Visionsdag satte kursen for Viborg Stifts fremtid

Hvad skal Viborg Stift være optaget af i de kommende år? Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da stiftsråd, provster og stiftspræster mødtes til visionsdag i bispegården.

Mødesalen summede af idéer, refleksioner og samtaler, da deltagerne satte sig sammen for at pege på de vigtigste fokusområder for Viborg Stift i de næste tre til fem år.

Målet var ikke at finde hurtige løsninger eller opfinde nye projekter for projekternes skyld, men at få øje på de pejlemærker, der kan være med til at forme stiftets fremtidige arbejde.

– Det, vi er sammen om, er noget af det vigtigste, vi kommer til at arbejde med i den her periode som stiftsråd, lød det indledningsvis fra biskop Henrik Stubkjær.

Postkort fra fremtiden

En af dagens kreative øvelser var “postkort fra fremtiden”, hvor deltagerne forestillede sig folkekirken nogle år frem og skrev hjem om det, de oplevede.

Her blev der blandt andet peget på behovet for at fjerne unødige barrierer og slippe byrder fra fortiden, så der bliver bedre plads til at møde fremtidens muligheder.

Biskop Henrik Stubkjær deltog sammen med medlemmer af stiftsrådet i dagens gruppesamtaler, hvor der blev arbejdet med idéer og perspektiver for Viborg Stifts udvikling i de kommende år. Foto: Henrik Helms

Samtidig blev der sat ord på de mange erfaringer, folkekirken allerede gør sig lokalt. Fra samarbejder med skoler til fællesskaber omkring kirkerne blev der delt eksempler på, hvordan kirken fortsat kan skabe værdi i menneskers liv.

Mange idéer – fælles retning

Dagen gav plads til både debat, gruppearbejde og fælles refleksioner. Undervejs blev idéer skrevet ned, samlet ind og bearbejdet.

Flere deltagere fremhævede værdien af at høre forskellige perspektiver på, hvordan Viborg Stift kan udvikle sig.

– Jeg synes, det har været givende og spændende at høre, hvad andre har af meninger, input og idéer om, hvordan Viborg Stift skal udvikle sig i fremtiden, lød det fra Kim Carsten Thomsen, der er medled af stiftsrådet.

Ifølge biskop Henrik Stubkjær tegnede der sig i løbet af dagen et billede af nogle fælles temaer.

– Det har været en meget livlig proces med rigtig mange idéer i spil, og jeg synes også, at man kunne se, at vi kunne samle os omkring fire til seks områder, som der skal arbejdes målrettet med i de kommende år, sagde han.

Kim Carsten Thomsen var blandt deltagerne på visionsdagen. Han fremhævede værdien af at høre forskellige perspektiver og få nye idéer til, hvordan Viborg Stift kan udvikle sig i fremtiden. Foto: Henrik Helms

Arbejdet fortsætter efter sommeren

Visionsdagen var første skridt i en længere proces. De mange input skal nu samles og bearbejdes, inden arbejdet fortsætter efter sommeren.

Næste fase bliver, når provstiudvalg og stiftsudvalg inviteres med ind i samtalen om, hvilke fokusområder der skal præge Viborg Stifts arbejde i de kommende år.

Dermed er kursen sat for et fælles arbejde med at formulere visioner, der både tager afsæt i folkekirkens tradition og i de muligheder og udfordringer, som fremtiden bringer.

Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet, ledte dagens samtaler og refleksioner som moderator. Med afsæt i erfaringer fra strategisk menighedsudvikling hjalp han deltagerne med at sætte ord på Viborg Stifts fremtidige visioner. Foto: Henrik Helms