GiasCentret er bekendt med, at flere menighedsråd/kirkegårde er tilknyttet findgravsted.dk. Vi vil i den forbindelse gøre særligt opmærksom på, at der er visse omstændigheder, I som offentlig myndighed og som databehandler skal være opmærksom på:
Reglerne om aktindsigt, særligt om undtagelser fra aktindsigt, betyder, at oplysninger omkring personer, som er anonymt begravet, aldrig må fremgå af findgravsted.dk. Man er anonymt begravet, når man ligger i fællesgraven eller i et gravsted, hvor det ikke fremgår, hvem der ligger i gravstedet, eller som har en anonym gravsten med angivelse af fx ”Søs”, ”mor” eller andet, som ikke kan identificere personen, der ligger i gravstedet.
Reglerne om persondatabeskyttelse medfører, at der skal være et lovligt grundlag, for at oplysninger om andre personer, som har et gravsted med navn på, må fremgå af findgravsted.dk. Kirkegården/menighedsrådet har som offentlig myndighed, der behandler gravstedsaftaler, lov til at behandle oplysninger om afdøde i kirkegårdssystemet. Dette grundlag kan imidlertid ikke bruges til, at oplysningerne automatisk føres videre over i findgravsted.dk. Dette kræver, at der foreligger et skriftligt og informeret samtykke fra afdøde eller dennes pårørende til, at oplysningerne offentliggøres på findgravsted.dk. Hvis et samtykke fra en pårørende til offentliggørelse vurderes at udgøre en hjemmel til offentliggørelse, kan det offentliggøres - GiasCentret har ikke undersøgt, om dette er tilfældet. Det er menighedsrådet (og dermed kirkegården), der som databehandler skal sørge for at indhente samtykke.
Det skal bemærkes, at reglerne om persondatabeskyttelse også gælder for døde personer, men kun i 10 år fra dødsfaldet. Når de 10 år er gået, må oplysninger om personer, som ikke er anonymt begravet, gerne fremgå af findgravsted.dk. Oplysninger om anonymt begravede personer må aldrig fremgå af findgravsted.dk, da reglerne om aktindsigt hindrer dette.
Hvis I har behov for hjælp til ændring i opsætningen af jeres kirkegårdssystem, så oplysningerne ikke automatisk lægges på findgravsted.dk, eller andet i forbindelse med findgravsted.dk, skal I henvende jer til jeres udbyder af kirkegårdssystem.