I denne måneds nyhedsbrev sætter vi fokus på dokumentation, ansvar og forsikring.
Dokumentation
God dokumentation hjælper for en hurtig og korrekt skadebehandling.
Når en skade rammer kirken eller dens bygninger, er det menighedsrådets ansvar at sikre de nødvendige beviser, så Forsikringsenheden kan vurdere sagen korrekt og udbetale den rette erstatning.
Her er en guide til, hvordan I sikrer dokumentation før, under og efter en skade:
Før skaden
Det vigtigste redskab til dokumentation findes allerede, før skaden sker.
Ajourførte inventarlister – gerne med fotodokumentation - er afgørende for, at I hurtigt kan konstatere, hvilke genstande der er berørt eller stjålet. Det gør det muligt for både jer og Forsikringsenheden at få et præcist overblik over tabet.
Når skaden sker
Når en skade opdages, er det vigtigt straks at notere de konkrete omstændigheder.
Sørg for at dokumentere:
- Hvad skete der præcis?
- Hvornår blev skaden opdaget?
- Notér navne på personer eller genstande, der er involveret eller skaderamt, samt eventuelle vidner.
- Fotodokumentation af skaden er vigtigt for vurderingen af f.eks. indbrud eller vandskade.
Krav om politianmeldelse
Ved visse typer skader er dokumentation fra myndighederne lovpligtig for at opnå dækning. I skal straks anmelde hændelsen til politiet ved:
- Ran, røveri eller indbrudstyveri
- Hærværk eller forsøg på det
- Påkørselsskader, hvor skadevolderen er flygtet. Notér altid registreringsnummeret, hvis det er muligt.
Kunstudstilling
I forbindelse med en udstilling, hvor forsikringstager (menighedsråd mv.) stiller kirkens lokaler til rådighed, så en kunstner kan udstille sine kunstværker, fx med salg for øje, er de udstillede kunstgenstande ikke omfattet af folkekirkens selvforsikringsordning.
Kunstværkerne vil derfor ikke være forsikret mod fx tyveri og hærværk, medmindre kunstneren selv har tegnet en forsikring, der dækker udstillingen.
Hvis der er tale om en udstilling, hvor forsikringstager (menighedsråd mv.) har bedt en kunstner om at udlåne kunstværker, som i en periode kan udsmykke kirkens lokale til glæde for brugerne, vil folkekirkens selvforsikringsordning dække tyveri eller beskadigelse af de udstillede værker, hvis der er tale om en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed.
Det er derfor afgørende, at der er klarhed over om det er forsikringsdeltager eller kunstneren, som har den største interesse i udstillingen og derfor bærer risikoen for værkerne.
Erstatningen bliver som udgangspunkt fastsat ud fra kunstværkernes genanskaffelsespris, jf. pkt. 623 i Forsikringshåndbogen. Det vil sige genanskaffelse af materialer – med andre ord vil f.eks. leret, malingen og lærredet blive erstattet.
Hvis der er tale om en ”anerkendt kunstner”, vil erstatningen blive fastsat ud fra kunstværkets handelspris. Vurderingen af om der er tale om en anerkendt kunstner vil ske via retningslinjer fra Akademiraadet. Fastsættelse af værkets pris vil ske med hjælp fra auktionshus el.lign., ikke iht. kunstnerens egen vurdering.