En guide for nybegyndere til det helt særlige sprog, der bruges i kirken.
”Dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod,” siger præsten henne i kirken, mens et fladt, lille brød bliver uddelt sammen med lidt vin. Jesus er i øvrigt søn af Gud og født af en jomfru og kan gå på vandet og lave vand om til vin. Når vi gifter os i kirken, lover vi at elske hinanden, indtil døden os skiller – skønt alle ved, at vi i Danmark har en skilsmisseprocent på over 40. Og i trosbekendelsen, som man skal sige ja til ved dåben, bekender man ikke alene sin tro på, at Gud har skabt både himlen og jorden, men også på, at Jesus blev levende efter sin død, ligesom vi selv skal genopstå og få evigt liv. For mange kan det måske føles lige voldsomt nok.
En nøgle til kirkens sprog er ikke at tage det alt for meget på ordet. Bibelen, ritualerne, bønnerne skal ikke læses som en historiebog eller avisartikel, der faktuelt og bogstaveligt fortæller, hvordan noget er eller skal være.
Det betyder ikke, at det ikke skal tages alvorligt. Kirkens sprog skal bare snarere læses som et digt eller roman, som en beskrivelse af vores livsvilkår. Forstået på den måde, at man er nødt til at spørge sig selv: Hvordan kan det her give mening, i mit liv og i vores samfund?
Og selvom der sker sære ting i Bibelen, har det ikke noget med overtro og trylleri at gøre og heller ikke med urealistiske forestillinger om ægteskabets ukrænkelighed. Snarere er den magi og fortryllelse, som Bibelen og kristendommen opererer med, en, som også ikke-troende godt kender i forvejen.
Hvorfor laver man ikke bare kirkesproget om, så alle kan forstå det?
På en måde kunne man stille samme spørgsmål til en roman. Hvorfor behøver H.C. Andersen skrive eventyret ’Den lille havfrue’; kunne han ikke bare sige ligeud, at kærligheden kan være fuld af smerte, men at det ikke desto mindre kan være meningsfyldt at ofre sig selv for sin elskede? Hvorfor advarer Margaret Atwood ikke direkte imod religiøs fundamentalisme og kvindeundertrykkelse i stedet for at skrive romanen ’Tjenerindens fortælling’ (forlægget for tv-serien ’The Handmaid’s Tale’)?
Det er, fordi det ville blive nogle sølle, reducerede versioner. Romanen (eller eventyret eller digtet) appellerer til vores sanser, lader os opleve noget, som vi ikke har oplevet, inviterer til, at vi investerer os selv i værket og ikke bare prøver at forstå pointen med hovedet.
Vi vil aldrig sige, at ’Den lille havfrue’ og ’Tjenerindens fortælling’ er fjollede, ubrugelige tekster, fordi det jo ikke er sådan ’i virkeligheden’. De er sande i en anden forstand; vi er i stedet nødt til at forholde os til, om de giver mening for os, om de fortæller os noget, det er vigtigt at lytte til.