Intro og ofte stillede spørgsmål om GIAS

GiasCentret er betalingscenter for alle flerårige aftaler om vedligeholdelse af gravsteder, der bliver oprettet af folkekirkens kirkegårde. GiasCentret administreres af Aarhus Stift og Viborg Stift i fællesskab.​​ 

GiasCentret administrerer følgende to systemer:

GIAS (GravstedsIndbetalings- og AdministrationsSystem) - GIAS styrer kirkegårdens oprettelse og afregning af gravstedernes flerårige aftaler om vedligeholdelse. 

​KAS (KapitalAdministrationsSystem​) - KAS styrer pengene, som kommer ind via GIAS.​

GiasCentret er desuden videnscenter i forhold til rådgivning om lovgivning på kirkegårdsområdet. Det kan fx være om brugsret til gravsteder, kirkegårdsvedtægter, aktindsigt i oplysninger om afdøde med mere.

Eventuelle spørgsmål til konkrete aftaler om vedligeholdelse skal rettes til den pågældende kirkegård.

GiasCentret har i "Ofte stillede spørgsmål om GIAS" samlet information, som er relevant i forbindelse med kirkegårdenes praktiske brug af systemet GIAS.

1. Brugervejledning og IT

Kirkeministeriet har udarbejdet en brugervejledning, der beskriver betjeningen af GIAS. Se GIAS-brugervejledning.

Når der ansættes nye medarbejdere, er det menighedsrådets formand, der tildeler adgange via brugeradministrationen. 

Hvis der opleves problemer med at logge på GIAS, kan der sendes en mail til GIAS@km.dk. Denne mail sendes videre til IT-kontoret, da det er dem, der arbejder med de tekniske ting.

GIAS-brugergrænsefladen virker ikke i Internet Explorer. Der skal i stedet anvendes en nyere browser som fx Google Chrome eller Microsoft Edge.

2. Gravstedsaftalens gang

2.1 Flerårige aftaler

Kirkegården indgår aftale med de pårørende om flerårig vedligeholdelse af et gravsted ved at oprette et tilbud i GIAS. Priserne for ydelserne er fastsat af provstiudvalget.

Kirkegården sender tilbuddet til de pårørende. Når tilbuddet er sendt, bliver en kopi af tilbuddet automatisk lagt i Kirkeportalen. Hvis kirkegården har udsendt flere tilbud, skal de pårørende betale det tilbud, de ønsker. Kirkegården skal slette de tilbud, de pårørende ikke ønsker, da der ellers vil blive udsendt påmindelser. De pårørende får en kvittering for betalingen af tilbuddet, og aftalen træder herefter i kraft. Kirkegården påbegynder vedligeholdelsen.

Betalingen sker til GIAS. GIAS sender automatisk 20 % svarende til momsen direkte til kirkegården og de resterende 80 % til KAS. Kirkegården afregner momsen til SKAT, efter udbetaling er sket. Afregningen til SKAT sker månedligt, kvartalsvist eller halvårligt alt efter størrelsen på kirkegården. Jo større kirkegård, desto oftere sker afregningen.

Kapitalerne i KAS bliver forvaltet af Stifternes Fælles Kapitalforvaltning. KAS udbetaler vedligeholdelseskapitalen til kirkegården i lige store rater én gang årligt, første gang det næstkommende år. Hvis der fx bliver indgået en aftale i 3. kvartal 2022 for 20 år på 20.000 kr., vil der blive udbetalt 1.000 kr. årligt fra 3. kvartal 2023.

2.2 Etårige aftaler

Kirkegården indgår aftale med de pårørende om etårig vedligeholdelse af et gravsted. Kirkegården opretter en faktura i deres eget kirkegårdssystem. Priserne for ydelserne er fastsat af provstiudvalget.

Kirkegården sender fakturaen til de pårørende, som herefter skal betale den.

Betalingen sker til en bestemt konto i kirkekassen. Kirkegården afregner momsen til SKAT, efter fakturaen er udsendt. Afregningen til SKAT sker månedligt, kvartalsvist eller halvårligt alt efter størrelsen på kirkegården. Jo større kirkegård, desto oftere sker afregningen.

