Webinarrække: Hellige skrifter eller hellig frihed

Koranafbrændinger og konsekvenserne heraf fylder i medierne og i hjemmene. Folkekirke & Religionsmøde arrangerer i den anledning to webinarer, som kan gøre dig klogere på nogle af standpunkterne i debatten. Det første webinar afholdes 29. august. 

Samtalerne og diskussionerne om koranafbrændinger og konsekvenserne heraf –indenrigspolitisk, udenrigspolitisk og i forhold til lovgivning, værdier og principper, forståelse af religion og sekularitet – alt det fylder i medierne og i hjemmene.

Folkekirke & Religionsmøde vil gerne bidrage til, at vi får talt sammen på tværs. På tværs af holdninger og på tværs af religiøse tilhørsforhold.

Hvis du er i tvivl
Hvis du har lært noget nyt de seneste uger
Hvis du har svært ved at overskue alle implikationer af dine egne positioner
Hvis du gerne vil blive klogere på andres standpunkter i et format med tid til samtale ...

- så kom med til vores webinarer.

Hellige skrifter eller hellig frihed

Tirsdag d. 29. august kl. 16-17
Omar Alkhatib, radiovært på 24syv: ”Det muslimer taler om” og styregruppemedlem for Kristent-Muslimsk Samtaleforum & Peter Birch, biskop i Helsingør Stift

Mandag d. 4. september kl. 16-17
Naveed Baig, imam i Dansk Islamisk Center og ph.d.-studerende
& Jesper Hougaard Larsen, præst i Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde Odense

Tilmeld jer her