Sådan undgår I ulykker med ukrudtsbrændere
Vi går nu ind i sæsonen for brug af ukrudtsbrændere og derfor gør vi opmærksom på, at uforsigtig brug af ukrudtsbrændere hvert år skyld i adskillige brande. For at hjælpe menighedsrådene med at bruge ukrudtsbrændere mere sikkert og korrekt har vi samlet en række gode råd fra bl.a. Beredskabs- og Sikkerhedsstyrelsen,
- Ukrudtet skal svitses, ikke brændes
- Hold ukrudtsbrænderen væk fra tør jord og tør bevoksning
- Hold god afstand til biler, bygninger og plankeværk
- Hold øje med glemte gløder
- Forlad aldrig en tændt eller varm brænder
- Afmonter gasflaske eller -dåse efter brug
- Hav altid brandslukningsudstyr i nærheden, fx mobil slangevinde og/eller andet egnet håndslukningsmateriel
- Hold opsyn med arbejdsstedet mindst 1 time efter endt varmt arbejde
Se evt. filmen ”Korrekt brug af ukrudtsbrændere” og læs mere på Sikkerhedsstyrelsen hjemmeside på: Sådan bruger du ukrudtsbrænderen korrekt og undgår brand (sik.dk)
Selvom det ikke fremgår direkte af forsikringshåndbogens betingelser, anbefaler vi, at den der udfører varmt arbejde, er i besiddelse af certifikat for uddannelse i varmt arbejde.
Husk, at det er menighedsrådet, som arbejdsgiver, der har ansvaret for, at de ansatte kan udføre arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Dette indebærer bl.a. pligt til at give fornøden og korrekt instruktion om arbejdets udførelse, og derudover så vidt muligt at sikre, at det korrekte sikkerhedsudstyr og hjælpemidler er til rådighed for medarbejderne.
Indhentning af tilbud
Bemærk, at I skal indhente flere tilbud, hvis omkostningerne til udbedring af skaden vurderes at ville overstige 50.000 kr. inkl. moms. Forsikringsenheden foretager årligt stikprøvekontrol i henhold til pkt. 3.7.5. i Forsikringshåndbogen.
Vær opmærksom på, at det altid kan være en god ide at indhente flere tilbud også selvom omkostningerne ikke overstiger 50.000 kr., da der ofte kan opnås besparelser.
Hvis der er tale om en ydelse/genstand der overstiger 50.000 kr. inkl. moms pr. stk., så skal der indhentes flere tilbud for hver ydelse/genstand, hvis disse genanskaffes fra forskellige leverandører. Er der derimod tale om flere genstande, hvor genanskaffelsesprisen for alle genstandene tilsammen overstiger 50.000 kr. inkl. moms, så er det nok at indhente tilbud fra minimum to forskellige leverandører.