
Onsdag den 3. juni 2026 bytter alle 7. klasser i København klasselokalet ud med virkeligheden på en arbejdsplads.
Skolernes Erhvervsdag er en anderledes skoledag, hvor eleverne besøger virksomheder rundt i København og omegn for at opleve, hvordan hverdagen på en arbejdsplads ser ud.
For jer er dagen en mulighed for at inspirere byens 7. klasser - de unge, der en dag kan blive jeres praktikant eller fremtidige kollega.
Skal din kirke også være med?
Hvis I ønsker at være vært under Erhvervsdagen, er det vigtigt, at I tilmelder jer via tilmeldingsformularen senest den 18. marts. I finder link til tilmeldingsformularen her.
Som værtsvirksomhed får I mulighed for at:
- Inspirere unge – måske plante et frø, de vil huske, når de skal vælge deres karrierevej.
- Synliggøre jeres virksomhed og de jobmuligheder, I tilbyder.
- Blive en del af et stort fælles event, hvor 3700 elever besøger virksomheder i og omkring København.
- Blive inviteret til et fælles rådhusevent både før og efter selve Erhvervsdagen.
Hvad indebærer det at være vært?
I tager imod minimum et hold på. 7–9 elever i tidsrummet 10.00–13.00 (I kan også vælge at tage flere hold).
Som vært skal I:
- lade eleverne prøve kræfter med en hands-on opgave, der viser noget af jeres arbejde.
- give en kort rundvisning, så eleverne får et indblik i hverdagen hos jer.
- give eleverne mulighed for et kort interview med 1–2 medarbejdere om deres job og vej dertil, som de kan arbejde videre med i skolen.