Et religiøst rejsehold kan tilkaldes af uddannelsessteder, institutioner og boligområder i Københavns Kommune i resten af 2025. Projektet, som har fokus på forebyggelse og håndtering af problemer med religiøs intolerance, er finansieret af Københavns Kommune og forankret i folkekirken i Københavns Stift.

Antisemitisme og islamofobi er i vækst i Københavns Kommune, og derfor har kommunen besluttet at bevillige penge til et rejsehold for religiøs tolerance, som i første omgang resten af 2025 tilbyder arbejdspladser, foreninger, institutioner, ungdomsklubber og uddannelsessteder et besøg af rejseholdet med fokus på at skabe dialog om religion.
Det er ’Din Tro - Min Tro’, et folkekirkeligt projekt for respekt og gensidig forståelse mellem religioner, som i april i år fik bevillingen på 250.000 kr. og opgaven med at etablere det religiøse rejsehold. Siden da har projektet – sideløbende med dets sædvanlige tilbud til privat- og folkeskoler – videreudviklet sit arbejde til at henvende sig til en langt bredere alders- og befolkningsgruppe for at forebygge og modarbejde hadforbrydelser og utryghed i København.
– Rejseholdet består altid af en jøde, en muslim og en kristen, som på opfordring kommer ud og alt efter sammenhængen og problemstillingen, tilrettelægger vi besøget. Der er som regel et element af oplæg fra rejseholdet tre religiøse repræsentanter, men indeholder også ofte samtale i plenum eller i mindre grupper. På den baggrund er det rejseholdets opgave at forebygge og modarbejde hadforbrydelser og utryghed i København, fortæller Jonna Dalsgaard, som er projektleder i Din Tro – Min Tro.
Hun forklarer, at hovedbudskabet fra rejseholdets side er, at vi kan leve sammen og bevare vores trosidentitet, samtidig med at der skal være plads til de andres.
I maj måned var de ude på deres første besøg, et forbyggende besøg på en sikret institution for unge.
– Og de har allerede tilkendegivet, at de gerne vil have os derud igen, siger Jonna Dalsgaard.
Faktaboks
Det religiøse rejsehold er et tilbud om et gæstelærerbesøg af en jøde, en muslim og en kristen.
Projektet er forankret i Din Tro – Min Tro, et folkekirkeligt projekt, der de sidste tyve år har arbejdet på at skabe gensidig forståelse og respekt mellem religioner.
I første omgang løber bevillingen resten af 2025.