Pinsehilsen fra Københavns biskop om dobbeltmedlemsskab, prøveoversættelser og Ånden, der sprænger grænser

Det er værd at huske på pinsens fortælling om at opsplitningen kan overvindes i en verden, hvor erobringen af det andet land og undertrykkelsen af dets befolkning ses som den eneste befrielse fra modsætningsforhold. 
Babelstårnet, maleri af Pieter Bruegel den Ældre, 1563.

De første prøveoversættelser af Bibelen er kommet. Foreløbigt drejer det sig om fire udgivelser: Første Mosebog, Højsangen, Markusevangeliet og Fillipperbrevet, og i de kommende år vil det ene bibelske skrift efter det andet blive offentliggjort. Bibelselskabet satte sig nemlig for nogen tid siden for at komme med en ny oversættelse af Bibelen i anledning af reformationsjubilæet i 2036. Til den tid skal vi fejre 500-året for Reformationen, som først og fremmest betød, at den hellige skrift skulle være tilgængelig på modersmålet, og at der skulle prædikes på folkesproget. Vi håber i Bibelselskabet på læselyst og meningslyst.

Det er et stort arbejde at oversætte Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Det medfører mange overvejelser og mange diskussioner, og det er alt sammen kun godt. Derfor er det også vigtigt, at prøveoversættelserne bliver prøvet af i kirkerne. Jeg giver derfor hermed tilladelse til, at I tager teksterne i brug, og vil samtidig opfordre til, at I melder tilbage til Bibelselskabet, hvad I tænker om oversættelserne.

Når jeg pinsedag holder gudstjeneste i Vor Frue Kirke, vil jeg anvende fortællingen om tårnet i Babel i den nye oversættelse.

I dag er det sådan, at man ikke kan være medlem af folkekirken, hvis man tilhører et andet kristent trossamfund. Derfor har biskopperne nu bedt Folketingets partier om at gøre et såkaldt dobbelt medlemskab muligt.

I Københavns Kommune er ca. 23 % af befolkningen ikke født i Danmark. Det betyder noget for folkekirkens medlemstal. Folkekirken har altid været et spejl på den danske befolkning, og derfor finder jeg det naturligt, at de mennesker, der for flestes vedkommende kommer fra en anden europæisk eller vestlig sammenhæng, fremover kan blive medlemmer af folkekirken.

Vi har heldigvis allerede begyndt et arbejde med den ikke-danskfødte del af befolkningen, som vi kalder ”Folkekirken for Internationals”. Jeg er overbevist om, at vi lærer meget som kirke af andre traditioner.

Nu er det kun at håbe, at Folketinget giver den nødvendige lovgivning. Vi har en lang tradition for frihedstraditioner i folkekirken med fx valgmenigheder og mulighed for sognebåndsløsning, og derfor håber jeg, at vi ikke forskanser os, men i endnu højere grad bliver en vidsynet kirke og lever op til vores evangelisk-lutherske tradition.

Om få dage er det pinse, hvor vi skal høre fortællingen om Babelstårnet. Det er fortællingen om, hvordan Gud forhindrede det begær, der løber løbsk med griskhed, misundelse, løgn og egoisme. Gud gav forskellige sprog til menneskene, så det nu blev dem, der kom til at forhindre vanviddet i at skabe kaos. Så længe sprogenes splittelse stod i vejen for begæret efter totalitær magt og ensretning, var den ikke så gal, at den ikke gjorde godt for noget.

I Apostlenes Gerninger fortæller Lukas om den nye virkelighed, om Ånden, der skaber fællesskaber og forståelse. Han sprænger sprogenes grænser. Han fortæller om, at opsplitningen kan overvindes, og at sprogene og grænserne og kulturerne ikke behøver at være forhindringer. Tværtimod så kan hvert et sprog og hver en kultur bidrage til forståelsen af kærligheden, troen og håbet og sætte virkeligheden i perspektiv og give horisont.

Dette er nok værd at erindre sig i en verden, hvor geopolitik spiller en væsentlig rolle, i en verden, hvor erobringen af det andet land og undertrykkelsen af dets befolkning ses som den eneste befrielse fra modsætningsforhold.

Ånd betyder frihed. Derfor ønsker vi, at Ånden vil give os modet til at hævde friheden og stoppe myrderierne rundt om i verden - stoppe det vanvittige had og skabe barmhjertighedens og tilgivelsens liv. Måtte Ånden forvandle os og skubbe os i fredens retning!

Glædelig pinse!

Peter Skov-Jakobsen