Onboarding med omtanke - nye præster i Ribe Stift

Hvordan sikrer vi, at nye præster får en tryg og kvalificeret start i embedet? I Ribe Stift er fællesskab, faglighed og nærvær centrale elementer i onboarding af nyansatte præster.

At begynde i en ny præstestilling er en stor overgang – fagligt, kollegialt og menneskeligt. I Ribe Stift lægger vi derfor vægt på, at nyansatte præster får en tryg og kvalificeret start i embedet og hurtigt bliver en del af stiftets fællesskab.

En vigtig del af denne indsats er 24 timer for Nyansatte, som afholdes i Løgumkloster. Her samles nyansatte præster til et døgn med fokus på faglig inspiration, refleksion og kollegial erfaringsudveksling. Initiativet er forankret i stiftets arbejde med Godt Præsteembede og Onboarding og gennemføres i tæt samarbejde med stiftets uddannelseskonsulent.

Den 19.–20. januar 2026 deltog 10 nyansatte præster i forløbet. Programmet bød blandt andet på oplæg og debat om Hal Koch og demokrati ved sognepræst Mette Hvid-Olsen, introduktion til bibliotekets mange ressourcer samt aftensang og fælles middag, hvor der var god tid til uformelle samtaler.

Som en fast del af forløbet deltog også et udvalgt provsti – denne gang Skads Provsti – hvilket bidrog til et værdifuldt møde mellem nye og mere erfarne præster og styrkede udvekslingen på tværs af stiftet.

I Ribe Stift ser vi et stærkt fagligt og kollegialt fællesskab som en afgørende forudsætning for trivsel og bæredygtighed i præsteembedet. Derfor prioriterer vi onboarding højt og følger nye præster tæt i deres første tid i embedet – til gavn for både præster, menigheder og samarbejdspartnere.