Nyt materiale til menighedsråd: Tag godt imod jeres nye præst

Hvordan kan I give jeres nye præst en god begyndelse i jeres kirke? Menighedsråd i Københavns Stift kan få inspiration i nyt materiale fra Københavns Stift, når de skal planlægge modtagelsen af en nye præst.

De første måneder på en ny arbejdsplads er afgørende og sætte sig spor langt ind i ansættelsen. Derfor kan arbejdspladsen gøre en stor forskel i sin modtagelse af en ny medarbejder. 

Det er en god ide at bruge tid på at forberede velkomsten, også når det gælder modtagelsen af en ny præst. Selvom I ikke er arbejdsgivere for præsterne ved jeres kirke, kan I gøre meget for, at den nye præst får en god start hos jer.

Tjekliste og samtaleguide
Det nye materiale 'Tag godt imod jeres nye præst' består af en tjekliste og en samtaleguide. Tjeklisten indeholder spørgsmål inden for forskellige emner som ’Velkomst’ og ’Arbejdsgange, samarbejde og rutiner’ og ’Information om provsti og stift’ osv.

Samtaleguiden retter sig imod det gode samarbejde i menighedsrådet. Hvordan etablerer og vedligeholder man et godt samarbejde? Det kræver samtale, og guiden kan give inspiration til, hvordan man kan tage hul på den.

Man kan printe materialet ud og fx skrive navne på de forskellige opgaver i forberedelsen.

Materialet er udarbejdet af Københavns Stift i samarbejde med provst Kirsten Jørgensen og to af stiftets teologiske konsulenter efter forlæg fra Helsingør Stift.


Se materialet her: Tag godt imod jeres nye præst | Københavns Stift