Kirkegården sender faktura ud på betaling for erhvervelse, fornyelse og forlængelse af gravsteder samt gravning efter samme procedure.

3. Aftaler i GIAS

3.1 Hvorfor oprettes en aftale i GIAS som et tilbud

Nogle pårørende ønsker at se flere forskellige tilbud på typer af gravsteder samt forskellige typer vedligehold af disse. 

Fordi der ofte udsendes flere tilbud, vil det være uhensigtsmæssigt momsmæssigt, hvis de blev udstedt som fakturaer i stedet. Det vil medføre betaling og tilbageførsel af moms for hvert tilbud, som ikke anvendes.

3.2 Flere tilbud på samme gravsted

Hvis der er oprettet flere forskellige GIAS-tilbud på samme gravsted, skal de fravalgte tilbud slettes, når ét er valgt og betalt af de pårørende.

Hvis de fravalgte tilbud ikke slettes, vil der blive sendt rykkere for betaling af tilbuddene.

3.3 Sletning af tilbud

Når kirkegården skal slette tilbud, skal denne vejledning følges. 

3.4 Start- og sluttidspunkt for en GIAS-aftale

Når kirkegården opretter en ny GIAS-aftale, er starttidspunktet den dag, aftalen bliver lavet. Man kan i GIAS kun gå 2 måneder tilbage i tid. Det er ikke muligt, at lave en fremtidig aftale.

Når kirkegården forlænger eller fornyer en GIAS-aftale, er starttidspunktet den dag, hvor den tidligere aftale udløber. Hvis aftalen fx udløber den 31. december 2022, skal den nye aftale gælde fra den 1. januar 2023.

Kirkegården kan selv vælge, hvornår sluttidspunktet for en GIAS-aftale skal være, blot det er den sidste dag i måneden. Det er derfor op til kirkegården selv at vurdere, hvornår på året aftalen skal udløbe.

Udløbsdatoen kan dog med fordel svare til udløb af fredningstiden. Det vil sige, at hvis fredningstiden er 10 år, og en aftale begynder i marts 2020, udløber aftalen 31. marts 2030.

Der kan med fordel indskrives noget om det i kirkegårdsvedtægterne.

3.5 Tilbud oprettet med fejl

Hvis der er en fejl i et tilbud, der er blevet sendt til gravstedsindehaveren, skal tilbuddet slettes, hvis tilbuddet endnu ikke er blevet betalt. I afsnittet om ”Sletning af tilbud” findes en vejledning til, hvordan et tilbud slettes.

Hvis tilbuddet er blevet betalt, inden fejlen opdages, skal der sendes en ansøgning til eget stift om tilbagebetaling. Kapitalen bliver overført til menighedsrådets NemKonto. Husk at tillægge moms inden udbetaling til gravstedsindehaver.

3.6 Sætte tilbud i bero

Hvis det ikke er muligt at betale et GIAS-tilbud, fx fordi boet er under behandling, kan det ske, at menighedsrådet modtager en anmodning fra gravstedsindehaver, advokat, skifteret eller andre om at sætte GIAS-tilbuddet i bero.

 Anmodningen skal indeholde:

  • Navn og eventuel titel på den person, der anmoder om at sætte aftalen i bero
  • En begrundelse for, hvorfor aftalen skal sættes i bero sammen med eventuel dokumentation
  • Oplysning om en dato for, hvornår aftalen skal gøres aktiv igen
  • Kontaktoplysninger på den person, der anmoder om at sætte aftalen i bero.

Menighedsrådet skal på baggrund af oplysningerne tage stilling til, om GIAS-tilbuddet kan sættes i bero.

I følgende tilfælde kan det give mening at sætte GIAS-tilbuddet i bero:

  • Dødsboet er ikke opgjort i skifteretten: Tilbuddet kan sættes i bero i fx 2 måneder.
  • Dødsboet kan ikke opgøres, før en fast ejendom er solgt: Tilbuddet kan sættes i bero i fx 6 måneder.
  • Kirkegården har glemt at udsende tilbuddet: Tilbuddet kan sættes i bero i fx 1 måned.
  • Gravstedsindehaveren har ikke økonomi til at betale det fulde beløb: Det er ikke muligt at indgå afdragsordninger i GIAS, men tilbuddet kan sættes i bero i fx 1 måned.

