Hvem er Forsikringsenheden – og hvem betaler?
Folkekirkens Forsikringsenhed administrerer den fælles forsikrings- og selvforsikringsordning for hele folkekirken. Ordningen dækker blandt andet skader på bygninger, løsøre, ansvar og arbejdsskader.
Skader på bygning og løsøre behandles af Forsikringsenheden. Ansvarsskader håndteres af Gjensidige Forsikring. Arbejdsskader behandles af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), men skal anmeldes med Forsikringsenheden som forsikringsselskab.
Ordningen er baseret på selvforsikring – det vil sige, at Fællesfonden betaler for skaderne. Ingen tjener på ordningen, og økonomien skal balancere.
Vedligeholdelse af kloakanlæg og nedgravede rør
Når det gælder kloakanlæg og nedgravede rør, er det menighedsrådets ansvar at sørge for løbende vedligeholdelse. Det kan gøres på flere måder, bl.a.:
- Regelmæssig rensning: Få kloakken spulet igennem med passende intervaller, så der ikke sker ophobning af fedt, slam eller andre aflejringer.
- Tv-inspektion: Få foretaget kamera-inspektion, især hvis der opleves gentagne tilstopninger, langsomt afløb eller tegn på brud.
- Forebyggelse af rødder: Vær særligt opmærksom på kloakledninger i nærheden af træer og buske. Rødder kan trænge ind i rørene, hvorfor forebyggende rodskæring eller udskiftning kan være nødvendig.
- Reparation/udskiftning: Hvis inspektion viser skader, skal der foretages udbedring, inden problemerne udvikler sig og forårsager følgeskader.
- Reaktion på tegn: Fugt, lugtgener eller oversvømmelse er altid tegn på, at installationen bør undersøges af autoriseret kloakmester.
Der findes ikke faste krav til præcise intervaller, men vedligeholdelsen bør tilpasses ejendommens alder, materialer og brug. Vi anbefaler, at menighedsrådet rådfører sig med en autoriseret kloakmester om en konkret vedligeholdelsesplan.
Snerydning og renholdelse
Menighedsrådet er forpligtiget til at sørge for renholdelse, snerydning og grusning af adgangsveje i tidsrummet kl. 7.00 – 22.00. Såfremt forbipasserende kommer til skade som følge af manglende renholdelse/snerydning, kan der være tale om en ansvarsskade. Ha’ gerne fotos, logbog eller andet som dokumentation for glatførebekæmpelse, hvis der skulle ske en skade.
Ansvarsskader skal anmeldes til Gjensidige Forsikring, som er Folkekirkens ansvarsforsikringsselskab. Skadeanmeldelse kan findes her (link).
Til udfyldelse af skadesanmeldelsen skal policenummeret 7064643 benyttes.
