Glædelig påske!
Påsken, foråret og livets tilbagevenden til verden. Det hænger sammen. Påsken foregår hos os midt til det spæde forår, hvor der er glæde og håb over at livet, efter en lang vinter, spirer op igen.
Så når vi hører påskens fortælling igen, så er det også ord om, at vi kan håbe.
Digteren Søren Ulrik Thomsen siger et sted, at når vi stiller mælken tilbage i køleskabet, så har vi et håb om fremtiden. Godt nok et håb i det små, men hvis vi var helt uden håb, så ville vi lade mælken stå.
Nu stiller vi faktisk i stor udtrækning mælken tilbage i køleskabet., Måske skal vi være bedre til at se de små ting, der faktisk taler om håb i vores liv; taler om, at vi tror håbet - også hvor vi synes at det næsten er for meget at tro.
For påsken er håbet om, at døden, smerten og sorgen ikke har det sidste ord. Det troede kvinderne, der kom til graven påskemorgen. De troede jo, at alt var sagt, men graven var tom. Fortællingen kunne fortsætte.
Det er det håb, påsken også har. Men vi må ikke tale tomt om håbet. Håbet må ikke være et tomt postulat. Det træder på dem, der er ramt, og som ikke kan håbe, fordi livet måske lige nu er for tungt og for mørkt.
Når man er allermest ramt, kan man ikke selv oprejse håbet. Selvfølgelig kan man ikke det. Så må det først oprejses af noget andet i det små; måske ved den hverdagserfaring af, at man stiller mælken tilbage i køleskabet. Erfaringen af de små hverdagsting, der næste umærkeligt taler om et håb alligevel.
På den måde er sammenhængen mellem påskens fortælling og forårets komme et godt sammenspil. Det hele taler ind i en erfaring af, at verden rejses igen. Det er den fortælling, der skal lyde også fra kirkerne i Aalborg stift i påsken: at det bliver godt igen.
Og vi kan egentlig kun sige, det bliver godt igen, når vi gør det i lyset af påskemorgen, hvor Gud oprejser også den faldne. Teologen K.E. Løgstrup skriver, at ”kun hvis Gud i sit rige oprejser den, der er blevet bedraget for sit liv, undgår den betingelsesløse tilgivelse ... at blive en bagatellisering".
Man må ikke tale tomt om håb, for det kan blive til en hån af den faldne. Håbet må også omfatte dem, der ikke kan håbe. Og håbet gives af Gud ved Jesu opstandelse påskemorgen.
Håbet er ikke en abstrakt eller endog umenneskelig præstation. Og det store i kristendommens tale om håbet er, at det også findes der, hvor vi ikke kan tro det. For kvinderne ved graven troede det ikke. De havde tabt håbet. Alligevel skete det. Det er, hvad påsken i sin dybde handler om: at det sker alligevel.
For lige som foråret sker uden vores medvirken, og graven er tom også uden vores medvirken, så sker tingene for os.
Så lad os sammen holde påske og leve med i den fortælling, at det sker for os og derved, i den tro, ønske hinanden en glædelig påske!
Biskop
Thomas Reinholdt Rasmussen