Alle har et ar et sted. Sådan synger sangeren Andreas Odbjerg i sin sang: I morgen er der også en dag.
Ligesom Jesu disciple i påsken svigter deres ven og mester 'big time', så har vi alle prøvet at blive svigtet eller selv at svigte. Og få ar på sjælen.
I påskens vilde historier er der glæde, forventning, samvær, svigt, tilgivelse, håb og opstand mod mørket på spil.
Temaer, som findes i alle mennesker liv.
Ribe Stifts Film-og Podcast team har i år lavet tre små film om påskens vilde fortællinger sammen med en række unge mennesker, der fortæller om et af de store temaer: Svigt.
De unge fortæller selv om svigt i deres liv. Og de fortæller også, hvordan man kan leve med det og bære det med sig som en erfaring videre i livet. Og give erfaringen videre til dig og mig.
Følg med på vores Facebook-profil eller vores Youtube-kanal ((3) Ribe Stift - YouTube) hhv. Skærtorsdag, Langfredag og Påskedag. Vi håber på, at filmene vil vække særligt de unges nysgerrighed og refleksion, og at filmene vil være med til at skabe spændende samtaler.