
Foto: Gorm Branderup
Kære østjyder, menighedsråd, medarbejdere og præster!
Så er den der igen, sommerferien. Velkommen siger vi. Nu er tiden til rejser, puslerier i hus og have og lediggang og eftertanke. Især det sidste synes jeg, man godt kan trænge til efter et heftigt halvår i det folkekirkelige. Rundt omkring i stiftet er de nye menighedsråd ved at komme godt i gear. Med de “gamle” medlemmers hjælp skal de nye finde ind i den her lidt kringlede organisation, som vores folkekirke udgør.
Lige sådan med provstierne. Hvor de i Horsens har måttet undvære en provst (vi forventer en ny til efteråret). Mens de i Silkeborg, i samme anledning, har måttet låne deres provst ud. Provstierne er på alle måder blevet et omdrejningspunkt i den folkekirkelige hverdag. Og de knokler igennem, skulle jeg hilse og sige. Stor tak til stiftets fremragende provster, provstiudvalg og ikke mindst provstisekretærer.
På stiftsniveau har Himmelske Dage selvfølgelig sat sit præg på foråret. Mange deltog, og jeg tør godt sige, at det var en succes med omkring 20.000 besøgende, velbesøgte arrangementer, gode samtaler og et velkørende samarbejde med Silkeborg by. Alt sammen dygtigt planlagt og udført af et sprudlende team af gode folk fra stiftet. Dem kan vi være stolte af. Endnu en kæmpetak til dem alle!
Vigtige drøftelser om vores fælles folkekirke
På landsplan har der også været et højt aktivitetsniveau i og omkring vores folkekirke. To kirkeministerielt nedsatte udvalg har præsenteret et par omdiskuterede rapporter, der omhandler en lettelse af menighedsrådenes arbejde og folkekirkens økonomi. Hvad den første rapport angår, er der masser af forslag, som nogle mener er for vidtgående, andre at de ikke er vidtgående nok. Men de omhandler hverdagen i sognet, og hvor meget man kan samarbejde med andre om at løfte nogle opgaver for på den måde at kunne fokusere endnu mere på menighedens liv og vækst. Kirkeministeriet sender snart rapport om forenkling af Menighedsrådsloven i høring med en frist, som tidligst er den 21. august 2025. Den endelige dato vil fremgå af Kirkeministeriets høringsopslag. Giv endelig jeres besyv med, hvis I kan nå at sætte jer ind i stoffet.
Og der er andre vægtige rapporter, der er landet på vores skriveborde hen over de seneste måneder: Dåbskommissionens midtvejsrapport (som jeg skrev om i vores sidste nyhedsbrev) og forslag om dobbelt medlemskab af folkekirken, indeholder også mange overvejelser, som vi på forskellige måder skylder at tage del i rundt omkring lokalt.
Vi lever, som bekendt, i en tid med opbrud og forandring på så mange fronter, og det mærker vi også i vores ellers så fredelige folkekirke. Selvfølgelig gør vi det. Men det skal nu ikke få os til at gemme os og lade som ingenting. Vi har så meget godt og vigtigt, ja uundværligt, at byde ind med.
Det betyder også, at vi hele tiden må engagere os i vores omverden og være til stede, som vi nu bedst kan. Det skriver jeg ikke for at lægge et yderligere arbejdspres på jer, men for at opmuntre jer til at tage del i diskussionerne om vores folkekirkelige indretning og indhold. Hvis I ikke allerede gør det i forvejen så sæt eventuelt lidt tid af på mødet til at drøfte udspillene og rapporterne nævnt ovenfor, og i det hele taget, hvad der rører sig omkring os lige nu på det nære og det store plan. I den forbindelse skal jeg da lige nævne, at vi den 18. september 2025 arrangerer en temadag for stiftet om dåbsrapporten for både præster og menighedsråd. Se nærmere herom her
Med det ønsker jeg jer alle en god sommer, og ser frem til flere gode møder på kryds og tværs på den anden side af ferien.
Med venlig hilsen
Henrik Wigh-Poulsen