Der kan også være andre tilfælde, hvor det kan give mening at sætte GIAS-tilbud i bero.

Hvis menighedsrådet kan acceptere at sætte et GIAS-tilbud i bero, skal menighedsrådet sende en mail til GiasCentret med anmodning om at sætte tilbuddet i bero sammen med menighedsrådets accept og oplysning om tilbudsnummeret.

Hvis anmoderen henvender sig direkte til GiasCentret med anmodning om at sætte et GIAS-tilbud i bero, vil GiasCentret kontakte kirkegården for at høre, om det kan accepteres, at tilbuddet sættes i bero.

GiasCentret sætter herefter tilbuddet i bero og giver samtidig besked herom til både menighedsråd og betaleren.

GiasCentret laver et notat på sagen om, hvorfor sagen sættes i bero, hvem der har anmodet om det, og at menighedsrådet har givet sin accept.

Tilbuddet bliver automatisk gjort aktiv i systemet den dato, hvor tilbuddet skulle gøres aktiv igen. Herefter begynder rykkerproceduren på ny.

Tilbud kan i særlige tilfælde sættes i bero igen, hvis der fortsat er behov for det.

3.7 Tilbud ikke modtaget

Det er altid kirkegården, der sender eller udleverer GIAS-tilbud til de pårørende.

Når GiasCentret sender rykkere ud, sker det ind imellem, at de pårørende ikke har modtaget tilbuddet. I det tilfælde udsender GiasCentret tilbuddet til de pårørende.

3.8 Opsigelse af GIAS-aftale

En GIAS-aftale kan som udgangspunkt ikke bringes til ophør, da den er uopsigelig for begge parter, som har indgået aftalen. Det opleves nogle gange, at en gravstedsindehaver anmoder om at få aftalen annulleret, og i sådanne tilfælde skal menighedsrådet beslutte, om aftalen skal annulleres. 

Se GiasCentrets vejledning om at bringe en aftale til ophør.

4. Taksterne på kirkegården

Reglerne om beregning af kirkegårdstakster er centralt fastsatte og fremgår af Cirkulære om beregning af kirkegårdstakster og Vejledning om beregning af kirkegårdstakster.

Taksterne fastsættes årligt af provstiudvalget i de enkelte provstier og skal genberegnes mindst hvert 4. år. 

Priserne bliver pristalsreguleret hvert år af GiasCentret. Ajourføringen sker i september, men træder først i kraft til 1. december.

Priserne for vedligeholdelse af gravsteder må ikke overstige de faktiske omkostninger, som kirkegården har ved at vedligeholde gravstederne. Dette gælder uanset, om det er en frivillig aftale eller en obligatorisk aftale.

Hvis den fulde omkostning ikke dækkes af gravstedsejeren, kan omkostningen kun dækkes af kirkeskatten.

Hvis den fulde omkostning ikke dækkes, får det den konsekvens, at det i praksis er folkekirkens medlemmer – altså dem som betaler kirkeskat – der betaler ”underskuddet” for dem, som ikke er medlemmer.

5. Forlængelse og fornyelse af et gravsted

Når brugsretten til et gravsted udløber, har man ret til at få fornyet brugsretten til gravstedet. Der skal fastsættes en takst for fornyelse af brugsretten, og taksten for fornyelse skal fremgå af kirkegårdsvedtægten. En fornyelse behøver ikke at være for en hel brugsperiode, men kan ske for en kortere periode fx for 1 år eller 5 år. Retten til at forny brugsretten til et gravsted kan begrænses, hvis en af provstiudvalget godkendt reguleringsplan inddrager gravstedet helt eller delvis. 

Et gravsted kan indeholde én eller flere gravpladser. Når der er erhvervet brugsret for en enkelt fredningsperiode, og gravstedet er udlagt med to eller flere gravpladser, kan der være behov for at forlænge brugsretten til gravstedet ud over den første fredningsperiode, fordi brugsretten skal vare, til fredningstiden udløber efter den seneste begravelse. Er der fx erhvervet et kistegravsted med to pladser, fordi der er en efterlevende ægtefælle, som til sin tid skal begraves ved siden af førstafdøde, må brugsretten til gravstedet, når længstlevende bliver begravet i gravstedet, forlænges, så brugsretten til de to gravpladser udløber samtidig. 

