Krigen i vores hoveder
Foto: Gorm Branderup
Kære østjyder, menighed, menighedsråd, medarbejdere og præster!
Krigen - eller truslerne om den - fylder meget i vores mediebillede. Efterhånden begynder den også at fylde i vores hoveder. Den kendte verdensorden er i opbrud, og det påvirker os alle sammen. Hvad enten vi er vrede over Trumps tåbeligheder, frygter for åbenlys russisk aggression, eller er bekymrede for, hvad det er for en verden, vi efterlader vores børn og børnebørn, så kaster verdenskrisen også et mørke ind i vores endnu fredelige hverdag. Det præger os og vores udsyn.
Det er ikke en udvikling eller tendens, der er vores kirke uvedkommende. Tvært imod. For selvom vi i vores generationer og på disse breddegrader har levet i relativ fred og fordragelighed, så har vores kirke også stået i langt mere urolige tider. Krige har raset omkring den, og teksterne vi bygger på, er på ingen måde fremmede for strid, kamp, konflikt og krig. Tag bare teksterne i fastetiden, vi nu er gået ind i, hvor der kæmpes dør til dør med og mod det onde i os og omkring os. Gudsriget og den fred, der hører det til, og som Jesus bringer ind i verden, møder modstand, og Jesus sætter sig igennem, som den han er.
Krigen kryber ind i os
Krigen - eller truslerne om den - er ikke fremmed for vores kirke. Det er ikke noget, der bare foregår udenfor de tykke mure, hvor verden passer sit, mens vi herinde passer vores. Her sættes en anden dagsorden, et andet og langt større perspektiv på verden omkring os, end det mediernes overskrifter sætter. En ting er jo, hvad krigen forårsager af lidelser på slagmarken, i de kuede og plagede befolkninger, den rammer med flygtningestrømme, ulykke og undertrykkelse til følge. Noget andet er, hvad den også gør ved os, der endnu befinder os på afstand af den. Som sagt: Hvordan den kalder bekymringer, angst og vrede frem i os.
Man kan sige, at krigen - eller truslerne om den - gør vores verden mindre og mørkere. Krigen kryber ind i os. Vi overtager dens forsimplede verdensbillede og dens drift mod død og vold. Ikke fordi vi selv vil det. Tvært imod vil vi jo gerne forsvare os mod krigen, kæmpe den gode sag, hjælpe dem, det går ud over ved at forhindre dens fremmarch. Men selv med de bedste og rigtigste hensigter kan vi ikke sige os fri fra at gå i selvforsvarsposition, knytte næverne og berede os på måske at skulle give igen af samme mønt. Vi vil værne om vores eget. Selvfølgelig vil vi det. Og vi skal det!
Had må ikke få det sidste ord
Og - igen - i kirken får vi aldrig lov til at blive uantastet i vores vrede, vores angst, vores bekymring, vores kampberedthed, hvor retfærdig den end kan føles. Kirkens anden dagsorden, kirkens større perspektiv, som det er givet med budskabet om Guds godhed i Jesus Kristus, vil hele tiden forvandle os, fylde lys og håb og tilgivelse i os. Det vil give os fred. Og jo mere krigen og kampen fylder os og vores hoveder, des mere har vi brug for også at høre ordene om den anden virkelighed, Gud kom med til os.
Kirken er ikke krigens sted. Det er fredens sted. Ikke den tillempede fred, ikke kompromisets fred, hvor aggressoren alligevel får det sidste ord. Kirkens fred bygger på freden, Gud bragte os i sin søn. En alt forvandlende fred, der må stå os for øje, inspirere os, trøste os, bevæge os og korrigere os, så vi ikke bare overgiver os til krigens og konfliktens mørke tunnelsyn. Vores fjende er ikke bare en ligegyldig del af en umenneskelig masse, men en næste, vi skal elske og bede for. Også når vi nødvendigvis må gå op imod ham. I kirken må vores vrede og had aldrig få det sidste ord.
Ja, kære menighed, medarbejdere, menighedsråd, præster og alle andre, så fik I lige en lille prædiken i skikkelse af et nyhedsbrev. Men noget presser sig på. Krigen fylder i vores hoveder, men vi skal bevare freden i vores hjerter. Så meget desto vigtigere er det, at vi værner om vores kirker og alt, hvad der sker i og omkring dem, som kan give krigen i os og omkring os kamp til stregen.
Henrik Wigh-Poulsen
Biskoppens nyhedsbrev for marts måned 2025 kan også læses på stiftets hjemmeside her