Sara Kier Praëm er ny præst i Stouby-Hornum Pastorat. Hun er oprindeligt uddannet filosof, elsker salmerne og læser lige så gerne britiske teologer som havebøger. Mød hende her.

Sara Kier Praëm er 42 år gammel, og er gift med Jacob, der er lektor i filosofi på Aarhus Universitet. Sammen har parret to drenge: William på 15 år og Arthur på 12 år. 

Før Sara Kier Praëm kom til Stouby-Hornum Pastorat i Hedensted Provsti, var hun konstitueret sognepræst i Ovsted-Tåning-Hylke Pastorat i Skanderborg Provsti, hvortil hun blev ordineret i januar 2022.

Hun tiltrådte som ny præst i Stouby-Hornum Pastorat per 1. april 2023.

Hvorfor blev du præst?
- Jeg hører til dem, der har gået en omvej, inden de har nået præstegerningen. Jeg er oprindeligt uddannet filosof og har arbejdet med undervisning og forskning i samme felt på Aarhus Universitet. Oprindeligt var det min interesse for teologi, der trak mig ind i filosofi, da det særligt var de filosofiske spørgsmål i teologien, der interesserede mig. Jeg har bl.a. skrevet en ph.d.-afhandling om, hvordan vi som mennesker kan få viden (om bl.a. Gud) gennem intuition, og jeg har derfor forståelse for den dybe, men ofte uforklarlige intuitive tro, som nogle mennesker oplever.

- I mange år troede jeg, at det kald, jeg følte til at hjælpe andre mennesker til tro, skulle udleves i den retning. Men jeg oplevede efterhånden, at det faglige, teoretiske arbejde på universitetet ikke var meningsfuldt for mig længere. Jeg begyndte at føle en voksende trang til at arbejde mere praktisk med kristendom og trosspørgsmål; en trang til at tale kirke, kristendom og tro med mennesker. Jeg længtes efter at være der, hvor kristendommen leves – hvor tro bliver til liv, og hvor kirke er noget, vi bygger videre på. Og det var i disse tanker og følelser, at tanken om at skulle være præst lige så stille fik grobund.

Hvilken slags præst vil du gerne være?
- Én, der rækker troen videre. Og jeg er i de senere år også blevet meget bevidst om, hvor meget forkyndelse der ligger i mødet med det enkelte menneske, netop fordi kristendom ikke bare er nogle ord, vi siger, men noget vi gør og lever.

- Efter at jeg som teenager brød med det kirkelige miljø, jeg var opvokset i, levede jeg i årrække med, hvad der mest korrekt betegnes som, en ’kirkeløs tro’. Men gennem en række lidt tilfældige møder med et par præster, oplevede jeg efterhånden, at der blev rykket noget i mig. Første gang i Skotland, hvor min mand og jeg dengang var bosiddende, da vi opsøgte præsten i vores lokale sognekirke (Church of Scotland), da vi ønskede at få vores søn døbt. Anden gang med vores anden søn, da vi lige var flyttet til Vejle og opsøgte vores lokale sognekirke dér. Den måde, præsterne mødte os på, fik min tidligere kirkeopfattelse til at falde sammen. Ikke fra den ene dag til den anden, men lige så stille; som når snefnug for snefnug ét for ét langsomt bygger op til en lavine. Jeg oplevede, at de forestillinger og fordomme, jeg havde om præster og visse kirkesamfund blev brudt ned. 

- Fælles for begge præster var ikke kun en voldsom imødekommenhed, interesse og vilje til at tilpasse kirkelige handlinger til et tilfældigt forældrepar, der nærmest bare kom ind fra gaden, men også at de ikke veg tilbage for at diskutere de svære og tunge spørgsmål, der knytter sig til tro og kristendom. Tværtimod, så trak de også egen tvivl og personlige overvejelser med ind i samtalerne og skabte derigennem et meget intimt rum, hvor man kunne føle sig mødt og hørt. Og det var dé oplevelser – mødet med præster og lokale kirker – der skulle til, for at jeg igen fik lyst til at være en del af et kirkeliv.

- Oplevelserne med præsterne dannede et billede af en kirke (bredt forstået), der selv stod i døråbningen og tog imod folk, som de var, med åbne arme. Så jeg tænker tit på, når jeg bliver spurgt eller funderer over, hvem jeg gerne vil være som præst, at så er det ikke nødvendigvis gennem opstilling af en række egenskaber og kvaliteter – men det er dén præst, der kan give folk dén oplevelse, som jeg fik i mødet med først den skotske statskirke og siden Den Danske Folkekirke. Den oplevelse af at blive set og mødt, som det menneske, jeg var, og med det, jeg havde med i bagagen.

Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?
- Dét store spørgsmål har bogstavelig talt holdt mig vågen om natten. For det er, som briterne udtrykker det, som at åbne en can of worms, når man først begynder at spekulere. Det korte svar er selvfølgelig: Synd og død – for alle menneskets udfordringer kan reelt reduceres til det.