6. Obligatorisk vedligeholdelse

Hvis der erhverves et gravsted, hvor der skal foretages vedligehold, er det hovedreglen, at gravstedsindehaveren selv kan foretage denne.

I nogle tilfælde, som fx plænegravsteder, er det dog kirkegårdens personale, der foretager vedligeholdelsen. Ved sådanne gravsteder er det ikke muligt at foretage vedligeholdelsen selv, og der skal betales for vedligeholdelsen. Heri ligger således obligatorisk vedligeholdelse.

Når der er obligatorisk vedligeholdelse på et gravsted, skal der i forbindelse med erhvervelse af gravstedet indgås en aftale om vedligeholdelsen for hele fredningsperioden. 

Konsekvensen af at vælge et gravsted med obligatorisk vedligeholdelse bør ved aftalens indgåelse forklares grundigt overfor de pårørende. Hvis aftalen indgås igennem en bedemand, skal kirkegården sikre sig, at de pårørende får konsekvensen forklaret.

Det skal fremgå af kirkegårdsvedtægten, hvilke områder af kirkegården der har obligatorisk vedligeholdelse.

7. Betaling

7.1 Betalingsfrist

Fristen for betaling af et GIAS-tilbud er altid 30 dage.

7.2 Betaling bagudrettet eller fremadrettet?

Betaling for de flerårige aftaler om gravstedsvedligeholdelse sker fremadrettet, så der ved aftalens begyndelse betales for alle ydelserne i hele aftaleperioden.

Betaling for etårige aftaler om gravstedsvedligeholdelse kan ske både bagudrettet og fremadrettet. GiasCentret anbefaler dog, at betaling sker forud.

Betaling for andre ydelser som fx gravkastning, urnenedsættelser, anlæg eller omlægning af gravsted og pyntning af kirke, der ikke indgår i vedligeholdelsesaftalen, sker efter arbejdet er udført.

7.3 Betaling omfatter både faktura og tilbud 

Kirkegården sender ofte GIAS-tilbud på vedligeholdelse af gravsted og egen faktura for erhvervelse af gravsted, urnenedsættelse og gravning af grav samlet til de pårørende.

Hvis de pårørende ikke er opmærksomme på, at GIAS-tilbud og faktura skal betales hver for sig, og kirkegården derfor modtager betaling for begge i ét beløb, skal det beløb, der vedrører GIAS, straks indbetales på tilbuddets betalingsstreng. Derved undgås, at GiasCentret sende rykkere til de pårørende.

7.4 Betaling fra udland 

Ved betaling fra udlandet benyttes nedenstående oplysninger:

  • IBAN-nummer: DK3850610001085304
  • BIC-kode/SWIFT-adresse: JYBADKKK.

Ved betaling skal der oplyses tilbudsnummer og navn.

Overførsel skal ske gebyrfrit for modtager (50 kr. skal lægges oveni beløbet for aftalen). 

For payment abroad, the following information must be used:

  • IBAN-number: DK3850610001085304
  • BIC-Code/SWIFT-adresse: JYBADKKK

In the payment offer number and name must be stated.

Transfers must be made free of charge to the recipient (Dkr. 50 must be added to the amount of the agreement).

7.5 Moms ved betaling fra udland

SKAT har givet GiasCentret denne vejledning:

En aftale om vedligeholdelse skal pålægges moms efter reglerne i momsloven, hvis kunden er bosiddende i udlandet.

Hovedreglen er, at der skal afregnes moms af ydelser, der leveres mod vederlag her i landet jf. § 4. Det følger af § 16, stk. 4, at leveringsstedet er her i landet for en ydelse, der leveres her i landet. Et gravsted anses for at være fast ejendom i henhold til § 18.

Situationen, hvor personen, der modtager ydelsen, ikke er bosiddende her i landet, medfører ikke, at situationen er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 21 d.

7.6 Kontant betaling

Betalingsmodtagere er forpligtede til at modtage kontant betaling. Det følger af kontantreglen.

