
Flere og flere børn og unge oplever i dag skolevægring eller andre psykosociale udfordringer, som gør det svært at være en del af et almindeligt klassefællesskab. For nogle bliver det også en barriere for konfirmationsforberedelsen.
Det vil Den digitale konfirmandstue, som er et digitalt undervisningsmateriale for konfirmander udviklet af præster fra de tre sjællandske stifter, råde bod på.
Undervisningsmaterialet er frit tilgængeligt og kan bruges direkte over fx Microsoft Teams.
- Vi synes, at det er vigtigt, at kirken også er nærværende for denne gruppe. Det er en stigende tendens, at flere og flere børn og unge oplever skolevægring. Vi er blevet opmærksomme på, at mange i denne gruppe har et stort ønske om at blive konfirmeret, uden at kunne overskue fysisk fremmøde, lyder det fra arbejdsgruppen.
Inspireret af digitale læringsformer
Materialet består af 7 gennemarbejdede emneopdelte PowerPoint-præsentationer, der kan tilpasses den enkelte konfirmand. Hvert emne rummer billeder, spørgsmål, videoer, salmer, lege, spil og små meditationer, så undervisningen bliver levende og interaktiv – også selvom den foregår på afstand.
”Mange præster oplever, at konfirmander falder ud af undervisningen på grund af skolevægring. ’Den digitale konfirmandstue’ er et hjælperedskab i situationer, hvor man ellers ikke kan komme videre. Materialet er en indføring i centrale emner i konfirmandundervisningen med opgaveløsning, information og en mulighed for at være sammen digitalt,” siger Erik Hviid Larsen, som er en af forfatterne til materialet.
Materialet er frit tilgængeligt (open source), så præster kan tilpasse og videreudvikle det efter behov.