Oplevelsescenteret Bibliarium inviterer skole- og konfirmandklasser indenfor

Mandag d. 7. april markerede særligt inviterede samarbejdspartnere fra kulturliv, kommune og kirke åbningen af Bibliarium - et oplevelsescenter i midten af København – hvor børn og unge i skolealderen fremover kan gå på opdagelse i de bibelske fortællinger.

I midten af en kreds af unge skoleelever, står Anne-Sofie Aabenhus med et æble i hånden
Direktør Anne-Sofie Aabenhus fik hjælp til at åbne Bibliarium af en skoleklasse, som tog et koordineret bid af et æble. Æblet var symbolet på den forbudne frugt – men trods det, blev ingen smidt ud! Foto: Niels Jakob S. Mye, Københavns Stift.

Næsten 25 år tog det at forvandle idéen om et Bibliarium til virkelighed. Derfor er der ikke noget at sige til, at der må både indvielsesfest og en åbningsfest til for at fejre, at landets første oplevelsescenter for bibelske fortællinger nu er en realitet. Indvielsen fandt sted i januar, og siden da har udvalgte skoleklasser og konfirmandhold været med til at prøvekøre oplevelsescentret, der har til huse i Sct. Andreas Kirke, på hjørnet af Østre Farimagsgade og Gothersgade. Kirken bruges ikke længere til højmesser og handlinger men bruges nu i stedet til Bibliarium.

Åbningen markerer, at man nu som klasselærer, konfirmandunderviser eller med en anden funktion i skole- eller kirkeverden, kan bestille tid og flytte undervisningen ind i et helt særligt rum, hvor Bibelens tekster løfter sig ud af papiret og bliver til lyd og billeder og store tanker, som eleverne skal arbejde med, forstå og omformulere.

God modtagelse

Børne og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Jakob Næsager, var med til åbningen. Han var imponeret over, hvordan Bibliarium formidler Bibelen:

”Beretningerne fik liv. Man kan mærke dem, for de bliver fortalt med i lyd, lys og bevægelse. For en som mig, som er troende, får fortællingerne nyt liv – og jeg mener, at ikke-troende vil få et indtryk af den kultur og de værdier, vores samfund er bygget på. På den måde er Bibliarium både oplysende og dannende ”

Bibliariums direktør, Anne-Sofie Aabenhus, fortæller, at den respons Bibliarium har modtaget fra de elever, der indtil nu har været på besøg, også har været positiv. De forholder sig til dilemmaerne i de bibelske tekster og genfortæller dem for hinanden:

”Vi deler eleverne op i små hold, og så går de rundt i labyrinten og lytter til tre forskellige bibelske fortællinger. Så mødes de og genfortæller historierne for hinanden. De er virkeligt gode til at huske fortællingerne, selv om mange af de unge, ikke har hørt dem før. Vi er glade og imponerede over, hvordan de unge bliver optaget af fortællingerne og diskuterer dem med hinanden

For undervisere er der mulighed for at fortsætte samtalen i klasseværelset efter besøget i Bibliarium. Klassen får en liste over de fortællinger, de har arbejdet med samt kopier af elevernes egne fortællinger fra greenscreen-studiet.

Ikke et traditionelt museum

Som en del af skolernes undervisning deltager mange elever i de såkaldte åben-skole-forløb. Derfor var talerne ved Bibliariums åbning foruden børne- og ungdomsborgmesteren også vicedirektøren fra Arbejdermuseet, Linda Nørgaard og lederen af Skoletjenesten, Jane Damm. De er begge repræsentanter for de mange samarbejdspartnere indenfor kulturlivet, som Bibliarium kommer til at udvikle forskellige tiltag sammen med.

”Vi har mange af de samme blikke på, hvordan undervisningen kan drage nytte af flytte sig ud i andre rum, der giver erfaringer og taler med ind i elevernes almene dannelse og forståelse af verden omkring sig”, siger direktør Anne-Sofie Aabenhus.

Derfor er Bibliarium i første omgang udviklet til skoleklasser og konfirmandhold, så man må desværre skyde en hvid pil efter et privat besøg med ungerne i weekenden. Åbningstiderne er tilpasset skoler-og konfirmandundervisning. Ønsker man at besøge Bibliarium skal man melde sig til som en gruppe på hjemmesiden, hvor man skal angive, om man er skoleklasse eller fra en kirke i Københavns Stift eller et andet stift. Fra 1. maj kan man booke en tid i hele det kommende skoleår 25/26. Kirker fra Københavns Stift får rabat, da dele af Bibliariums drift allerede er finansieret af provstierne i København. 

Find mere information på Bibliariums hjemmeside: www.bibliarium.dk.