Ved GIAS-tilbud er GiasCentret betalingsmodtager. 

Kirkegården er derfor kun forpligtet til at modtage kontant betaling, når det drejer sig om fakturaer, som kirkegården selv udsender. 

Reglen kan ikke fraviges i kirkegårdsvedtægten.

7.7 Betaling kort før betalers død

Hvis et dødsbo er insolvent, gælder konkurslovens regler om omstødelse. Det fremgår af § 70, stk. 4, i dødsboskifteloven.

Det betyder blandt andet, at betaling af gæld som fx et GIAS-tilbud eller en faktura kan kræves omstødt efter § 67, stk. 1, i konkursloven, hvis:

  • betalingen er foretaget senere end tre måneder før fristdagen (den dato, hvor skifteretten har truffet afgørelse om insolvensbehandling af boet), og
  • betalingen er sket med usædvanlige betalingsmidler, før normal betalingstid eller med beløb, som afgørende har forringet skyldnerens betalingsevne, og
  • betalingen ikke under hensyn til omstændighederne fremtrådte som ordinær.

Reglerne modsvares af § 71 i dødsboskifteloven, hvorefter rimelige begravelsesudgifter i insolvente boer betales forud for anden gæld. Rimelige begravelsesudgifter er således fortrinsberettiget.

7.8 Kommunen som betaler af GIAS-tilbud

Kommunerne vil gerne have oplyst afdødes fødselsdato, da kommunen uden denne oplysning har svært ved at finde afdøde i deres system. Det gælder især, hvis der er tale om et meget brugt navn.

Fødselsdato påføres automatisk på tilbuddet, hvis afdødes CPR-nummer bliver indtastet.

Tilbud til kommunerne skal sendes som e-fakturaer. Dette kan gøres på virk.dk
Der er ingen udgifter forbundet med oprettelsen. Husk at vedhæfte tilbuddet til e-fakturaen. På virk.dk findes vejledning om brugen.

7.9 Ingen penge i dødsboet

Det fremgår af lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, at der altid skal være adgang for ubemidlede til at få et gravsted udlagt uden vederlag. Det fremgår videre, at sådanne gravsteder ikke må henlægges til en særlig afdeling på kirkegården.

Ifølge Kirkeministeriet kan

  • kirkegården ikke opkræve betaling for erhvervelse af gravstedet (uanset om afdøde var medlem af folkekirken eller ej)
  • kirkegården opkræve betaling for gravkastning med videre
  • kirkegården opkræve betaling for vedligeholdelse.

Se Kirkeministeriets notat af 20. oktober 2014 om ubemidlede - betaling for gravsted.

Det er som udgangspunkt dødsboet, der betaler for begravelsen og alle de udgifter, der er forbundet hermed.

Hvis dødsfaldet er sket den 15. november 2022 eller herefter, skal anmeldelse af et krav mod dødsboet fx for betaling af udgifter i forbindelse med begravelsen ske ved domstolenes skifteportal, der tilgås via www.minskiftesag.dk. Vejledning om Skifteportalen, og hvordan den bruges, kan findes her.

I insolvente dødsboer er rimelige begravelsesudgifter fortrinsberettigede, herunder vedligeholdelsesudgifter. Begravelsesudgifterne skal betales, så snart/hvis der er frie midler.

På domstolenes hjemmeside fremgår blandt andet følgende under afsnittet ”Hvem skal stå for begravelsen eller bisættelsen”:

”Det er dødsboet, der betaler for begravelsen, hvis boet har penge nok. Hvis der ikke er penge nok i boet, er det dog den, der bestiller en begravelse (eller ligbrænding), som skal betale udgifterne.

Hvis ingen pårørende bestiller en begravelse, er det kommunens ansvar at sørge for begravelsen, men udgiften skal dødsboet stadig betale.” 

7.10 Rykkerprocedure

Ved GIAS-tilbud med traditionelle ydelser, er rykkerproceduren som følger:

  • Rykker sendes ca. 10 dage efter forfald med en betalingsfrist på 14 dage.
  • Efter betalingsfristens forfald i henhold til rykkeren, sendes orientering til menighedsrådet om, at GiasCentret ikke foretager sig mere.

