To nye præster til Aalborg Stift

28. maj blev Jonas Rudbeck og Michael Bendtsen ordineret som præster i Aalborgs domkirke Budolfi Kirke. De er ansat fra 1. juni i henholdsvis Hune Pastorat og Kollerup-Fjerritslev-Hjortdal Pastorat. 
Michael Bendtsen og Jonas Rudbeck blev ordineret i Budolfi Kirke 28. maj 2026. Foto: Lars Horn

Velkommen til to nye sognepræster i Aalborg Stift.

28. maj blev kandidat Jonas Rudbeck og cand. theol. Michael Bendtsen og ordineret som præster i Aalborgs domkirke Budolfi Kirke.

De er begge ansat fra 1. juni i henholdsvis Hune Pastorat og Kollerup-Fjerritslev-Hjortdal Pastorat.

De bliver indsat som nye sognepræster i deres embeder 31. maj af provst Folmer Toftdahl-Olesen. Det bliver samtidig Folmer Toftdahl-Olesens sidste arbejdsdag i Aalborg Stift, før han efter 41 år som sognepræst går på pension.

I biskop Thomas Reinholt Rasmussens tale til ordinaterne sagde han:

"I sendes nu ud som præster og prædikanter. I sendes ud, fordi menigheder har kaldet jer. Her skal I tale trøstens og håbets ord.

Gå på besøg i sognene. Tal med folk. Lyt til de mange gode folk omkring jer. Lær af menighederne, så lærer I endnu bedre at tale til og ind i erfaring og forkynde evangelium, for alt præstens arbejde bygger på, at der er en menighed, der bekender Jesus Kristus som korsfæstet og opstanden.

Og det er nu vores pinseliljetid. Og når tilsigelsesordet høres om nåde og trøst fra Gud, så kan det ske, at denne dybe rumsteren i verden bliver afløst af, at det ånder himmelsk over støvet og vifter hjemligt gennem løvet.

Hvis det ord forplanter sig, at det er kærligheden og ikke døden, der er størst af alt, bliver verden til et bedre sted at være i.

For i ordet fra påskemorgen holder Gud op med at rumle. Her lufter det pludseligt lifligt under sky, fra Paradis opladt på ny. I ordet om Kristus overvindes verdens tvetydighed, og kun Guds nåde står tilbage. Den nåde, I skal forkynde til os alle.

I det arbejde ønskes I al Guds nåde og velsignelse, og jeres sogne ligeså.

Vi er sammen om at høre Guds gode evangelium. Og sammen om at vendes fra dødens tvetydighed til tilgivelsens entydighed. At vendes fra død til liv. Fra mørke til nåde."

Læs hele biskoppens tale på Aalborg Stifts hjemmeside her

Michael Bendtsen og Jonas Rudbeck indsættes i deres embeder 31. maj af provst Folmer Toftdahl-Olesen. Det bliver samtidig Folmer Toftdahl-Olesens sidste arbejdsdag i Aalborg Stift, før han går på pension. Foto: Lars Horn 
Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, provst Folmer Toftdahl-Olesen, de to ordinander og stiftets præster i procession før gudtjenesten. Foto: Lars Horn