Hvad motiverede dig til at blive migrantpræst?
- Jeg oplevede det som et indre kald, som blev bekræftet af et ydre, da min provst opfordrede mig til at søge stillingen, da min kollega gik på pension. Jeg har i mange år været en del af stiftsudvalget for migrantsamarbejde og har været frivilligt engageret på området siden 1986. Derudover har jeg arbejdet som lærer på sprogskoler i over 25 år, så det er et felt, jeg har stor erfaring med og et stærkt engagement i. Jeg har kun været sognepræst i fire år.
Hvordan adskiller arbejdet som migrantpræst sig fra dine tidligere præsteopgaver?
- Her i begyndelsen oplever jeg ikke den store forskel. Jeg har i forvejen arbejdet på tværs af sognegrænser gennem internationalt arbejde, blandt andet i Familienetværket ved Sankt Nicolaj Kirke, den tværkulturelle ferie “Ferie for alle” og opstarten af en sprogcafé i Nicolajhuset. Forskellen er måske, at det nu i højere grad er en officiel del af mit arbejde og dermed mere legitimt at bevæge sig på tværs af sogne i mødet med migranter og flygtninge.
Hvad bliver din vigtigste opgave som migrantpræst?
- Min vigtigste opgave bliver at styrke samarbejdet med både frivillige og kolleger. På sigt skal vi have sammensat et bredt udvalg, som kan være med til at udvikle og bære nye visioner videre. Derudover samarbejder jeg med de øvrige migrantpræster i stiftet, hvor vi deler erfaringer og inspirerer hinanden.
Hvad tror du bliver den største udfordring ved at arbejde med migranter og flygtninge?
- En af de største udfordringer bliver at balancere opgaven med mit arbejde som fuldtids sognepræst i Hellevad/Egvad samt en 25% bistandsforpligtelse i Rise. Det kræver prioritering af tiden og et stærkt samarbejde med frivillige. Samtidig er migranter og flygtninge en meget sammensat gruppe med forskellige behov, kulturelle baggrunde og aldersgrupper. Derfor kræver arbejdet fleksible tilgange og samarbejde på tværs af sognegrænser.
Hvordan vil du arbejde med tro, sprog og kulturforskelle i mødet med mennesker fra forskellige baggrunde?
- Jeg blev engang præsenteret for en model, der opdeler migrantarbejdet i tre områder: kirkefamilien, storfamilien og det gode naboskab.
Kirkefamilien handler om dem, der allerede kommer i vores menigheder – at de føler sig velkomne, og at vi møder dem med gæstfrihed og åbenhed for det, de bringer med sig.
Storfamilien handler om dem, der kommer fra andre kirkesamfund – at vi støtter dem i at være kirke på deres egne præmisser, samtidig med at vi bygger bro til næste generation, som måske søger andre kristne fællesskaber.
Det gode naboskab handler om mødet med mennesker fra andre religioner og om frihed i tro og samtale. Det kan for eksempel ske gennem dialogmøder som “Din tro – min tro” eller gennem fælles aktiviteter som fællesspisning.
Hvad håber du at kunne bidrage med – både som præst og som medmenneske – i denne rolle?
- Som præst møder jeg lokalt mennesker med mange forskellige baggrunde – bl.a. tyske tilflyttere, østeuropæiske landarbejdere, internationale studerende, nye ukrainske flygtninge, kvoteflygtninge og efterkommere af flygtninge/indvandrere. Jeg mener, at kirken har en vigtig opgave i at vise gæstfrihed – og det gælder også i det personlige møde.
- Jeg har selv levet i et tværkulturelt ægteskab i over 30 år, og det har beriget mit liv. Det har givet mig en særlig forståelse for mødet mellem kulturer og for værdien af at åbne sit hjem og liv for andre.
Hvilke initiativer eller tiltag arbejder I på i øjeblikket eller skal til at arbejde med?
- I øjeblikket er der fællesspisning i Familienetværket hver 14. dag i ulige uger, hvor omkring to tredjedele af deltagerne har anden etnisk baggrund. Fra påske udvider vi med en sprogcafé i lige uger, så der fremover er mulighed for ugentlige møder i Nicolaihuset i Aabenraa.
- På længere sigt håber jeg, at vi kan etablere internationale gudstjenester og bibelgrupper. Samtidig er det et mål, at de lokale sognemenigheder bliver mere opmærksomme på deres nye naboer og aktivt byder dem velkommen i fællesskabet.