GiasCentret kan ikke undlade at sende enkelte rykkere. Hvis kirkegården ved, at betalingsfristen ikke kan overholdes, må betaler orienteres om, at der vil blive sendt rykker, men at de ikke skal foretage sig noget. Det kan fx være, hvis boet overgives til bobestyrer.

Ved GIAS-tilbud med obligatoriske ydelser, er rykkerproceduren som følger:

  • 1. rykker sendes ca. 10 dage efter forfald med en betalingsfrist på 14 dage.
  • 2. rykker sendes ca. 10 dage efter ovennævnte forfald.
  • Efter betalingsfristens forfald i henhold til 2. rykker, sendes orientering til menighedsrådet om, at GiasCentret ikke foretager sig mere.

GiasCentret har udarbejdet tre brevskabeloner, som menighedsrådet kan benytte sig af, når GiasCentret ikke har modtaget betaling for et GIAS-tilbud, og menighedsrådet derfor skal sende yderligere rykkere til gravstedsindehaver om den manglende betaling. Der henvises til afsnittet med skabeloner til menighedsråd nedenfor. 

7.12  Gældsstyrelsens Fordringshaverportal

Menighedsråd og kirkegårdsbestyrelser kan sende ubetalte fakturaer til inddrivelse via Gældsstyrelsens Fordringshaverportal. Vær opmærksom på, at det kun gælder de fakturerer, kirkegården selv udsteder og dermed ikke GIAS-tilbud.

Inden det er muligt at sende de ubetalte fakturaer til inddrivelse via Fordringshaverportalen, skal menighedsrådet eller kirkegårdsbestyrelsen oprettes som fordringshaver hos Gældsstyrelsen.

Gældsstyrelsen opfordrer dog til, at I afventer oprettelse, indtil I har gældsposter klar til inddrivelse.

Bliv oprettet som fordringshaver

Når I har gældsposter klar til inddrivelse, skal I kontakte Gældsstyrelsens Fordringshaversupport for at blive oprettet som fordringshaver. Angiv gerne det CVR-nummer, som I ønsker fordringshaveraftalen oprettet på.

Bemærk, at der vil være sagsbehandlingstid for at blive oprettet. 

Kontaktinformation findes her: Fordringshaversupport (gaeldst.dk)

Jeres ansvar som fordringshaver

Når I har fået oprettet en fordringshaveraftale, har I et ansvar for at sikre et korrekt inddrivelsesgrundlag. Derfor skal I sørge for at følge både generelle og specifikke krav og procedurer, som I kan læse om herunder:

·         Generelle krav til fordringer

·         Kirkernes aftalegrundlag med Gældsstyrelsen

·         Roller og ansvar som fordringshaver

·         Vejledning til PSRM (gaeldst.dk)


Har I spørgsmål til ovenstående, er Gældsstyrelsens Fordringshaversupport klar til at hjælpe jer.

Fordringshaversupporten hjælper alene fordringshavere og er således ikke rettet mod almindelige borgere med gæld til inddrivelse. De besvarer både spørgsmål i forbindelse med oprettelse, udfordringer i portalen og yder vejledning til overdragelse af fordringer.

Orientering af Gældsstyrelsen ved efterfølgende strukturændringer

Hvis man er oprettet som fordringshaver i Fordringshaverportalen, og man efterfølgende bliver omfattet af en strukturændring - sammenlægning til fælles menighedsråd, sammenlægning af sogne eller oprettelse af et nyt sogn - skal man altid orientere Gældsstyrelsen om ændringen, så det også ændres i Fordringshaverportalen.

8. Information i forbindelse med boopgørelsen

GiasCentret modtager ofte information af relevans for det enkelte tilbud fra bobestyrer, advokat, skifteretten med videre. Det kan fx være informationer om: 

  • at boet endnu ikke er gjort op
  • at de afventer salg af ejendom
  • andre udefra kommende forsinkelser.

Hvis kirkegården ønsker at modtage denne information, er det vigtigt, at der står en mailadresse på kirkegården inde på oplysningerne i tilbuddet.