- Men blandt de mange nutidige udfordringer, som mennesker i vores kultur/vores del af verden oplever, kan nævnes det pres, den yngre generation oplever på dem selv og deres identitet. Et pres, der bl.a. indebærer, at de konsekvent bliver inviteret til at forholde sig til sig selv, deres fremtid og deres præstationer. I en udpræget præstationskultur som vores, hvor hver enkelt skal stå til ansvar ikke bare for, hvad de kan, men også hvem de er, og hvor vi hele tiden mærker et pres for at arbejde på at blive den bedste udgave af os selv, er selv-ansvarliggørelsen blevet forkrøblende. Livet er blevet ens eget projekt – noget, man skal ’lykkes med’. Og hvis man oplever, at liv og projekter ikke lykkes, så vender man det indad. Og det afføder en udtalt følelse af utilstrækkelighed, tristhed, ængstelighed og stress. Det giftige implicitte narrativ, som (unge) mennesker dermed møder i dag, er, at vi skal gøre os fortjent til anerkendelse og kærlighed, at vi altid kan og skal være bedre i alle henseender, og at vi ikke kan elskes, som dem vi er. Her har vi som kirke bl.a. til opgave at modarbejde denne fortættede fortælling om, hvad det vil sige at være og lykkes som menneske.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- Forkyndelsen. Vi skal stå ved, hvem og hvad vi er – og forkynde evangeliet ind i folks liv, dér hvor de er. Og så er det vigtigt at huske på, at forkyndelse er et meget bredt begreb. Vi bruger f.eks. så meget tid i konfirmandundervisningen på at udlægge lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner og dens implikationer for det individuelle menneske, men vi skal huske også at holde hinanden fast på lignelsens implikationer for kirken som institution. Forkyndelse er (også) praksisnær; forkyndelse er (også) socialt engagement. Det er jo netop, hvad Tom Hollands bestseller Herredømmet har gjort almen kendt i de senere år: At den tidlige kirke og dens udstrakte udøvelse af socialt arbejde spillede en afgørende rolle i udbredelsen af kristendommen.

Hvilken salme holder du særligt af og hvorfor?
- Jeg holder meget af mange salmer, både de klassiske og de nye – så meget, at jeg på mit køleskab fast har en top 4-liste, som jeg løbende opdaterer, så min mand ved, hvad der skal synges ved min begravelse. Én af de salmer, der har været på listen i flere år, er Lars Busk Sørensens ’Mit menneskeliv har været’ fra salmebogstillægget "100 salmer". Salmen er en stærk og personlig bekendelsessalme, der tager udgangspunkt i en gammel Abrahams lidt bitre monolog. Om hvordan Abraham går i rette med Gud, fordi hans liv ikke har udfoldet sig, som han havde forestillet sig: Abraham havde fået kaldelsen, fulgt befalingen, troet på Guds løfter om at blive noget stort og så forladt sit hjem og sin slægt og var draget ud i det usikre og ukendte. Men årene var gået, mulighederne forsvundet og drømmene bristet. Ingenting var sket. 

- Jeg har på visse tidspunkter i mit liv nemt kunne identificere mig med Abraham: At stå og se tilbage på sit liv, der er blevet helt anderledes, end jeg havde håbet, troet eller planlagt efter. Og særligt femte strofes to første verslinjer taler meget direkte ind i mit liv og min erfaring: ”Jeg ved, at du aldrig svarer, som jeg havde regnet med”. Men Abraham vender sig ikke bort fra Gud i sin bitterhed; han kigger op i stjernehimlen og mærker alligevel dybden af Guds kærlighed – og det genkender jeg også: De glimtvise lys i mørket. Og vi kender selvfølgelig resten af historien om Abraham og indfrielsen af Guds løfte. Men velsignelsen i det liv, der godt nok kan rumme megen modgang og skuffelse, er også, som det bliver udtrykt i salmens allerførste sætning, at vores liv er en samtale med Gud. Når tingene ikke bliver eller går, som vi håber, så har vi stadig samtalen med Gud, som går med os og følger os hele vejen.

Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor?
- Bibelen er en grundbog i og til menneskelivet; den er et essentielt redskab, ikke bare når vi skal behandle åndelige og eksistentielle spørgsmål, der knytter sig til menneskets (moderne) eksistens, men den taler også direkte ind i det enkelte menneskes liv. Også i mit. Jeg bruger en Lectionary-app til at strukturere min bibellæsning, så jeg hver dag læser en række salmer, noget fra GT og noget fra NT – og hver af de kategorier giver mig noget forskelligt. Salmernes Bog; Jesu egen bønnebog, er et eminent udgangspunkt for daglig, meditativ bønspraksis; rigdommen, dybden og spejlingen kommer gang på gang bag på mig. Og Bibelens gribende og smukke historier giver mig en livstolkning, som jeg kan spejle mig i og finde mening og livsmod i. Derfor er der for mig, indbygget i spørgsmålet om ’det bedste sted i Bibelen’, også noget omkring tidspunkter. Det afhænger af mit humør, sindstilstand, hvad der nu sker i mit liv på et givet tidspunkt, hvad det er, der når mig, og hvad det er, jeg har brug for at høre.

Hvilken bog ligger på dit natbord?
- Jeg er humørlæser, så der ligger lidt af hvert: Der ligger som minimum altid én bog af nogle af mine (britiske) yndlingsteologer. Lige nu er det Rowan Williams’ Holy Living, der har pladsen. Derudover Taylor & Bonds Women Remembered: Jesus´ Female Disciples og Rachel H. Evans’ Searching for Sunday. Og så ligger der en havebog, fordi det jo er dén tid på året, og fordi man aldrig kan få for meget inspiration til og viden om stauder.