønsker i forhold til pastoratsstrukturen

B)
Når alle menighedsrådene har sagt ja til sognesammenlægningen, sender menighedsrådene anmodning derom til Kirkeministeriet gennem provsten og biskoppen. 

C)
Kirkeministeriet hører Stednavneudvalget ved Københavns Universitet om det ønskede sognenavn og forelægger sagen for regenten til kgl. resolution.