9. CPR-nummer i GIAS

9.1 CPR-nummer på afdøde

Der kan opstå udfordringer ved gamle gravsteder, hvor der er oprettet aftaler fra før indførelse af CPR-nummer. I GIAS er det muligt at forlænge en ydelse, selvom der ikke er indtastet et CPR-nummer på afdøde.

Indtastning af CPR-nummer for afdøde er trådt i kraft den 4. april 2014 og gælder ikke for aftaler før denne dato. Der er nu reguleret i bekendtgørelse nr. 1172 af 19. september 2016 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde.

9.2 CPR-nummer på gravstedsindehaver og betaler

Feltet kan stå tomt, hvis gravstedsindehaveren er en kommune eller en person, der ikke har et gyldigt dansk CPR-nummer.  

Indtastning af CPR-nummer for gravstedsindehaver og betaler er trådt i kraft den 4. april 2014 og gælder ikke for aftaler før denne dato. Der er nu reguleret i bekendtgørelse nr. 1172 af 19. september 2016 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde.

Når der er indtastet et CPR-nummer, har kirkegården mulighed for at finde frem til gravstedsindehaveren i forbindelse med fx fornyelse af gravstedet, selvom denne har skiftet adresse.

10. Følsomme og fortrolige personoplysninger

Mails, der sendes fra en km.dk eller sogn.dk adresse, sendes altid krypteret. GiasCentret anbefaler derfor, at disse mailadresser anvendes, når kirkegårdene sender mails til gravstedsindehaverne.

Da mails, der sendes fra en km.dk eller sogn.dk adresse, altid sendes krypteret, er der ikke noget til hinder for herfra at sende mails til gravstedsindehavers almindelige mailkonto som fx en hotmail eller gmail konto. Det gælder uanset, at mailen indeholder følsomme og fortrolige personoplysninger.

Som afsender skal man blot sikre sig, at der er overensstemmelse mellem den person, man vil sende til, og den mailadresse man har til vedkommende.

Følsomme og fortrolige personoplysninger er fx oplysning om medlemskab af folkekirken, oplysning om at afdøde skal begraves i et område på kirkegården, der er reserveret for bestemte for religioner, beskyttet adresse og CPR-nummer.

Alternativt kan post til gravstedsindehaver sendes som Digital Post eller et almindeligt brev.

11. Reservation af gravsted

Det er muligt at reservere et gravsted, hvis kirkegårdens vedtægter giver mulighed for det.

For at reservere et gravsted skal der betales for eventuel vedligeholdelse fra tidspunktet for aftalens indgåelse.

Det er ikke muligt at lave en aftale, hvor der først betales fra tidspunktet for nedsættelse af kiste eller urne (en såkaldt fremtidig aftale).

Under afdøde kan kirkegården fx skrive ”reserveret” under fornavn og ”gravsted” under efternavn.

Indhold
  1. Brugervejledning og IT
    1. Gravstedsaftalens gang
      1. Flerårige aftaler
      2. Etårige aftaler
    2. Aftaler i GIAS
      1. Hvorfor oprettes en aftale i GIAS som et tilbud
      2. Flere tilbud på samme gravsted
      3. Sletning af tilbud
      4. Start- og sluttidspunkt for en GIAS-aftale
      5. Tilbud oprettet med fejl
      6. Sætte tilbud i bero
      7. Tilbud ikke modtaget
      8. Opsigelse af GIAS-aftale
    3. Taksterne på kirkegården
      1. Forlængelse og fornyelse af et gravsted
        1. Obligatorisk vedligeholdelse
          1. Betaling
            1. Betalingsfrist
            2. Betaling bagudrettet eller fremadrettet?
            3. Betaling omfatter både faktura og tilbud 
            4. Betaling fra udland 
            5. Moms ved betaling fra udland
            6. Kontant betaling
            7. Betaling kort før betalers død
            8. Kommunen som betaler af GIAS-tilbud
            9. Ingen penge i dødsboet
            10. Rykkerprocedure
            11. Manglende betaling
            12.  Gældsstyrelsens Fordringshaverportal
          2. Information i forbindelse med boopgørelsen
            1. CPR-nummer i GIAS
              1. CPR-nummer på afdøde
              2. CPR-nummer på gravstedsindehaver og betaler
            2. Følsomme og fortrolige personoplysninger
              1. Reservation af gravsted