Nyhedsbrev fra Forsikringsenheden #8 

Dette nyhedsbrev fra Forsikringsenheden fremhæver emner som brug af privat bil til arbejdskørsel med folkekirkens trailer, tyveri fra materialegården samt en præsentation af Forsikringsenheden.

Brug af privat bil med trailer ejet af folkekirken til arbejdskørsel

Hvis en ansat benytter egen bil arbejdsmæssigt, er bilens ansvarsforsikring normalt udvidet til også at dække traileren, så længe den er koblet på bilen. Det er derfor bilens ansvarsforsikring der skal dække evt. skader, hvis traileren forårsager skade på andre personer, deres ting eller køretøjer. Sker der skade på traileren vil den være dækket af selvforsikringsordningen, hvis den er ejet af folkekirken.

Vær opmærksom på, at forsikringsordningen kun dækker tyveri af traileren, når den er opbevaret i en aflåst bygning. Læs hvorfor i afsnittet nedenfor.

Hvis I ikke har mulighed for at parkere traileren indenfor, kan I købe en kaskoforsikring til traileren hos et valgfrit forsikringsselskab efter eget valg. Det er vigtigt, at I omhyggeligt sætter jer ind i alle forsikringsvilkår, inden I går videre med at tegne forsikringen.

Tyveri fra materialegården

Vi modtager en del henvendelser omkring tyveri fra folkekirkens materialegårde, og vi vil derfor gerne præcisere, at simpelt tyveri, hvor der ikke er tegn på indbrud i folkekirkens bygninger, ikke er dækket af selvforsikringsordningen. For at tyveri kan dækkes, er det en betingelse, at tyvene har skaffet sig adgang til en aflåst bygning ved anvendelse af vold.

Tyveri, der finder sted på gårdspladser, indhegnede områder eller andre udendørs områder, er som regel derfor ikke dækket af forsikringsordningen, medmindre genstanden er fastmonteret på et fundament og ikke er flytbar.

Det betyder, at maskiner, der står i en lukket og aflåst materialegård, ikke er forsikringsdækket, da forsikringsordningen kun dækker maskiner, der er opbevaret i en aflåst bygning.

Hvem er Forsikringsenheden (FE)?

Forsikringsenheden er et samarbejde mellem Københavns og Helsingør Stift, hvor de to stifter sammen administrerer Folkekirkens forsikringer. Dette sker i praksis på vegne af og i samarbejde med By-, Land- og Kirkeministeriet, som er Forsikringsenhedens og Folkekirkens øverste myndighed.

Hvis I har brug for at kontakte Forsikringsenheden, kan I ringe til os på 70 20 19 91 mellem kl. 10.00 og 15.00 mandag til torsdag, eller mellem kl. 10.00 og 14.00 om fredagen. I kan også vælge at sende os en mail på fe@km.dk.

I kan læse mere om selvforsikringsordningen og -betingelserne i ”Håndbog for Folkekirkens Forsikrings- og Selvforsikringsordning”. Den findes på Folkekirkens Intranet (FIN) – klik her