Menighedsrådets afgørelser på kirkegården

Menighedsrådet kan som kirkegårdsbestyrelse give tilladelse til at flytte en nedgravet urne.

Som udgangspunkt bør I give tilladelse i følgende situationer:

• Det kan dokumenteres, at afdødes ønske om begravelsessted ikke er blevet fulgt, selv om det havde været muligt. Afdøde kan for eksempel have erhvervet brugsret til et andet gravsted eller på anden måde have givet udtryk for et ønske om et bestemt gravsted eller en anden type gravsted.
   
• Urnen er ved en fejl blevet nedsat i et forkert gravsted.

I andre situationer bør I være mere tilbageholdende af hensyn til gravfreden.

Efter en konkret vurdering kan der dog være grundlag for at tillade flytning, hvis de nærmeste pårørende er flyttet efter dødsfaldet og ønsker urnen flyttet til en kirkegård nær deres nye bopæl. 

Det kan også være rimeligt at flytte urnen til en fællesgrav eller et familiegravsted på den samme eller en anden kirkegård.

Ved vurderingen skal I blandt andet lægge vægt på, hvor lang tid der er gået, siden urnen blev nedsat, og om den tidligere har været flyttet. 

I kan også give tilladelse, selv om urnen helt eller delvist er gået til grunde.

Flytning af en urne forudsætter, at afdødes nærmeste pårørende er enige om flytningen. Indehaveren eller indehaverne af brugsretten til gravstedet skal også være enige.

Den, der anmoder om flytningen, skal dokumentere, at de nærmeste pårørende og indehaverne af brugsretten har givet samtykke. I bør som udgangspunkt bede ansøgeren om at afgive en tro- og loveerklæring om, at alle er enige.

Hvis I har kendskab til andre nærmeste pårørende, som kan være uenige i flytningen, bør I kontakte dem, før I træffer afgørelse. I kan ikke give tilladelse, før den nødvendige enighed er dokumenteret.

Når I behandler anmodningen, skal I behandle ensartede sager ens. Hvis I når frem til forskellige afgørelser i sager, der ligner hinanden, skal forskellen kunne begrundes i saglige forhold.

Før I giver tilladelse til at grave urnen op, skal der foreligge tilladelse til at nedsætte den på den kirkegård, som den skal flyttes til. Det er den, der anmoder om flytningen, der skal sørge for denne tilladelse.

Hvis urnen ikke skal nedsættes på en anden kirkegård, afhænger kravene af, hvad der skal ske med asken.

Hvis asken skal behandles på en anden sømmelig måde end ved urnenedsættelse eller askespredning over åbent hav, skal biskoppen give tilladelse. En sådan tilladelse forudsætter, at afdøde har givet udtryk for et bestemt ønske om denne behandling af asken.

Hvis asken skal spredes over åbent hav, skal der foreligge en tilkendegivelse fra begravelsesmyndigheden om, at askespredningen kan finde sted, før I giver tilladelse til at grave urnen op. Askespredning kan ske, hvis afdøde skriftligt har ønsket det. Kravet om skriftlighed kan fraviges, hvis det er utvivlsomt, at askespredning var afdødes ønske.

Datoen for en tilladelse eller et afslag skal noteres i kirkegårdsprotokollen. Hvis I giver tilladelse, skal urnens nye anbringelsessted også registreres.

Den, der anmoder om flytningen, skal betale udgifterne. Det gælder blandt andet udgifter til opgravning og til en ny urne, hvis den oprindelige urne er helt eller delvist gået til grunde.

En afgørelse kan kun påklages til en højere administrativ myndighed, når reglerne udtrykkeligt giver adgang til det. 

Klageadgangen afhænger derfor af, hvilken type afgørelse der er tale om, og hvilken myndighed der har truffet den.

Menighedsrådets afgørelser i de sager, der er nævnt nedenfor, kan påklages til provstiudvalget. 

Provstiudvalgets afgørelser kan som udgangspunkt påklages til biskoppen. 

Der gælder en anden klagevej for afgørelser om brugsret til gravsteder.

Følgende afgørelser kan påklages til provstiudvalget:

• Udensognsboendes ret til begravelse: Personer, der bor uden for sognet, men har en særlig tilknytning til sognet, har samme ret til at blive begravet på kirkegården som indensognsboende. Det gælder, hvis personen tidligere har boet i sognet, har nære pårørende, der bor i sognet, eller har forældre, ægtefælle eller børn begravet i sognet. Andre udensognsboende har også ret til at blive begravet på kirkegården. Menighedsrådet kan dog afslå, hvis det er nødvendigt af hensyn til sognets egne borgere.
   
• Rydning af gravsteder: Hvis indehaveren af brugsretten ikke holder gravstedet i sømmelig stand, kan menighedsrådet beslutte, at gravstedet skal ryddes og tilsås med græs eller belægges med grus i resten af brugsperioden. Indehaveren af brugsretten skal som udgangspunkt partshøres, før menighedsrådet træffer afgørelse. 
  
  For nærmere beskrivelse af, hvordan man praktisk håndterer en sag, hvor gravstedet ikke vedligeholdes, henvises til afsnit 5.7.5 i Kirkeministeriets Vejledning om kirkegårdsvedtægter. 
   
• Plantning på gravsteder: Træer og buske må kun plantes på et gravsted med menighedsrådets tilladelse.
   
• Kisters egnethed til kremering: Krematoriebestyrelsen afgør, om en kiste er egnet til kremering.
   
• Urner af langsomt forgængeligt materiale: Urner skal som udgangspunkt være fremstillet af forgængeligt materiale. Menighedsrådet kan dog tillade, at en urne fremstilles af plast eller et andet langsomt forgængeligt materiale.
   
• Flytning af urner: Menighedsrådet kan give tilladelse til, at en nedgravet urne flyttes.

Menighedsrådet kan træffe afgørelse i visse sager om brugsret til gravsteder.

Disse afgørelser følger en anden klagevej end de øvrige afgørelser i vejledningen og kan indbringes for Sundheds- og Kirkeministeriet.